’Elskling’: Et mageløst norsk pragtstykke om kærlighedens mange krumspring
![’Elskling’: Et mageløst norsk pragtstykke om kærlighedens mange krumspring](https://soundvenue.com/wp-content/uploads/2025/01/Elskling-2192x1233.jpg?v=1738153876)
Har Norge en eller anden fritløbende kunstnerisk superkilde, som landets filmfolk er begyndt at drikke af?
Med nyere pragtværker som ’Sex, Drømme, Kærlighed’-trilogien, ’Armand’ og (naturligvis) ’Verdens værste menneske’ kunne noget tyde på det – og noget tyder endvidere på, at landets cinematiske guldalder fortsætter.
For med tæt på samme tone og kvalitet – og med samme producent – som Joacim Triers ovennævnte nyklassiker imponerer og spillefilmdebuterer Lilja Ingolfsdottir nu med kærlighedsdramaet ’Elskling’.
Og det er i sandhed en vaskeægte perle. Sådan en af sjældent format, der evner at forene modløshed med håb, når vi i rystende hænder på Maria (Helga Guren) tages igennem parforholdets (uundgåelige?) deroute.
Det hele starter ellers både lykkeligt og liderligt, da singlemoren forelsker sig i den besnærende musiker-type Sigmund (Oddgeir Thune), med hvem hun – efter et par lumre blikke i en taxa – skaber en sammenbragt tilværelse med.
Ildevarslende om begyndelsen på de elskendes slutning klippes der herefter til den sagnomspundne syvårskrise, hvor afvisninger og anden følelsesmæssig straf er en del af den sjæledræbende karkludshverdag.
Her hænger frustrerende ture til Brugsen side om side med separationstrusler, og med en særlig nuanceret fornemmelse for det mondænitetens rigdomme og katastrofer har instruktøren skabt en dybt vedkommende og medrivende film, der detaljeskarpt skildrer det moderne skandinaviske familielivs udfordringer.
Den ramler blandt andet ind i nærliggende diskussioner om the mental load og work-life-balance, hvilket skaber plads til at betragte og til tider grine af eget (forkælede) forhold til stimuli og selvrealisering. Men yderst klædeligt tager filmen også disse forpustende problematikker dybt alvorligt, og latteren udebliver, da trussel en dag gøres til virkelighed.
For bedst som den udbrændte hovedperson visualiserer en kærestetur til Barcelona fuld af genopladende sangria og omsorgsmættende manchego, lukker hendes lyshårede drømmemand skilsmissen ind i det mahognifarvede kunstnerhjem.
Andet kunne man vel heller ikke have forventet af en partner, der notorisk går imod hendes kontrollerende vilje og bryder deres aftaler. Eller aftaler og aftaler … bliver disse nogensinde bekræftet, eller har Maria for vane at opstille regler (og sommetider fælder), som Sigmund skal forsøge at liste sig rundtom?
Sådanne spørgsmål og dårlige, men genkendelige mønstre rumsterer og dissekeres nådesløst i dette vellykkede drama, der rammer ømme punkter hos både karakterer og publikum.
Og nu ved jeg, hvad du tænker. Man magter knap at se sin egne forliste forhold i øjnene, så det lyder ganske enkelt forfærdeligt at skulle tvangsindlægges til at overvære andres.
Gør det dog lige alligevel.
Uagtet at det eren barsk omgang at opleve en familie og en relation i forfald, er det hele nemlig løst umådeligt menneskeklogt – og desuden med et spændende filmsprog.
For nok har ’Elskling’ et stærkt naturalistisk udtryk, men med legende og effektfulde greb – som gentagende spol tilbage i tiden, hvorved ægteskabet konstant ses i lyset/støvet af det smertefulde brud – leverer Ingolfsdottir nuancerede og dybt originale scener.
Det gør sig i særdeleshed gældende, når hovedkaraktererne forsøger at gribe efter det moderne kærlighedslivs kunstige åndedræt: parterapien.
I dette sårbare rum møbleret med en kølig sofa og utallige konflikter forklares og iscenesættes den menneskelige psykologi på raffineret vis, og i ekkoet af sorg fremtrylles en skælvende fortællerstemme, der præsenterer indsigtsfulde læresætninger om liv og forbindelser.
Det er blot nogle af de elementer, der gør ’Elskling’ til en fremragende film, men debutens altoverskyggende styrke er dens evne til at skabe en kompleks hovedfigur, som man holder af og med – også når man ikke gør.
For Helga Gurens Maria er sommetider manipulerende, usympatisk og (åh åh) vred, men hun er også yderst relaterbar. Man forstår de uforståelige reaktioner og kroppens hyperventilationer, når Guren med intensitet og uforfængelighed portrætterer en kvinde i opløsning.
Gennem den velspillende og prishyldede skuespillers mange facetter bemærker vi desuden pludselig, at ’Elskling’ rigtigtnok er en kærlighedsfilm, men ikke nødvendigvis et romancetungt værk.
Det norske pragtstykke handler nemlig primært om vigtigheden i at elske indad, og med frygtsomme skridt bevæger hovedkarakteren sig ud i selvransagelse og vædende katarsis – og åbenbarer, at det sommetider er (nedarvet) mindreværd og deslige, der bliver tosomhedens ødelæggende tredjeperson.
Man spejler sig i Marias tårer og i de hårdtslående kærtegn til det indre traumeskæmmede barn, men både hun og publikum glædes ligeledes ved filmens hovedpointe, der bebuder, at cappuccino-lykke og potentialet for forløsning findes de mest mærkværdige steder.
Selv/særligt blandt alt det, der er gået i stykker.
Kort sagt:
Lilja Ingolfsdottirs ’Elskling’ er et mageløst og menneskeklogt værk om kærlighedens mange krumspring. Med overlegen psykologisk forståelse tegner instruktøren et sjældent ærligt og komplekst portræt af det moderne parforhold – og påviser, at Norge fortsat er en filmskabende force to be reckoned with.