’The Brutalist’: Oscar-kandiderende storværk er tre en halv time langt, og tiden flyver afsted
Brady Corbet kan noget helt særligt med filmiske anslag.
Den tidligere skuespillers instruktørdebut ’The Childhood of a Leader’ (2015) åbnede med et hektisk sammenklip af virkeligt arkivmateriale fra Første Verdenskrig tilsat intens musik. Og opfølgeren ’Vox Lux’ fra 2018 opridsede – med Willem Dafoes fortællerstemme – en ung kvindes opvækst frem mod et traumatisk skoleskyderi, som indirekte antænder hendes karriere som ulykkelig popstjerne.
Corbets nye storfilm ’The Brutalist’ – hans tredje, bedste og klart mest hædrede projekt med hele 10 Oscar-nomineringer – åbner ligeledes med en uforglemmelig seance:
I én lang og rystet kameratur følger vi hovedpersonen László Tóths (Adrien Brody) vej ud af et skibs dunkle indre, omgivet af utallige menneskeskæbner, der søger i samme retning. På lydsiden, over den mekanisk dundrende, hvinende og hvirvlende underlægningsmusik, hører vi en kvindes oplæste brev, der først i den efterfølgende scene kommer ham i hænde.
Slutteligt træder migranten udenfor i lyset og ser over sig Frihedsgudinden, der, i en allerede ikonisk indstilling, vender på hovedet.
Motivet er sigende for den episke fortælling, Corbet og medmanuskriptforfatter (samt hustru) Mona Fastvold udfolder i det 215 minutter lange værk, der vandt instruktørprisen på sidste års Venedig-festival og nu er Oscar-nomineret i de største kategorier.
For ’The Brutalist’ handler om en traumatiseret immigrants forsøg på at opbygge et nyt liv i USA efter den amerikanske drøms forskrifter, der ikke viser sig at holde stik. Trods sin status som anerkendt stjernearkitekt i hjemlandet ser amerikanerne, der paradoksalt nok selv er et folk af tilflyttere, hovedpersonen som en fremmed med en primitiv dialekt og urene motiver.
Handlingen vækker ganske oplagt minder om en anden film med Adrien Brody i hovedrollen, nemlig Roman Polanskis ’Pianisten’ fra 2002, som skuespilleren vandt en Oscar-statuette for. I begge film bliver hans jødiske kunstnerkarakter dybt traumatiseret af nazisternes holocaust under Anden Verdenskrig – i ’The Brutalist’ udspiller fortællingen sig blot efter krigen.
Mens hans hustru Erzsébet (Felicity Jones) forsøger at slutte sig til ham i Pennsylvania, får László muligheden for at tegne sit første store projekt, da rigmanden Harryson Lee Van Buren (Guy Pearce) hyrer ham til at stå for en mastodontisk bygning til ære for sin afdøde mor. Værket bliver Lászlós et og alt, hvorfor hans verden også risikerer at ramle, da Van Buren viser sig som en toksisk arbejdsgiver.
Brody har bestemt gjort sig fortjent til karrierens mulige anden Oscar-pris for sin nye præstation, der trods ligheder med den 22 år gamle glansrolle fremstår mere flersidet og kompleks. László er til tider grådkvalt og ødelagt, andre steder stærk og stædig. Hele tiden er han spændende at følge.
Og overraskende sjov! For ’The Brutalist’ indeholder faktisk en vis mængde komiske replikker, hvor hovedpersonen møder den umedgørlige omverden med sarkasme og ironi. Andre steder står bikaraktererne for humoren, særligt Van Buren som en gennemskuelig wannabe-intellektuel, der roser arkitektens »kunstneriske« tegninger og »poetiske« svar uden megen forståelse.
Måske er det humoren, der får tiden til at flyve afsted i ’The Brutalist’. Måske er det Guy Pearces komiske, men også skræmmende og uforudsigelige karakter, der det ene øjeblik virker tillidsvækkende og det næste tager sin magtudøvelse til chokerende ekstremer. Måske er det Corbets omskiftelige klippestil, der veksler mellem lange, tålmodige indstillinger og hektiske montager.
Filmen føles i hvert fald aldrig for lang. Da den indlagte pause kom efter en time og 40 minutter, var jeg faktisk overrasket over, at vi allerede var nået så langt i spilletiden.
Det fremstår heller ikke for tungt, når filmen undervejs tager flere store temaer under behandling. Et af dem er bearbejdelse af traumer, og hvordan det kommer til udtryk i et dysfunktionelt kærligheds- og sexliv. Sidstnævnte udfolder Felicity Jones og Adrien Brody i en lille håndfuld både voldsomme og intime scener, hvor smerte og nydelse, forløsning og ubehag flyder komplekst sammen.
Helt i front er selvfølgelig også fortællingen om en kunstners kamp for at skabe et værk efter sit eget hoved, der konstant trues af udefrakommende og kommercielle interesser. Da en næsvis arkitektkonsulent kobles på Lászlós byggeprojekt for at finde steder at spare penge, er det en slet skjult allegori over filmbranchen og Hollywoods magtfulde producere.
’The Brutalist’ er også en åbenlys spejling af Corbets egen kamp for at realisere sit passionsprojekt. Storfilmen har taget syv år at få i hus, er skudt i det dyre, analoge VistaVision-format og er blevet produceret for et beskedent budget på 10 millioner dollar. Instruktøren har i øvrigt, i stil med hovedpersonen, ikke tjent en rød reje på filmen.
Man kan godt forestille sig, at en magtfuld producer ville have stillet spørgsmål ved en del af slutningen, hvor særligt én vægtig karakters fortælling afrundes pludseligt og (bevidst) uforløst.
I stedet for klarhed bidrager scenen til gengæld med et mytisk og magiskrealistisk skær – og et stærkt visuelt motiv i familie med åbningsscenen. Efterfølgende tilføjer en stilfærdig epilog med VCR-æstetik og en afgørende afsløring endnu større emotionel kraft til hovedpersonens lange, svære rejse.
At Corbet mod slut prioriterer en smule anderledes, end det gængse Hollywood-manuskript ville gøre, er netop en del af filmens tiltrækningskraft.
’The Brutalist’ parrer storfilmens episke og velkendte vingefang og indiefilmens skæve, uforudsigelige særheder, og til sammen udgør de en gennemført og nu foreviget kunstnerisk vision.
Kort sagt:
’The Brutalist’ er en episk og til tider skæv storfilm om traumer, immigration og fremmedhad. Hele vejen igennem vidner filmen om – og handler om – en gennemført kunstnerisk vision.