Aldrig har en regnfrakke føltes så tung og klam som i Halfdan Ullmann Tøndels debutspillefilm ’Armand’.
Her løber koldsveden ned ad nakken på både publikum og dens bærer, alenemoren og stjerneskuespilleren Elisabet gestaltet af Renate Reinsve, da hun hasteindkaldes til et møde på sin søns skole.
Pakket ind i vand- og menneskeafvisende polyester – og i øvrigt uinformeret om, hvad det hele drejer sig om – tropper hun modvilligt og forpustet op.
Det er først, da forældreparret Sarah (Ellen Dorrit Petersen) og Anders (Endre Hellestveit) senere ankommer, at Elisabeth finder ud af, at hendes seksårige barn (titelfiguren Armand) beskyldes for at have overfaldet og muligvis forgrebet sig på den jævnaldrende klassekammerat, Jon.
Det kvælende overtøj smides, men det gør den følelsesmæssige bevæbning ikke. Og mens der rystes på hoveder og zoomes ind på ulykkelige og flakkende øjne, lister filmen sig langsomt, men medrivende ud på en fortælling om rygter og beskyttertrang.
Med en grundstemning af ubehag bliver børnetegninger og anden klasselokaleæstetik kampplads for voksne og voksende stridigheder (drengene optræder næsten ikke), og med en yderst smuk og effektfuld kameraføring forvandles skolens gange til en klaustrofobisk labyrint af løgne, jalousi og rivalisering.
Berøringsangst forsøger den nyuddannede lærer Sunna (en rørende Thea Lambrechts Vaulen), sundhedsplejersken Ajsa (Vera Veljovic-Jovanovic) og skoleinspektøren Jarle (Øystein Røger) på klodset vis at føre de indblandede ud på anden og sikker side. Det går blandet – for ikke at sige pissedårligt.
For den skandinaviske konfliktskyhed modarbejder krisehåndteringen, og trods selvskabte forestillinger om hændelsesforløb og grænseoverskridende opførsel tynges alle parter – de fleste i al fald – ligeledes af tvivl:
Hvad skete der egentlig? Skal man nogensinde straffe et barn? Og hvordan påvirker autoriteters konnotative sprog en seksårigs virkelighedsforståelse?
Ovenstående spørgsmål driver det psykologiske drama og lufttætte kammerspil, der netop spejler, hvordan børn tages som gidsler i tidligere generationers forskruede verden fuld af konflikter og hverdagslig dæmonisering.
Havde danske ’Jagten’ ikke allerede lært os faren ved udpegelsen af en (uskyldig?) syndebuk, skærer Ullmann det ikke blot ud i pap, men ligeledes smertefuldt ind i huden på os. I debuten, der beskæftiger sig med modernitetens egoorienterede tilstande, fungerer ekskluderende flokmentalitet som sociallivets skarpt skydende og altødelæggende våben, der kan ramme alle – selv feterede kendisser.
Elisabeth er med sin skuespillerprofession ikke blot båret af berømmelse, men ligeledes offer for fordømmelse, når hendes handlinger og oprigtigheden af hendes tårer evindeligt mistænkeliggøres.
Troværdighed er således et buzzword, som filmens selvforherligende og komplekse karakterer hele tiden danser om. De danser i øvrigt også om bænke og andet af kommuneskolens interiør.
For som dynamiske elementer til det intense melodrama har instruktøren tilføjet surrealistiske showsekvenser. De har varierende kvalitet og kan sommetider virke en smule malplacerede, men her får vidunderspilleren og dramaets absolutte nerve, Renate Reinsve (aka ’Verdens værste menneske’), lov til at komme ud i en hver afkrog af moderlig omsorg og sindsuro.
Hun er dog ikke udelukkende bevægende og bevægelig, når hun kaster sig ud i koreografi og en voldsom fysikalitet. Nej, selv når hun er stillesiddende, medrives publikum af det norske stjerneskud.
Reinsves Elisabeth er forførende og skræmmende, og med både fjerlet skrøbelighed og en løvindes styrke tegner hun et dybdeborende portræt af en kvinde i opløsning – allerbedst set i en myrekrybende scene, hvor hovedrollen rammes af et hysterisk (og ualmindeligt langt) grineflip.
Man holder vejret, som den groteske latter forvandles til en hulkende gråd.
Det samme gør man, når ’Armand’ med næsten gyserlignende træk følger de voksnes gentagne flugt mod gerningsstedet: toilettet. Her vasker de deres stolte hænder og dårlige samvittighed – og forsøger at stoppe spruttende blodnæser.
Hemmeligheder og undertrykte følelser vil nemlig altid finde en kropsåbning eller andre udgange. Flere og flere lag trevles hele tiden af fortællingen, og vi får løbende indblik i traumer, sorger og forældrenes forskruede relationer.
Det tilfører rigtigt nok spænding til filmen og gætterier fra biografsædet, men den medfølgende krimivibe bliver en smule anstrengende og fortænkt i længden.
Lykkeligvis forstyrrer det ikke Halfdan Ullmann Tøndels ellers stærke film fuldkommen. For hans svendestykke er generelt yderst velfortalt, og med en særlig tæft for skildringen af komplekse forhold efterlader han sit publikum (og ligeledes sine karakterer) med store indsigter og små hjertebank.
Kort sagt:
Renate Reinsve imponerer i Halfdan Ullmann Tøndels klaustrofobiske spillefilmdebut og melodrama om voksenlivets overgreb på barndommen.