’Flow’: Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt en film så meget
Et billede siger mere end 1000 ord.
Ja, jeg beklager at måtte benytte den overbenyttede floskel, men med lige præcis Letlands dobbelt Oscar-nominerede animationsfilm, synes jeg, jeg er undskyldt.
For ’Flow’ er et ordløst følelsesbombardement uden lige, og – som med filmen selv – er der noget fattigt eller utilstrækkeligt ved at forsøge at beskrive og vurdere den med noget så klodset som bogstaver.
På den anden side ville det munde ud i en lidt kedelig anmeldelse, hvis jeg skulle gøre filmen kunsten efter og forholde mig tavs, så jeg vil gøre mit bedste for at forklare, hvorfor 30-årige Gints Zilbalodis’ smukke film er en af de bedste biografoplevelser, jeg længe er blevet udsat for.
I ’Flow’ befinder vi os i en mennesketom verden (man kan spekulere længe over hvorfor og tillægge fortællingen et væld af budskaber, hvoraf de fleste nok vil sige mere om en selv end om filmen), befængt og befolket af vild flora og fauna og et spøgelsesagtigt aftryk fra menneskets tilstedeværelse.
Vores uheldige helt er en sky kat, der hverken er synderligt glad for vand eller andres selskab, så det er svært ubelejligt for den, når dens fredfyldte verden kæntres af en syndflod, og den må slå sig sammen med en broget flok af ligeledes omtumlede dyr for at overleve.
Katten, retrieveren, kapivaren, lemuren og sekretærfuglen må hurtigt akklimatisere sig til deres nye liv til søs og lære at samarbejde – eller blot udstå hinandens selskab – hvis de vil gøre sig forhåbninger om nogensinde at lægge sikkert til kaj.
’Flow’s æstetik vækker mindelser om Nintendo-spil som ’The Legend of Zelda’ eller ’Mario Galaxy’ med bløde former og farver for alle pengene. Sammenligninger, der nok ikke er helt ved siden af, for produktionen har gjort brug af Blender, et open source CGI-program, der gjorde det muligt at skabe hele ’Flow’s 3D-univers og derefter ”indsætte” et kamera, der kunne filme begivenhederne.
Blandingen af et syntetisk miljø og den håndholdte kameraføring er uncanny i ordets bedste forstand. Det føles lidt som at deltage i et VR-eventyr, og dualiteten mellem det opstillede og det indlevende, det menneskeskabte og det organiske, går mageløst hånd i hånd med historiens underliggende tematikker.
Det ses også i det lette strøg af antropomorfisme, vi kan ane i vores galleri af hoveddyr. På overfladen opfører de sig, som man forventer af deres arter (katten puffer drilsk til lemurens ting, retrieveren løb muntert i cirkler om sig selv, sekretærfuglen svæver majestætisk langs floden), men mellem linjerne ser vi også nogle overførte menneskelige træk, der gør dem enormt relaterbare.
Og mere end det fungerer de som en slags sammenstød mellem vildskab og empati. Bag dyrenes blottede natur og følelsesmæssige gennemsigtighed ser vi konturerne af vores egne styrker og svagheder, råt for usødet. Der er meget mere end ren underholdningsværdi i ’Flow’. Den tangerer meditativ selvransagelse.
Kattens og dens følgesvendes rejse igennem en forunderlig og farefuld verden er et knusende portræt af nogle af de mest basale følelser, vi alle sammen besidder, kogt ned til deres mest simple, næsten instinktive niveauer.
På samme måde som den undervurderede serie ’Primal’ mestrer instruktør Zilbalodis læresætningen show, don’t tell, så det bør blive pensum på de højere læreanstalter. Undervejs befandt jeg mig i en konstant nærgråds-tilstand.
Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har følt en film så meget.
Kort sagt:
Den Oscar-nominerede ’Flow’ er et moderne mesterværk. Den er ikke bare smuk og medrivende, men besidder også evnen til – ordløst – at fremprovokere et helt register af rå, primitive følelser, der efterlod mig på kanten af stolen med tung vejrtrækning og blanke øjne.