’Det andet offer’
Med alt fra ’The Pitt’ til ’This Is Going to Hurt’ frisk i erindringen er det ikke en nem opgave at bringe nye perspektiver og energi ind i hospitalsdramagenren.
Men det lykkes Zinnini Elkington faktisk med i sin debutfilm om den kompetente læge Alex, der kommer på dybt vand, efter hun begår en fejl under en urimeligt ressourcepresset vagt.
Fortællingen udfolder sig med en thrillers sitrende nerve, efterhånden som Alex indser konsekvenserne af sit fejltrin, og den professionelle maske krakelerer forståeligt. Flot underbygget af den unge instruktørs stilsikre arbejde med lange indstillinger, et kameraarbejde, der bringer liv til de ellers trøstesløse omgivelser, og en stille poesi, der hæver perspektivet.
Som Alex får Özlem Saglanmak et længe ventet hovedrollegennembrud i en sjældent imponerende førstegangsfilm, der ikke sætter mange trin forkert.
Kan ses i biografen – læs Soundvenues anmeldelse.
’Reservatet’
Halvårets store danske Netflix-serie blev et internationalt hit med over fem millioner seere (and counting), og det forstår man godt.
Ingeborg Topsøe og Per Flys krimi om en forsvundet au pair blandt whisky-bæltets mest velstående var nemlig lige dele drønspændende og umådeligt vellavet. Elegant filmet i overklassens bedragerisk ufejlbarlige palæer, sublimt spillet af såvel hovedrollekvartetten Marie Bach Hansen, Simon Sears, Danica Curcic og Lars Ranthe som familiernes to teenagedrenge og deres filippinske au pairs.
Krimimysteriet blev løst tilfredsstillende, og undervejs fik serien stillet relevante spørgsmål om både klassedanmark og giftig maskulinitet. Det var måske ikke verdens mest overraskende indgang til en serieskildring af de rigeste, men ikke desto mindre var det umuligt at tage øjnene væk gennem de seks pirrende afsnit.
Kan ses på Netflix – læs Soundvenues anmeldelse.
’Min evige sommer’
Skal man sætte en overskrift på dansk film i første halvdel af 2025, må det være de voldsomt lovende debutfilm.
Og Sylvia Le Fanus ’Min evige sommer’ var en af de absolut mest imponerende. Baseret på sine egne oplevelser med som teenager at miste sin mor til kræft skildrede Le Fanu den lille families sidste sommer gennem 15-årige Fannys lige dele skrøbelige og stædige teenageblik.
Fanny lærer både sig selv og sin mor at kende, mens hun skal give slip på hende, og det er hjerteskærende og heldigvis også håbefuldt at se det unge menneske forsøge at finde sin plads i verden med et så voldsomt traume i bagagen.
Det kunne nemt være blevet en klægt sentimental affære, men instruktøren doserer fornemt sine virkemidler, så vi undgår de udmagrende konfrontationer og indser, at tiden op til afsked og død måske ofte er mere præget af hverdagsbanaliteter end formfuldendt poesi.
Med sin klarsynede indgang til scener og dialog rammer Le Fanu et rent og autentisk sted, som bliver siddende i kroppen, længe efter man har tilbragt tid i familiens evige sommer.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio m.fl. – læs Soundvenues anmeldelse
’Den sorte svane’ afsnit 6 og 7
TV 2 og Mads Brüggers spektakulære dokumentarserie vendte tilbage og skabte endnu engang diskussion af råddenskaben under den velpolerede danske velfærdsfacade.
Denne gang var det politiets ageren, der skabte hovedrysten og overskrifter takket være to NSK-kildeføreres mildest talt lemfældige omgang med retssikkerheden i deres bifald til formålsløst tyveri fra journalister samt opmuntring til Amira Smajic’ søforklaringer for retten.
Selvfølgelig føltes de nye afsnit knap så sensationelle som første ombærings eksplosion, og afviklingen var da også mere klassisk dokumentar end det opsigtsvækkende stunt med skjult kamera, som var attraktionsværdien i den oprindelige serie.
De nye afsnit var dog fortsat hårrejsende og bestyrkede blot billedet af, at der er mere galt i Danmark, end vi måske lige går og tror.
Kan ses på TV 2 Play – læs Soundvenues kommentar
’Generationer’
Anna Emma Haudals DR-dramaserie var så vidtfavnende ambitiøs, at den var lige ved at knække halsen på det.
Barnemord, covid-19, digitale overgreb, graviditetskonflikt, sexskandaler, spøgelser og andre overnaturlige tegn var bare toppen af isbjerget i fortællingen om den ældre dame Marthas indrømmelse af at have slået sit barn ihjel mange årtier tidligere.
Det var en serie, der med den ene hånd tog sig god tid med at vise Jan Linnebjerg lave hverdagsmad for familien og med den anden hånd syrede helt ud i et Lynch-agtigt besøg under jorden.
Men på mirakuløs vis formåede serien rent faktisk at samle trådene, så man til sidst stod med et både klogt og nærværende billede på nedarvede traumer, skam og distance mellem familiemedlemmer og -generationer.
»Et originalt rørende opråb om forbindelse og nærvær«, som vi skrev ved seriens slutning.
Kan ses på DR – læs Soundvenues anmeldelse
’Sauna’
’Sauna’ var et nybrud i dansk film. Aldrig har vi set en så øm og ublu skildring af forholdet mellem en homoseksuel og en transkønnet mand og en så nuanceret skildring af spændingerne internt i det danske queer-miljø.
Skildringen af den blomstrende, men aldrig uproblematiske kærlighed mellem William og Johan emmede af et skarpsynet insider-blik fra instruktør Mathias Broe og Mads Ananda Lodahls bogforlæg, og ’Sauna’ var således en empatisk indførsel i problematikker, de færreste i Danmark måske kender til.
Broe kan stadig blive en endnu stærkere instruktør, når det kommer til dialog og karaktertegning, men ’Sauna’ var trods alt hans første film og gav løfter om et kolossalt talent, som vi roligt kan have opskruede forventninger til fremover.
Kan ses i biografen – læs Soundvenues anmeldelse
’Løgnen’
Man er undskyldt, hvis man på forhånd havde visse forbehold omkring en serie om sosu-medhjælpere på Vestegnen med Tessa i en af de bærende roller.
Man al skepsis blev lagt i graven allerede fra første afsnit af Karina Dam og Louise Friedbergs befriende jordnære historie om et team hjemmehjælpere, der kæmper med mangel på ressourcer, interne intriger og en chef, hvis varme og venlige skind bedrager.
Tessas Sille kom i aktivering hos Iben Hjejles erfarne Rie, og det var en udtalt fornøjelse at være med dem på rundt til trængende ældre danskere. Det føltes kort sagt som et udsnit af Danmark, der aldrig er blevet løftet ind i bedste fiktionssendetid før, og Tessa og Hjejle løftede opgaven til topkarakter.
Vi kunne godt have undværet det kriminal- og mordspor, der blev teaset for gennem samtlige afsnit, men kulminationen var både tematisk prægnant og følelsesmæssigt overbevisende.
Kan ses på TV 2 – læs Soundvenues anmeldelse
’Pigen med nålen’
At en dyster sort-hvid film om mord på babyer kan blive set af en kvart million danskere i biografen, er slet og ret så imponerende, at det giver håb for den danske filmkunsts fremtid.
Med Cannes-udtagelse og en Oscar-nominering, flotte anmeldelser og Trine Dyrholm på plakaten stod sol og stjerner rigtigt for Magnus von Horns visuelt frapperende oplevelse, der virkede så udansk, at det måske ikke kunne undre, at instruktøren er en polskuddannet svensker, og filmen er optaget i Polen.
Bag fortællingen om den unge fabriksarbejder Karoline (Vic Carmen Sonne), der ad omveje ender i kløerne på Dyrholms slikbutiksbestyrer Dagmar Overbye, stod den danske manuskriptforfatter Line Langebek dog, og ligeledes danske Sonne og Dyrholm var det bankende hjerte i en film, der ellers sagtens kunne have virket kølig og distanceret.
Nu var den i stedet æstetisk og sonisk pirrende, dramaturgisk uforudsigelig og ulmende intens.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio m.fl. – læs Soundvenues anmeldelse.
‘Hjem kære hjem’
Frelle Petersen fuldendte sin lavmælte sønderjyske filmtrilogi – også bestående af ‘Onkel’ og ‘Resten af livet’ – med en lige dele hjerteskærende og indfølt slice of life-fortælling fra hjemmeplejen.
‘Hjem kære hjem’ handler om den nyuddannede hjemmehjælper Sofie, der gør sit bedste for at bevare det menneskelige ansigt i en effektiviseringsdagsorden, men selv kommer alvorligt i klemme efter en klage fra en pårørende.
Frelle Petersen skildrer fornemt de private konsekvenser af en udvikling, hvor de varme hænder skal gøres til kold arbejdskraft, og der løber en dybfølt empati ikke blot med Sofie, men også med de ældre borgere, hun besøger, som er et særsyn i dansk film.
Realismestrømninger fra Italien og England mærkes i grundlaget for Frelle Petersens arbejde, men det særlige sønderjyske blik gør hans trilogi til noget helt særligt i dansk filmhistorie.
Kan ses i biografen – læs Soundvenues anmeldelse.
‘Den anden verden’
Efter at have lavet den dybt overbevisende Nørrebro-sci-fi ‘Det store glitch’ – uden skyggen af støtte fra Det Danske Filminstitut – har instruktør Søren Langkjær Bojsen kastet sig over et projekt, der er om muligt endnu mere ambitiøst og småumuligt.
I onlineserien ‘Den anden verden’ starter han, hvad der ofte føles som et definitivt dokumentarværk om, hvad vi overhovedet taler om, når vi taler om internettet i 2025. Målet er egentlig at finde håb online, men som serien skrider frem og drager paralleller til historiske og politiske bevægelser, begynder det lige så meget at føles som et akademisk oprør.
‘Den anden verden’ er ikke engang slut endnu, men har på tre tætpakkede og gennemført kunstneriske halvtimes afsnit gjort os klogere på furrie-fællesskaber såvel som dead internet-teorien, som alle burde kende til.
Man skal holde tungen lige i munden ved synet af Langkjær Bojsens idolplakater af Wittgenstein og Hannah Arendt, men det er umuligt ikke at beundre hans viljestærke nørderi. Når det er bedst, er det voldsomt berigende.
Kan ses på YouTube.
’Hele vejen’
Der var smæk for skillingen i den debuterende instruktør Jahfar Muataz’ thrillerdrama om exit-medarbejderen Cairo (en karismatisk Afhsin Firouzi), der bliver trukket dybt ned i det kriminelle miljø, da hans 16-årige nevø forsvinder.
’Hele vejen’ skrev sig ind i en kongerække af film som ’Pusher’,’ Underverden’ og ’Shorta’ og viste ligesom dem, at det godt kan lade sig gøre at lave hårdtslående actionfilm på gadeplan og med hjerte i Danmark. Skildringen af sproget og typerne i bandemiljøet virkede særlig troværdig, og selvom plotafviklingen måske var en smule formularisk, var der nok potent energi i fortællingen til, at man sad på stikker hele vejen.
En sine steder usleben, men dog meget lovende debut.
Kan ses på Apple TV.
’Faderen, sønnerne og helligånden’
14 år efter dokumentarhittet ’Testamentet’ om den mildt sagt dysfunktionelle familien Ernst vendte instruktør Christian Sønderby Jepsen tilbage til åstedet af misbrug, knuste drømme og brødrerelationer i konstant dramatisk foranderlighed.
’Faderen, sønnerne og helligånden’ var et gensyn med brødrene Henrik og Christian, der stadig har en kattelem af håb om at score morfarens millionarv – og et nyt møde med deres nu store børn, som har arvet en betragtelig portion af forældrenes bagage.
Som i den første film leverer Henrik komisk replikguld, mens Sønderby Jepsen hele vejen bevarer sin grundlæggende sympati for de plagede skæbner. Nogle scener føltes måske mere indstuderede denne gang, men indblikket i, hvordan svigt og indgroede laster kan se ud i skinbarligt virkelige skæbner, føles stadig såre autentisk.
Christian Sønderby Jepsen har fortalt, at han ønsker at lave en treer, der skal udkomme i 2040, og det kan vi kun bifalde. Forhåbentligt får vi til den tid indfriet noget af det håb, ’Faderen, sønnerne og helligånden’ trods alt efterlod os med.