’Løgnen’: Tessas skuespildebut er simpelthen suveræn!

Der er mange grunde til at se TV 2’s nye dramaserie ’Løgnen’.
For ud over at opleve Lars Ranthe med midterskilning (hvilket absolut har sin helt egen kvalitet) har Danmarks rapdronning Tessa sin første skuespilrolle, og en sosu-virkelighed, der hidtil ikke har været skildret, får (endelig) skærmtid.
Ved første øjekast ligner det hele en klassisk og måske en smule undervældende krimi, når en mordgåde og fatal poolplaskeri ’White Lotus’-style er seriens indledning og ramme. Men med spring frem og tilbage i tid udvider ’Løgnen’ sig til en samfundskritisk fortælling om magtmisbrug og stigmatisering.
En måned før ovennævnte ulykke får den erfarne social- og sundhedsassistent Rie (Iben Hjejle) besked på at løfte en yderligere arbejdsbyrde i form af negle- og tattookunstneren med skønhedssalondrømme, Sille (Tessa), der som led i et aktiveringsprogram skal oplæres og starte i teamet.
Der er dog overhovedet ikke tale om dødvægt, tværtimod. For trods lidt begyndervanskeligheder og et par sammenstød viser det sig, at Sille har flair for faget, og gradvist kommer publikum helt tæt på alt fra støttestrømpeproblematikker til pilleservering, når de to hovedkarakterer, oplyst af Vestegnens blå-gule farver, bevæger sig rundt for at tage sig af borgere og ensomme ældre, der lever (og dør) alene.

I Kristian Bang Foss’ forfatterskab kører døden Audi, i TV 2’s nye søndagsserie kører omsorgen elcykel – hvis der altså er ressourcer nok til de gode og aflastende transportmidler. For ’Løgnen’ viser plejesektorens barske vilkår, og præcis som med jordmoderserien ’Dag og nat’ og Zinnini Elkingtons imponerende spillefilmdebut ’Det andet offer’ er det en historie om hverdagens kittelbærende helte.
Denne nye satsning har dog et anderledes fokus på social rangorden, og det bliver derfor ikke udelukkende en fortælling om alle dem, der passer på os, men om alle dem, der yder det dårligt betalte, sjældent anerkendte, men livsvigtige(!) arbejde, som ingen andre er villige til at gøre.
Rie betaler den tårnhøje pris for at besidde et job, hvor der mangler hænder – og hvor de, der er, er skadede og gigtplagede. I sorgfulde scener placeret i den bolig, hun deler med sin varme mand Niels (en sødmefuld og, ja, smart friseret Lars Ranthe), forstår man alvoren af hendes og hendes ligesindedes nedslidninger.
Den nervepirrende serie angriber alskens former for dårlige og dysfunktionelle forhold fuld af ofringer og transaktioner (både de frivillige og de ufrivillige). Og i selskab med le boss man-Patrick (Zaki Nobel), der har energidrik og alt muligt andet klamt i blodet, afspejles udnyttelse og svindel, når ikke-fysiskkrævende – og dermed meget eftertragtede – lederstillinger kommer i spil.

Med nuancer og en forståelse for det pågældende fagområde evner serieskaber Karina Dam og instruktør Louise Friedberg ikke blot at tegne et barskt portræt af hjemmeplejen, men ligeledes at påpege, hvordan bureaukratiet og alle dets formaninger sutter.
Og apropos, fristes man (måske en smule ufølsomt) til at skrive, berører serien også samtykke- og overgrebstematikker, og ’Løgnen’ gennemsyres af spørgsmålet: Hvordan håndteres mobning, chikane og Metoo-sager i et erhverv, hvor de ansatte ofte nægtes adgang til talerstolen?
Ikke godt nok, for skyld rettes ofte mod de svage, hvilket er én af mange nedslående erkendelser, der fremmales i den på mange måder vellykkede miniserie.
Ja okay … whodunnit-delen kunne man sagtens have kasseret, de dramatiske spændingselementer trækkes sommetider i langdrag, og der er da enkelte steder, hvor der tenderes til overspil.

Men sateme ikke fra DK’s nye vidunderlige makkerpar. Iben Hjejle og Tessa er et veloplagt og kemiladet match made in tv-heaven, og generationskonflikter og -forening bliver smukt og ret skægt fortalt i deres rørende og rapkæftede samspil.
Nu er det jo ingen overraskelse, at Hjejle excellerer i dramakunsten – og det er det vel i øvrigt heller ikke, at Tessa gør. For rapperen har alle dage vist sig som en nuanceret og voldsomt betagende historiefortæller, og i ’Løgnen’ formår hun at flekse sin signifikante evne til at veksle mellem det hårdtslående, det sårbare og det dybt charmerende.
Med denne pissegode skuespildebut får man skiftevis bankende hjerte og en klump i halsen, når hendes Sille kæmper sig igennem en tilværelse med sin hot/cold hustler-mor (en glimrende Stephanie León), og når hun putter læbestift og ømhed på borgerne.
Mest af alt jubler man, når den besnærende og på egen vis retfærdige hovedkarakter stikker en lakeret og frisættende fuckfinger mod det system, der burde hjælpe os, men som flere drukner i.
Der er flere grunde til at se ’Løgnen’. En af dem er Tessa.
Kort sagt:
TV 2’s nye samfundskritiske dramaserie giver et bevægende portræt af hjemmeplejens barske virkelighed, alt imens den benådes med en suveræn skuespildebut fra Tessa og præsenterer et nyt kvindeligt power couple.