KOMMENTAR: Det må være en rekord.
Inden for få måneder har både en læge, en hjemmehjælper og to SOSU-assistenter hovedrollerne i danske film og serier.
Det er efter min bedste overbevisning aldrig sket før.
I Zinnini Elkingtons anmelderroste ’Det andet offer’ følger vi en dygtig læge, der kommer i problemer efter en fejlvurdering forårsaget af umenneskeligt pres og ressourcemangel.
’Onkel’-instruktør Frelle Petersens tredje film i sin hyldede Sønderjylland-trilogi ’Hjem, kære hjem’ roterer om en lige så pligtopfyldende hjemmehjælper, som mister alt overskud, efter et dumt svin af en pårørende ganske urimeligt klager over hendes arbejde.
Og i TV 2’s kommende serie ’Løgnen’ spiller Iben Hjejle den erfarne SOSU-assistent, der får den yngre og utilpassede Silje, spillet af Tessa, i aktivering i sit hjemmeplejeteam på Vestegnen.
Inden længe kommer selv samme TV 2 endda med anden sæson af hospitalsserien ’Dag & Nat’, der også sætter læger og sygeplejersker på en fødegang sympatisk i centrum. Kanalen har tilmed givet os en form for omsorgspersonalets origin story med ’Sygeplejeskolen’, så det efterhånden ligner en trilogi af hvidkitlet synliggørelse.
Væk fra ’Riget’ og ’Gøgereden’
Alle disse film og serier masserer samfundets varme hænder frem mod et billede af komplekse mennesker, der ofte kommer i klemme i et system, der sjældent anerkender dem eller belønner dem som fortjent. Manglen på ressourcer er det bærende tema.
Denne menneskelige vinkel er ny i dansk film, hvor læger og sygeplejersker som regel lige modsat har været repræsentanter for systemets uretfærdighed eller bureaukratiets absurditet. I Lars von Triers ’Riget’ er er hospitalspersonalet, med få undtagelser, latterlige figurer. Retsmedicinsk Institut er creepy i ’Nattevagten’, og omsorgssektoren føles sølle og trist i film som ’Nøgle hus spejl’.
I den stærke, historiske ’Ustyrlig’ er lægerne og sygeplejerskerne modbydelige skurke, helt i tråd med de arketyper, Jack Nicholson-filmen ’Gøgereden’ om nogen har stadfæstet i populærkulturen. De inkarnerer et reaktionært system, der undertrykker individet i retning af konformitet og ufrihed. I Netflix-serien ’Sygeplejersken’ tager hovedpersonen simpelthen livet af patienterne for at opnå en form for adrenalinrus.
I en film som Susanne Biers ’Efter brylluppet’ er Mads Mikkelsen ganske vist læge, men det er mere en vej til at skildre et menneskes moralske udvikling, end det er et forsøg på at sige noget om sundhedssektorens fortrop.
Skal vi helt tilbage til Nils Malmros’ ’At kende sandheden’ fra 2002 – baseret på instruktørens kirurgfars virkelige historie fra Anden Verdenskrig – for at finde en dansk film, der handler om en sundhedsfaglig dansker på et mere professionelt-menneskeligt plan?
Menneskene bag kitlerne
Måske har hospitalsdramaet herhjemme altid haft klang af noget lidt underlødigt eller melodramatisk, kendt fra amerikanske daytime-serier.
I hvert fald har de danske populærkulturelle fortællinger ikke rigtigt flyttet sig ud af den gammeldags idé om lægerne, sygeplejerskerne og hjælperpersonalet som symbolerne på en ond og undertrykkende struktur snarere end som mennesker med nuancerede følelser i sig selv.
Men det sker altså nu med ’Det andet offer’, ’Hjem kære hjem’, ’Løgnen’ og ’Dag & Nat’, som lever sig oprigtigt ind i menneskerne bag uniformerne.
Det går godt i spænd med en samfundsudvikling, hvor flere og flere får øjnene op for den katastrofale uretfærdighed, der ligger i, at mennesker med gode intentioner kæmper mod urimelige forhold i den offentlige sektor.
Og for, at de mennesker, der er vitale for samfundets hjerteslag, belønnes med stress, nedslid og PTSD frem for de lønsedler og den status, de har fortjent. Det er ikke de mennesker, der arbejder med mennesker, som indtager Strandvejens palæer.
En af filmkunstens fornemste opgaver har siden 50’erne været at fortælle indlevende om de svage og marginaliseredes liv, hvilket der de seneste årtier har været en langt større tradition for i lande som England og Frankrig med socialrealistiske fortællinger om skolelærere, arbejdere og andre almindelige mennesker.
Dansk film har siden 90’erne typisk interesseret sig mere for historier i den private sfære end for vores professionelle liv, og når de har beskæftiget sig med arbejdslivet, har afsættet ofte været den myteomgærdede overklasse, der giver grobund for lækre billeder af stilrene interiørs og mere eller mindre frelste skildringer af elitens kolde og korrumperede moral. Eller krimiens endeløse portrætter af politiet, selvfølgelig.
Ud af fortidens fængsel
Heroverfor er hospitaler, plejehjem og skoler jo bare notorisk usexede locations, men som internationale værker som serierne ’This Is Going to Hurt’, ’Adolescence’ og ’The Pitt’ og film som tyske ’The Teacher’s Lounge’ og franske ’Klassen’ har vist, kan det sagtens alligevel danne grundlag for fascinerende stil og frapperende plots.
Tilbage i 2017 skrev jeg, at dansk film var fanget i fortiden med en uendelig strøm af historiske dramaer og et nærmest totalt fravær af nutidsfortællinger, men jeg synes, man mærker, at virkeligheden nu banker så hårdt på, at mange manuskriptforfattere og instruktører ikke længere kan afvise den.
Nu er sygeplejerskerne, lægerne og hjemmehjælperne pludselig heltene, men ikke på den kedelige ufejlbarlige måde. Helte som i troværdige mennesker med gode intentioner og almengyldige brister.
Forhåbentlig er de aktuelle film og serier om hospitalerne og hjemmeplejen bare starten på en bølge af historier om skolelærere, buschauffører, rengøringspersonale og andre, der får hjulene til at løbe rundt.
Det behøver hverken være moraliserende, helligt eller en æstetisk ørkenvandring at beskæftige sig med den slags udsnit af virkeligheden. Den nærmest thriller-agtigt spændende, biografaktuelle ’Det andet offer’ viser i hvert fald, at et hospitalsfagligt dilemma kan være mindst lige så åndeløst spændende som film om sangstjerner, spioner og superhelte.
’Det andet offer’ kan ses i biografen. ’Hjem kære hjem’ får biografpremiere 19. juni. ’Løgnen’ kan ses på TV 2 fra 4. maj.