INTERVIEW. Siden hun var barn, har Zinnini Elkington vidst, at hun enten skulle være læge eller lave kunst.
Hun valgte at gå kunstens vej, men har ikke lagt lægevidenskaben bag sig. Den relativt nyslåede filminstruktør har nemlig hele tiden vidst, at hun ville fortælle historien om menneskerne bag kitlerne – og om den mest ekstreme modsætning af alle: liv og død.
Og det er netop det, hendes debutfilm gør. Den biografaktuelle ’Det andet offer’ udspiller sig over en intens vagt på en neurologisk hospitalsafdeling, hvor vi følger lægen Alex (Özlem Saglanmak), der konfronteres med sin egen magtesløshed og skyldfølelse, da et fejlskøn får fatale konsekvenser.
Trine Dyrholm og Anders Matthesen spiller forældrene til den unge fyr, der bliver offer for fejlskønnet.
36-årige Elkington, der i 2021 blev uddannet fra filmskolen Super16, har ikke sin interesse for lægeprofessionen fra fremmede. Hun er opvokset i en lægefamilie, hvor oldefar var praktiserende læge, mormor har været lægesekretær, mor er bioanalytiker på Rigshospitalet og søsteren Kaya, der har været fast konsulent på filmen, er læge.
»Jeg er om nogen barn af sundhedsvæsenet. Hvis jeg havde glemt min madpakke, spiste jeg frokost med min mor på Riget, og skulle jeg på weekend hos mormor, blev jeg afleveret på Frederiksberg Hospital. Modsat mange andre er det for mig en selvfølgelighed, at der er mennesker inde bag kitlerne«.
Derfor er ’Det andet offer’ også et projekt, der længe har boblet i hende.
»Idéen opstod gennem samtaler med min søster. Jeg blev meget berørt af ansvaret, forventningerne og de etiske dilemmaer, der hver dag følger med kitlen«.
Hun begyndte at researche og faldt over begrebet second victims. Det refererer til den belastningsreaktion, som sundhedspersonale oplever, når utilsigtede tragedier indtræffer som følge af fejlskøn.
»Jeg vidste med det samme, at jeg ville lave en film om det, for det udfordrer narrativet om, at lægers fejlskøn skyldes skødesløshed eller kynisme. Det bliver alt for ofte en skyttegravskrig, hvor alt handler om at placere skylden et sted«.
»Har man viet sit liv til at redde mennesker, er det værste, man kan forestille sig, jo at gøre skade. Den magtesløse skyldfølelse, man efterlades med, er netop det, den her film handler om«.
At spænde ben for sin egen film
Elkington ville lave en film, der var 100 procent tro mod lægernes indre liv og perspektiv. Men hvordan skaber man empati for lægens position, når det er dem, alle vil lægge skylden på?
Svaret blev fysisk at placere publikum i lægens position ved i en lang introsekvens at lade kameraet fungere som en lægepraktikant, der altid er lige ved hovedkarakterens side.
Sekvensen gør brug af one take-teknikken (dog med enkelte, skjulte klip), som skaber en intens tilstedeværelse midt i det kaos og drama, der udspiller sig.
»Alt, der sker, er lige så uforudsigeligt for publikum som for lægen selv. Folk skal virkelig føle, at de har været på en helvedesvagt på et hospital«.
At skabe den realistiske, kaotiske følelse af kontroltab manifesterede sig også i måden, Elkington og hendes hold skabte filmen på.
»I moderne film kan vi styre æstetikken og lyden totalt, vi kan klippe det, præcis som vi vil have, at publikum ser det. Det bliver lidt ufarligt og dødt med al den kontrol«, siger hun.
Derfor arbejdede hun aktivt for, at en dag på optagelserne kunne føles som en lang vagt på hospitalet. Særligt krævede det meget af fotograf Mia Mai Dengsø Graabæk.
»Jeg gik hele tiden og stak kæppe i hjulet på hende, kom med nye afledninger, som kameraet får lyst til at se mod. Alex vil kontrollere kaosset, og derfor måtte jeg gøre Mia Mais arbejde til lidt af et kaos«.
»Normalt skyder man one takes med en lille optik på et lille kamera, så fotografen kan bevæge sig, men i stedet gav jeg hende den største zoomoptik på, så det blev fysisk hårdere for hende. Jo mere udmattet karakteren bliver, jo mere udmattet bliver kameraet også. Det er præcis der, de magiske momenter opstår«, fortæller hun.
Samfundet største bias
Det er ikke første gang, Zinnini Elkington beskæftiger sig med arbejdspladsen som social arena.
Kortfilmen ’En flirt’ fra 2019, som hun vandt en Robert for, handlede om en MeToo-sag i mediebranchen. Hun drages af de rum, hvor ambitioner, hierarkier og status definerer arbejdsmiljøet.
»Lægevidenskabens magthierarkier er enormt tydelige, det er en fødekæde, alle skal igennem. Der sker et kæmpe clash mellem to generationer: den unge, hos hvem følelser er okay, og man omfavner det hele menneske, og så den gamle, der tror på idealet om, at man altid kan være komplet rationel«.
»Den unge konfronteres med en virkelighed, hvor der i situationer reelt ikke er plads til følelser, mens den gamles verdenssyn jo udstilles, fordi det er så virkelighedsfjernt. Den største bias i vores samfund er, at vi har bildt os selv ind, at det overhovedet er muligt at være 100 procent rationel«.
Selv beskriver den 36-årige instruktør, at hun – helt som sin hovedkarakter – befinder sig mellem de to generationer. Et sted, hvor man skal leve op til den ældre generations forældede idealer, men samtidig favne den nye generations behov.
»Det er et grundlæggende spørgsmål om, hvilken læge, hvilken kollega og hvilket menneske man vil være. Et billede på opgøret mellem det rationelle og det emotionelle, mellem skyld og skyldfølelse. For de to er ikke det samme«.
»Skyldfølelse er en empatimarkør, der viser, at vi vil hinanden det bedste. Det er irrationelt, fordi det er en følelse, og uanset hvor meget vi prøver, kan vi ikke systematisere og kontrollere følelser. Det faktum skal vi lære at rumme og acceptere. Det er filmens vigtigste budskab«.
Det sivede gennem væggene
’Det andet offer’ er filmet på Herlev Hospital, hvor man kunne låne en tom sal, der skulle renoveres. Sådan landede Elkington ved en tilfældighed sin »drømme-location«.
Hospitalet er designet af kunstneren Paul Gernes, og har en farvepalette langt fra det kliniske miljø, de fleste forbinder med et hospital.
»Jeg fødte min søn på Herlev og husker tydeligt at vågne i et virvar af farver. ’Det andet offer’ handler om at acceptere følelserne i et rum, hvor de ellers undertrykkes. Farverne blev en visuel måde at manifestere alt det, Alex går igennem af tvivl, skam, skyld og frustration«.
Hvordan har det påvirket filmen, at den er optaget på et rigtigt hospital?
»Det var vildt at stå på 12. sal og vide, at lige under og over os foregik alt det, vi gik og legede i virkeligheden, med ægte mennesker, følelser, skæbner og liv. At de læger, vi fortalte en historie om og til, omkring os kæmpede for at redde liv. Uden pis føltes det, som om det sivede gennem væggene«.
»Det var ret vildt at gå rundt på gangene, og når skuespillerne var i kostume og skulle i 7-Eleven efter en snack, behandlede folk dem som læger. Vi samarbejdede med portører og teknisk personale, så vi var så tæt på som muligt både fysisk og åndeligt«.
Hvilken research har du lavet forud for filmen?
»Alt skulle være hyperrealistisk og ultraspecifikt. Derfor var der specialister, og ikke bare tilfældige læger, med som konsulenter på hver scene. Hver en handling skulle være præcis, som de ville gøre det, og så har skuespillerne og kameraet indordnet sig efter det. Jeg tror på, at det specifikke kan formidle noget så ægte, at det taler til og mærkes i alle«.
»Jeg har også læst studier om second victims og arbejdsmiljø på hospitaler, jeg selv og castet har været med på vagt på Bispebjerg, og der har været både unge og gamle læger, kirurger og sygeplejersker fra hele landet inde over manuskriptet. Filmen skal ære og vedkomme de folk, den portrætterer, så det var vigtigt, at den blev repræsentativ og realistisk i hver en detalje«.
Skulle finde den feminine energi
Patientens mor spillet af Trine Dyrholm fylder meget i fortællingen, og det at være mor bliver et selvstændigt tema. Hvilke tanker har du gjort dig om moderskabets rolle i filmen?
»Jeg har altid haft mange maskuline kvaliteter – været handlekraftig, rationel, bestemt og god under pres. Det er dem, folk har rost og belønnet mig for. Men når man skal skrive, instruere og skabe kunst med et hold, kræver det feminine energier som intuition, omsorg, åbenhed og indlevelse«.
»Her kommer moderskabet ind, for der er en grundlæggende feminin energi i mit liv, jeg først har mærket, da jeg blev mor. Det handler ikke om køn, men om en sammensmeltning af den maskuline individualitet og den feminine, kollektive energi. Det er jo en pointe tæt på filmens budskab, at vi har brug for begge energier, både det rationelle og det emotionelle«.
»Moderskabet har gjort mig til et helt menneske, og derfor optager moderrollens energi mig meget. Jeg tror, at vi som samfund har devalueret det feminine i os selv, og jeg vil vise, at ingen kan være totalt logiske og altid i kontrol. Ingen kan fungere uden følelser og intuition«.
Hvordan har det været på din debutfilm at arbejde med et ret stort cast, inklusive superstjerner som Trine Dyrholm og Anders Matthesen?
»Jeg sendte skuespillerne en mail inden optagelserne, hvor jeg skrev: ’Kære alle sammen. Nu skal vi ikke lave samme fejl, som Alex gør i filmen, og tro, vi er perfekte’«.
»’Det andet offer’ er båret af kærlighed og forståelse for, at vi er hele mennesker, der gør vores bedste. Der var ikke penge til en caster, så det var bare mig, der inviterede alle de her vilde skuespillere med op i min sandkasse. At de takkede ja, har været den største gave«.
»Anders er perfektionist som mig selv, og jeg vidste, at han var den rigtige til at udforske den ironiske fartype, der tager pis på alt, og hvad han så stiller op i en tragedie. Trine mødte jeg i Super16-tiden, hvor vi klikkede med det samme. Vi angriber alting med samme intuitive tanke om at gå på opdagelse i noget ukendt. Jeg joker tit med det, men jeg tror også, det er en oplevelse for hende at arbejde med mig!«.
»Og så ser jeg meget af mig selv i både hovedkarakteren Alex og i Özlem (Saglanmak, red.), der spiller hende. Vi er sammen gået igennem en proces med at lære at give slip på kontrollen, at tilgive os selv, når vi begår fejl, og at hvile i magtesløsheden og kontroltabet. Vi har udfordret hinanden hver dag, og det har styrket os begge, filmen og Alex som karakter«.
Hvad bliver dit næste projekt?
»Jeg arbejder på to ting lige nu, som jeg har totalt tunnelsyn på. Det ene er en film om håndboldikonet Anja Andersen som karakter. En udforskning af menneskedyret vs egoet«.
»Det andet er et periodedrama, hvor jeg igen arbejder med one location-tilgangen. Min vision er at lave noget periodisk, som foregår for 100 år siden, men som føles nutidigt ved at putte et moderne filmisk greb ned over det«.
’Det andet offer’ har biografpremiere 10. april.