KOMMENTAR. Mange er bekymret for fremtiden i dansk film, men jeg er mest bekymret for samtiden.
I dag får ’Gud taler ud’ premiere. Den bygger på forfatteren bag bogforlægget Jens Blendstrups egen jyske ungdom i 80’erne, hvor også filmens instruktør Henrik Ruben Genz var ung. Man mærker, at periodeskildringen optager folkene bag filmen, men jeg (født 1983) følte mig ikke så velkommen til den patriarkatudstillende parcelhusfest og tragikomiske skildring af Søren Mallings altdominerende psykolog/guru-far, der primært tyranniserer, men også inspirerer sin kone og tre (halv)voksne sønner.
Og det er ikke første gang. Faktisk forekommer det mig, at en stor andel af danske kvalitetsfilm – altså de danske film, der har et velvoksent budget, skal ramme et bredt publikum og samtidig helst indkassere et sted mellem pæne og fremragende anmeldelser – er forsvundet i et sort hul mellem 1968 og 1988, selvom vi skriver 2017 i kalenderen.
’Kapgang’, ’Kollektivet’, ’Steppeulven’, ’Der kommer en dag’, ’Idealisten’ og ’Dan-Dream’ er øvrige film af nyere dato, der udspiller sig i perioden, som med sine frigørelsesvibes og vaklende autoriteter da også er en oplagt katalysator for dramatisk udfoldelse. Lige så meget hænger det dog nok sammen med, at mange af vores etablerede, efterhånden midaldrende filmskabere selv voksede op dengang, og før eller siden søger de fleste kunstnere som bekendt tilbage til hovedstolen, om ikke andet af selvterapeutiske årsager.
Årets enlige svale
Der er bestemt gode film i fortidsmixet, men lægger man de mange andenverdenskrigsfilm oven i puljen (’Under sandet’, ’9. april’, ’Fuglene over sundet’), begynder man at ane det egentlige problem: Alt for få danske film ænser den virkelighed, vi lever i lige nu.
I år er ’Underverden’ en enlig svale i en samtidsindifferent flok. Placeret i en nutidig dansk virkelighed handler filmen om en mand, der er splittet mellem dansk kultur og sin indvandrerbaggrund – og den viser, at film ikke behøver være køkkenvaskrealistisk gråmelerede for at sætte en samfundsaktuel dagsorden.
Ellers spejder man forgæves efter film fra 2017, der beskæftiger sig med den turbulente tid, vi befinder os i. Lowbudgetfilmene ’Team Hurricane’ og den CPH PIX-aktuelle ’Danmark’ kan siges at sætte billeder på en aktuel generationsstemning, men de er begge lowbudgetfilm uden stort biografliv, og »samfundskritisk« er nok heller ikke det første ord, man vil hæfte på dem.
Kigger man på hele sidste års danske spillefilmproduktion, er der ikke en eneste fortælling, man ville beskrive som »aktuel«, »presserende«, »socialkritisk« eller »samtidsspiddende«.
’I blodet’ kan siges at handle om ungdommens rodløshed og eksistentielle tvivl, men som Rasmus Heisterberg selv har antydet i interviews, er det ikke en film specifikt om at være ung i dag. Omar Shargawis ’Al Medina’ handler om tro og kultursplittelse, meget aktuelle emner, men den foregår udelukkende i Mellemøsten og er i øvrigt mere psykologisk afsøgende end samfundsdissekerende. ’Sorgenfri’ kan, som så mange zombiefilm, ses som en allegori over det moderne menneskes forfald, men… Lad os bare sige, at det ikke er Mike Leigh.
Eskapisme på menuen
Går vi længere tilbage, stikker Tobias Lindholms ’Krigen’ og Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’ fra 2015, ’Klumpfisken’ fra 2014 og Michael Noers ’Nordvest’ fra 2013 ud som film, der vil sige noget om samtiden. Selv uden de allerede nævnte er listen af fortidsfilm dog fyldigere: ’Spies & Glistrup’, ’Tarok’, ’Sorg og glæde’, ’Guldkysten’, ’Sommeren ’92’, ’Tordenskjold & Kold’. Nogle af disse historiske film kan muligvis læses som metaforer for nutidige forhold, men der kan ikke herske tvivl om, at dansk film primært er interesseret i, hvad vi var, og hvordan vi blev til dem, vi er. Hvad vi så er? Not so much.
Ingen gider se debatindlæg forklædt som dårlige didaktiske filmdramaer, og megen stor kunst vedrører mere livet som sådan end livet lige nu. Men vi beboer en klode præget af store udfordringer – krig, sult, flygtninge, kultursammenstød, økonomisk krise, klimakrise, præstationsangst, stress, depression, 14. sæson ’Vild med dans’ – og dansk film kunne tilsyneladende ikke være mere ligeglad.
Måske er det forståeligt nok, at vi vil have eskapisme på menuen, når vi indløser billet til de plyssede sæder. Men når den danmarksdelegerede division af rumvæsenerne lander og skal gøre sig begreb om samtiden ud fra et hyperaktivt indtag af de seneste fem års lokalproducerede film, vil konklusionen være, at danskerne stadig går i trompetbukser og hører Beatles på pladespilleren, eller at dansk modernitet bedst afspejles i de samfundsrevsende komedier som ’Alle for tre’ og ’Klassefesten 3’.
Så hermed en opfordring til de danske instruktører, manuskriptforfattere og producenter om vende kikkerten væk fra barndomsgaden og ud af vinduet i stedet. Og en opfordring til dem, der sidder på støttemidlerne – og dermed kan forme det store billede – om at have store ambitioner på dansk films vegne, når det kommer til at gå i dialog med alt det, der sker omkring os.
De danske dokumentarfilm står stærkt også i den samfundspolitiske afdeling, og tv-serier som ’Norskov’, ’Broen’, ’Arvingerne’ og ’Ditte & Louise’ har sat samfundsproblematikker i spil uden at være mindre underholdende af den grund.
Men vi har også brug for film, der med et kunstnerisk blik provokerer og sætter tanker og diskussioner i gang. Gennem gys, satire, thriller, sci-fi, plain old realisme eller en kombination af det hele. Bare et par stykker om året. Er det for meget forlangt?
Læs også: En nybølge skyller ind over dansk film – med en forfriskende kvindefuckfinger i front