’Det andet offer’: Sjældent overlegen dansk film åbenbarer en hovedrolleskuespiller af højeste kaliber
At indfange og udfolde tilværelsens kompleksiteter er en vaskeægte kunst. At levere en overlegen spillefilmdebut fuld af nuancer og cinematisk tæft er selvsamme.
Zinnini Elkington behersker tydeligvis begge kunstarter, for med sit intense drama ’Det andet offer’ har hun skabt en både æstetisk og psykologisk stærk skildring af (kontrol)tab og en presset sundhedssektor.
Med et brutalt greb om armen hives publikum ind på Herlev Hospitals neurologiske afsnit, hvor vi følger den erfarne og kompetente læge Alex’ (Özlem Saglanmak) forpustende hverdag. Her er indlæggelser og bureaukratiske formaninger mange og sundhedsfaglige hænder få, hvorfor den hurtigløbende hovedkarakter må påtage sig en ekstra arbejdsbyrde.
Midt i al den faretruende travlhed sker et fejlskøn, der ikke blot får fatale konsekvenser for den unge patient (Jacob Spang Olsen) og dennes forældre (Trine Dyrholm og Anders Matthesen), men også for Alex.
For pludselig er hun blevet (det andet) offer for sin afdelingens hektiske status og deraf egen (forhastede?) vurdering, og betonbygningens ellers steriliserede luft forurenes gradvist af voldsomme anklager om skyld og ansvar.
Med en grundstemning af ubehag og Mia Mai Dengsø Graabæks effektfulde kameraføring, som flere steder er holdt i lange takes, hvorved et intenst og kaotisk rum skabes, forvandles hospitalets gange til en kvælende labyrint af sygdom, skam og selvbebrejdelse.
Her behandler den begavede instruktør, der tidligere har stået bag den vellykkede kortfilm og MeToo-fortælling ’En flirt’, nok engang arbejdspladsproblematikker og -brist. Det hele sat på den yderste spids, når en menneskelig jobrelateret fejl udvikler sig til et spørgsmål om liv eller død.
Akkompagneret af sirener og statistikker – og af Jenny Rossanders melankolske musikstykker – undersøger filmen spændet mellem menneske og medicinkyndige maskine. Og udover herved at pege på sundhedspersonalets til tider urimelige og dehumaniserende forhold formår Elkington således at gribe ret præcist om samtidens generationskonflikter og komplekse tilstand.
For hvor nogle mener, at vi konstant bør tage temperatuen på os selv og egne følelser, mener andre, at rationalet altid bør sejre. Og hvor nogle forherliger det analoge, forsøger andre tiltagende at institutionalisere og teknologisere vores væren og (sundheds)væsen.
Dette 2025-paradoks er i særdeleshed velfortalt, når Alex står over for den nyuddannede og nervøse læge Emilie, der gestaltes af stjerneskuddet Mathilde Arcel. Hun er utvivlsomt et drømmefund – og lykkeligvis langt fra det eneste.
’Det andet offer’ præsenterer nemlig en bred vifte af skuespiltalenter, som alle bidrager med dybde og facetter til hospitalsdramaet, og særligt Özlem Saglanmak cementerer sig her som en skuespiller af allerhøjeste kaliber.
I sin første store filmhovedrolle lader hun os opleve lægeprofessionens vanskelige vilkår indefra, og med små velplacerede ansigtstræk fremmaler hun medrivende overgangen fra faglig fuckup til personlig tragedie. Det er dybt autentisk og kuldegysende godt.
Hårene i nakken rejser sig ligeledes, når Trine Dyrholm brillerer som rystet og rystende mor, der desperat forsøger at opretholde håb og forbindelse til sin indlagte søn. I et råt portræt af magtesløshed og sorg veksler hun mellem sårbarhed og en dæmonisk vrede, og på genkendelig vis hun afdækker de pårørendes hudflæsende iver efter at finde en forklaring på tilværelsens uretfærdigheder. Eller i det mindste en syndebuk.
Ved siden af hende står multitalentet og den ’Under stjernerne på himlen’-aktuelle Anders Matthesen. Og ville onde tunger mene, at ’Ternet Ninja’-skaberen ikke er helt så bevægende som håbet i biopicen om hele Danmarks mr. Melodi Grand Prix, påviser Matthesen sin dramakvalitet i samarbejdet med Elkington.
Han bliver en af mange ulykkelige aktører i filmens hjerteskærende (som i hjerteskærende) berøring med livets svære valg.
’Det andet offer’ er ikke ’blot’ en brutal og almengyldig skildring af menneskets forsøg på at kontrollere alt fra journaler og systemer til døden. Det er ligeledes en rørende og rettidig fortælling om (manglende) omsorg rettet mod de personer, der passer på os.
Ganske enkelt en imponerende debut.
Kort sagt:
Livsklogskab, arbejdspladskritik og kunstnerisk overlegenhed forenes i dette umanerligt stærke og velspillede drama. Zinnini Elkington er en filmskaber, vi alle bør holde øje med – og lytte til.