’Faderen, sønnerne og helligånden’: To af Danmarks mest uforglemmelige filmkarakterer er tilbage i opfølger til Jyllands ’Succession’
CPH:DOX Slår man ordet social arv op i et leksikon, bør man for fremtiden se et billede af Henrik Ernst og hans storebror Christian von Ernst – de uforglemmelige hovedkarakterer i Christian Sønderby Jepsens Bodil-vinder ’Testamentet’ fra 2011.
Da vi lærte dem at kende i den første film, var de centrum for en arvestrid i kølvandet på deres morfars død: En dansk-tysk hotelejer, der havde efterladt millioner til sine børnebørn, som de dog aldrig så på grund af et (potentielt) forfalsket testamente, der i stedet førte pengene i hænderne på deres moster, mens deres manipulerende far spillede brødrene ud mod hinanden, i håb om at han selv kunne tjene på arven.
Som en slags dansk ’Succession’ fra de jyske marker handlede filmen dog mere om brødrenes kamp for at træde ud af deres familiehistories lange skygger, end den handlede om pengene. Selvom de forsøgte at bilde sig selv ind, at deres liv ville vende, hvis bare de fik arven, var det hele tiden klart, at de dårligt nok selv troede på det.
Brødrene følte sig ikke bare snydt af arvesagen, de følte sig snydt af livet og plaget af deres barndomstraumer. Hvis de nogensinde skulle komme videre, var de nødt til at lægge fortiden bag sig og tilgive hinanden og sig selv.
13 år senere tager Jepsen det bibelske drama om to brødre, der ser sig selv som Guds sorte får, det naturlige skridt videre med opfølgeren ’Faderen, sønnerne og Helligånden’.
Denne gang er det egentlige drama ikke maskeret af arvestriden. Det bryder i stedet ud i lys lue, når brødrene skal forsøge at tilgive deres far, som har afskrevet dem begge fra sit testamente og ikke vil tale med dem, komme sig over traumerne efter morens død til alkoholmisbrug mange år forinden og undgå at føre den tunge arv videre til deres egne sønner, der på tærsklen til voksenlivet også er mærket af fædrenes fortid.
I en smågenial åbningsscene sætter Jepsen scenen: Henrik har ikke set sin far siden den første film, men han forsøger alligevel at klinke skårene ved at invitere ham til sønnen Alexanders konfirmation – og undskylde for de ruder, han har smadret i farens hus, og den hoveddør, han har overmalet.
Faren kommer (selvfølgelig) ikke til konfirmationen, men det gør Christian til gengæld, og han står med det samme ved pengegaverne. Da der senere lader til at være forsvundet en gave på 500 kroner, falder mistanken med det samme på Christian (som viser sig at være ganske uskyldig).
De gamle sår ligger med andre ord stadig tungt over familien. Henrik sover stadig på sofaen, ryger lidt for meget hash og drikker lidt for mange stærke øl. Og Christian sidder stadig fast i sit narkomisbrug. Vi forstår hvorfor, men tragedien er, at de to brødres coping-mekanismer går udover deres relation til deres egne sønner, som de indser, at de selv behandler på samme måde, som deres far behandlede dem.
Henrik ryger hash med sin søn, der ligesom sin far har svært ved at komme ud af sengen og er faretruende tæt på at blive smidt ud af gymnasiet, og Christian kommer op at slås med sin søn, som han tåregasser og truer med en springkniv, fordi han tror, sønnen vil stjæle hans narko.
Det bliver decideret tragikomisk, når Christian fortaber sig i ortodoks kristendom, selvom han ikke kan finde ud af at lave korsets tegn, og søger en alternativ familie i den højrenationale bevægelse Hellige Danmark, der forudser en racekrig, og som med inspiration fra tempelridderne vil bringe Danmark tilbage til storhed. Et foretagende, der igen støder ham væk fra Henrik og hans søn.
Der er så meget næring til drama og komik i Ernst-familiens liv, at det nærmest må have været en gavebod for Jepsen, der dyrker de små komiske og sørgelige detaljer, men hvis kærlighed til karaktererne alligevel brænder igennem.
Flere af scenerne er så utrolige, at de næsten føles skrevet. Det dækker til dels over, at filmen egentlig ikke er specielt sindsoprivende på et filmisk plan med sin observerende stil, repetitive struktur, der genbruger materiale fra den første film, og sit meget tydelige tematiske lag, som flere gange nærmest italesættes på replikniveau (»Mit største ønske er at bryde den sociale arv«, »Jeg vil egentlig bare gerne have min fars opmærksomhed«).
På den måde løfter fortællingen sig ikke til et større udsagn, der gør én klogere eller udfordrer én, men tjener primært som en mindeværdig menneskeliggørelse af den sociologiske problemstilling om social arv, hvilket bestemt også har sin berettigelse.
Filmen er klart bedst, når den viser brødrenes små sejre i livet og ikke svælger i tragedierne. I et rørende moment fortæller Christian, at han er begyndt at tænke på døden, og at det har fået ham til at indse, at han vil livet. Under al overfladedramaet mærker man brødrenes store kærlighed til både livet og familien, som holdes nede, fordi de før har slået sig på tilværelsen og hinanden.
Disse scener opvejer en underlig dobbelthed i det faktum, at kameraet og Jepsens tilstedeværelse lader til at have en terapeutisk kraft på brødrene, som ofte er overraskende reflekterede om deres traumer, samtidig med at det dokumenterer nogle af deres værste sider og nedture.
Nogle gange får man en fornemmelse af, at filmen nærer sig ved dramaet, konspirationerne og tragedierne, der godt nok er syndigt underholdende, men alligevel rejser nogle etiske spørgsmål om portrætteringen af socialt og psykisk sårbare mennesker, som den ikke italesætter.
Omvendt taler det klart til Christian Sønderby Jepsens humanisme, at man holder af både Henrik og Christian og gerne vil tilbringe timevis i deres selskab, selvom vi ser deres mest fejlbarlige sider.
På den måde skaber filmen både forståelse og empati for nogle skæbner på kanten af samfundet, som i den grad fortjener deres plads i solen.
Kort sagt:
Christian Sønderby Jepsen har ramt en guldåre med sin skildring af de uforglemmelige ’Testamentet’-brødre, der er garant for tragikomiske scener af øverste hylde.