1. ’Faderen, sønnerne og helligånden’
Christian Sønderby Jepsens ’Testamentet’ blev et forrygende dokumentarhit tilbage i 2011 med stor opmærksomhed, pæne biograftal og en Bodil-statuette som resultat.
Filmen fulgte både hjerteskærende og utroligt underholdende en mildest talt samspilsramt familie med udgangspunkt i den forgældede og misbrugsramte Henrik, der øjner en chance for en genstart, da hans rige bedstefar dør og efterlader en formue.
Arven udløste en vild familiefejde, som stadig præger særligt brødrene Henrik og Christian, når vi møder dem her halvandet årtis tid senere i Sønderby Jepsens opfølger, ’Faderen, sønnerne og helligånden’. Dramaet skydes i gang igen, da mistanken rejser sig om, at bedstefarens testamente er forfalsket.

2. ’Hvis jeg dør i dag’
Den unge mand Jannik afsoner en fængselsstraf for drabsforsøg, da instruktøren Camilla Arlien begynder at følge ham. Jannik kommer fra en hård baggrund, som han sætter ord på i sine rapsange, og håbet er, at han kan bygge et liv ud på den anden side af dommen.
Men sådan går det ikke. Det er sværere end som så at tilpasse sig tilværelsen uden for fængselsmurene, og Arlien kommer helt tæt på, før Jannik træffer en skæbnesvanger beslutning i den både tankevækkende og bevægende film.

3. ’Verdens sødeste mænd’
»Vil kvinder overhovedet have de mænd, de har taget magten fra?«.
Det kontroversielle spørgsmål pakkes humoristisk ind i dokumentaren ‘Verdens sødeste mænd’, der er instrueret af Josefine Exner og Sebastian Gerdes, der også danner par i virkeligheden.
I filmen tager duoen bestik af kønsrollerne i det heteroseksuelle parforhold anno 2025, der på mange punkter har rykket sig vidt, siden den bløde mand kom på banen i 1970’erne. For hvad vil det sige at være en rigtig mand i dag? Synes mændene selv de er det, når de tjener mindre end deres koner? Og synes kvinderne det?
For selvom kvinder overhaler mænd på mange parametre som karakterer og uddannelsesniveau, er der også statistik, der peger på, at de stadig leder efter partnere, der befinder sig højere i det socialøkonomiske hierarki end dem selv.

4. ’En fantastisk familie’
I ‘En fantastisk familie’ undersøger instruktør Nicoline Skotte den skilsmisse, der har formet hende allermest. Nemlig hendes egne forældres.
For selvom bruddet stadig har stor indflydelse på hendes liv som 36-årig, savner hun stadig svar på historiens tomme pladser.
I den dybt personlige dokumentar forsøger hun, som både instruktør og datter, derfor én gang for alle at finde ud af, hvad der skete, da hendes to meget forskellige forældre fandt sammen og gik fra hinanden igen i 1980’ernes Skjern.
Det er Skottes far, den rolige nordjyde Kim, og hendes farverige filosofmor Annette, nemlig langt fra enige om. Og hvad der først ligner en skæg revision af et umage pars kærlighedshistorie, viser sig at rumme langt tungere problematikker og mørke hemmeligheder end som så.

5. ’Heks’
Hvis man synes, en livsstilsomlægning a la ‘Ærømanifestet’ lyder radikal, skal man bare se, hvordan forfatter og selvudnævnt heks Andrea Hejlskov, længe før satte sig for at leve i pagt med naturen.
I 2014 flyttede hun sin familie ud i en svensk skov, hvor de boede uden moderne fornødenheder som vand og el.
Da vi møder hende flere år senere i Emil Nørgaard Munks dokumentar ‘Heks’, er hun flyttet tilbage til byen. I mellemtiden er hun blevet skilt, hendes børn er blevet voksne, og hun er gået i stå i sit forfatterskab. Samtidig blusser Hejlskovs gamle skizofrenidiagnose op igen og kaster en virkelig skygge over forbindelsen til det spirituelle.
For selvom man er heks, kan man have livskrise, skriveblokade og mangle inspiration. Hvilket ‘Heks’ lader til at navigere i med sans for naturskønne billeder og sort magi såvel som det almenmenneskelige.

6. ‘Dear Tomorrow’
Den anerkendte danske dokumentarist Kasper Schröder har tidligere beskæftiget sig med særprægede japanske forhold i ’Lej en familie’, og han fortsætter i landet, hvor han denne gang har skabt en film om den epidemi af ensomhed, der hærger i millionbyen Tokyo.
Vi følger to (ensomme) frivillige for en chat-tjeneste, der skal hjælpe andre ensomme, og i filmen er vi med, når de langsomt og nænsomt knytter en ægte menneskelig forbindelse.

7. ’Den anden verden’
Søren Peter Langkjær Bojsen slog igennem med det sjove og syrede science fiction-slackertrip ’Det store glitch’, som vi kårede som en af de bedste film i 2023.
Nu er han tilbage med en dokumentarisk serie, hvor han dykker dybt ned i internettets kaninhul i håb om at finde en mere positiv side ved det digitale liv end den, der er begyndt at overtage hans – og mange andres – bevidsthed. Hans rejse fører ham mod alt fra Minecraft til AI’s, fra filosoffer til hackere.
Det er seriens første to afsnit, der vises på festivalen, mens den i sin fulde form vil blive udgivet senere på YouTube.

8. ‘Lowland Kids’
Danske dokumentarister har i en årrække været dygtige til at finde både intime og store historier ude i verden, og det er netop, hvad Sandra Winther har gjort i sin film ’Lowland Kids’.
Hun er taget til de amerikanske sydstater, hvor mennesker rammes hårdt af de stigende vandstande. Vi følger Howard og Juliette, der bor på en ø i Louisiana, som er blevet smadret af orkanen Ida i 2021, og som nu må forlade deres barndoms land for at finde sig til rette et nyt sted længere inde i landet.
En aktuel klimadokumentar med et stærkt menneskeligt afsæt.
Find spilletider og køb billetter via cphdox.dk.