De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2025 – fra voldsomme krigsfilm til mytisk musiker, VM i havregrød og Zlatans næse

Hvad skal du vælge i det svulmende, 200 film store tagselvbord, der er årets CPH:DOX-program? Op til onsdags kickstart på en af verdens førende dokumentarfilmfestivaler har vi plukket 15 af de internationale højdepunkter. I morgen følger vi op med de danske fristelser.
De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2025 – fra voldsomme krigsfilm til mytisk musiker, VM i havregrød og Zlatans næse
'The Bibi Files'. (Foto: Jigsaw Productions)

1. ‘The Bibi Files’

En af årets mest eksplosive dokumentarer kommer til Danmark under CPH:DOX.

Alexis Blooms dokumentar om den israelske premierminister Benjamin Netanyahu blev forsøgt blokeret inden dens verdenspremiere på Toronto-festivalen af hovedpersonen selv. En israelsk domstol afviste dog Netanyahus krav.

Filmen dykker ned i Netanyahus langvarige korruptionssag, som efterforskes af de israelske myndigheder, og dens store scoop er en række lækkede politioptagelser, hvor Netanyahu fremstår i et lidet flatterende lys. Premierministeren blev tiltalt for svindel, bestikkelse og tillidsbrud i 2019, men sagerne er blevet trukket i langdrag over flere år.

‘The Perfect Neighbor. (Foto: Sundance Institute)

2. ‘The Perfect Neighbor’

Vi starter med en film, der kommer til Danmarks dokumentarfestival med topmålet af hype fra den amerikanske Sundance-festival i januar.

Omdrejningspunktet er en gruopvækkende sag fra Florida, hvor en hvid kvinde er så harm over, at kvarterets sorte børn leger på hendes græsplæne, at hun ender med at skyde en sort kvinde, der er forbipasserende.

Filmen skiller sig ud ved at være fortalt nærmest udelukkende via politiets kropskamera samt overvågningsvideoer, der indfanger, hvordan konflikten eskalerer ud i tragedien.

‘Zlatan’s Nose’. (Foto: CPH:DOX)

3. ‘Zlatan’s Nose’

Hvor er Zlatan Ibrahimovichs næse? Det er det store spørgsmål i denne film, om end næsen ikke er fodboldstjernens kødelige udgave, men derimod fra en statue i Malmö. Den blev kappet af, da Zlatan købte sig ind i rivalen Hammarby IF, og ingen har set den siden.

En privatdetektiv bliver sat på sagen, og han er en karismatisk type med sin helt egen sans for drama. Det bliver starten på en fortælling, der bevæger sig ud af adskillige uforudsigelige spor.

‘Facing War’. (Foto: CPH:DOX)

4. ‘Facing War’

Åbningsfilmen på CPH:DOX plejer at være dansk, men i år har festivalen gjort en undtagelse til fordel for den storpolitiske norske sag ’Facing War’.

Tommy Gulliksens film følger Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær for NATO i en tid, hvor verden mildest talt er i brand, og hvor det er op til ham at holde Europa sammen i Ukraines kamp mod Rusland.

Stoltenberg besøger selv festivalen, hvor han ved gallapremieren skal i samtale med Mette Frederiksen.

‘Mistress Dispeller’. (Foto: CPH:DOX)

5. ‘Mistress Dispeller’

Festivalens programredaktion kalder selv denne kinesisk-amerikanske film for en af de bedste i årets udvalg. Den handler om den kinesiske kvinde Fru Li, der mistænker, at hendes mand har en affære, hvorefter hun såmænd bare hyrer en ung kvinde til at sabotere deres forhold. Som man jo gør.

Den unge kvinde hyrer hun gennem et bureau, der specialiserer sig i at ødelægge affærer og redde ægteskaber. Som man jo gør.

Filmen kommer uforholdsmæssigt tæt på alle fire parter af det betændte ægteskabsdrama.

‘It’s Never Over, Jeff Buckley’. (Foto: Disarming Films)

6. ‘It’s Never Over, Jeff Buckley’

»Jeg udfordrer dig til at se ’It’s Never Over, Jeff Buckley’ og ikke forelske dig i Jeff Buckleys stemme«, skrev Variety i deres anmeldelse efter verdenspremieren på Sundance-festivalen.

Filmen handler om den navnkundige amerikanske musiker, der kun nåede at udgive ét album før sin alt for tidligere død som blot 30-årig. Den anerkendte instruktør Amy Berg har gravet hidtil uset materiale frem, og skulle Buckley være i risiko for at blive glemt her 27 år efter sin død, afstøver den nye film i hvert fald hans eftermæle.

‘Predators’. (Foto: CPH:DOX)

7. ’Predators’

I det berømte tv-show ’To Catch a Predator’ lokkede tv-holdet pædofile ud i lyset ved at give sig ud for at være børn i chatrooms.

Men tv-programmet var ikke just selv fint i kanten, og de etiske og moralske komplikationer bliver taget op til revision i David Osits film, der både fungerer som en refleksion over 90’ernes forkastelige tv-formater og et spejl af nutidens selvtægt, der bare er flyttet ind på internettet.

‘2000 Meters to Andriivka’. (Foto: CPH:DOX)

8. ‘2000 Meters from Andriivka’

Mstyslav Chernov vandt en Oscar for sin fremragende Ukraine-film ’20 Days i Mariupol’ og er nu tilbage med endnu en rystende beretning fra frontlinjen.

Her følger vi en gruppe soldater, der får til opgave at befri den lille, men strategisk vigtige by Andriivka fra russernes besættelse. Først skal de gennem to kilometers barskt terræn.

‘The Golden Spurtle’. (Foto: CPH:DOX)

9. ‘The Golden Spurtle’

VM i havregrød. Jep, det er en ting, og det er – åbenbart – blevet afholdt i den skotske landsby Carrbridge de seneste 30 år.

Primus motor er den lune Charlie Miller, der dog skranter helbredsmæssigt og vil give stafetten videre. Ham følger vi i filmen, sammen med et generelt uimodståeligt persongalleri, der går op med liv og sjæl i at røre den perfekte grød.

Der er en morsom og rørende oplevelse i vente.

‘Always’. (Foto: CPH:DOX)

10. ‘Always’

Sætter man pris på æstetisk cineastisk skønhed i sine dokumentarfilm, er ’Always’ et oplagt go-to under årets CPH:DOX. Her følger vi en otteårig dreng, der opdager poesiens magi i en lille kinesisk bjerglandsby, hvor han bor med sin far og to bedsteforældre.

Filmen følger digterspiren, som han vokser op, mens hans smukke og enkle digte også får lov til at spille en hovedrolle i den sort-hvide fortælling.

‘Men of War’. (Foto: CPH:DOX)

11. ‘Men of War’

Det er ikke så tit, man får historien om et fejlslagent militærkup fra bagmandens egen mund.

Men det er ikke desto mindre scoopet i ’Men of War’, hvor den tidligere elitesoldat Jordan Goudreau selv fortæller om, hvordan han sammen med en lille gruppe amerikanske lejesoldater og lokale oprørere forsøgte at afsætte den socialistiske regering i Venezuela.

Det gik ikke just efter planen, og filmen udlægger i vilde detaljer, hvordan det overhovedet kom så vidt.

‘Forever We Are Young’. (Foto: CPH:DOX)

12. ‘Forever We Are Young’

K-pop-fænomenet BTS lever ikke mindst af nogle af klodens mest dedikerede fans, og denne nye dokumentarfilm følger fangruppen ARMY, der har været med til at gøre bandet til globale superstjerner.

Vi kommer tæt på gruppen såvel som k-pop-fænomenet som helhed i Grace Lee og Patty Ahns film, og undervejs kommer vi også forbi København.

Var man fascineret af DR’s ’Kpop drømme’ tidligere på året – eller bare af k-pop generelt – er ’Forever We Are Young’ et must.

‘Coexistence, My Ass’. (Foto: CPH:DOX)

13. ‘Coexistence, My Ass’

Der har allerede været markant international bevågenhed om Amber Fares’ film, og det forstår man godt. Den handler nemlig om den grovkornede, kvindelige israelske stand-up’er Noam Shuster Eliassi, der deler vandene med sin komik, som stikker råt for usødet til Israels behandling af palæstinensere.

Efter angrebet 7. oktober må Eliassi gentænke sin gerning, og det kommer vi helt tæt på i den tankevækkende – og sjove! – film.

‘Flophouse America’. (Foto: Monica Strømdahl)

14. ‘Flophouse America’

Man kender fiktive skildringer af den amerikanske underklasse fra alt fra ’The Florida Project’ til ’The Wire’, men i ’Flophouse America’ får man et indblik i den skinbarlige virkelighed.

Vi møder 12-årige Mikal, der bor med sine forældre på et billigt motel – et såkaldt flophouse – omgivet af misbrug og fattigdom. Den desperate situation bliver endnu værre, da det, der ikke må ske, sker.

Bag kameraet står Monica Strømdahl, der har dokumenteret USA’s fattigdomsskæbner som fotograf gennem 15 år. Da hun mødte Mikal, besluttede hun sig for at lave en film og fulgte ham over tre skæbnesvangre år.

‘Fighter’. (Foto: CPH:DOX)

15. ‘Fighter’

Norske Geir Kåre havde sat alt ind på at blive MMA-kæmper, da han brækkede ryggen efter et hovedspring. Drømmen brast, men Kåre nægter at give op og sætter alt ind på både at slå fysisk og psykisk tilbage.

Husker man Chloé Zhaos ’The Rider’ om en amerikansk rodeorytter, der tilsvarende blev skadet, venter her en beslægtet følelsesmæssigt medrivende oplevelse.

Filmen har sin internationale premiere på CPH:DOX.

Find spilletider og køb billetter via cphdox.dk.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af