’The Rider’ sender tårerne i flodstrøm ned ad kinderne
Styrter du i livet, er det bare op på hesten igen så hurtigt som muligt. Du må ikke lade faldet sidde i kroppen. Forplante sig og paralysere dig. Men op på hesten igen er lettere sagt end gjort for den unge rodeocowboy Brady (Brady Jandreau) i Chloé Zhaos fåmælte, men dybe drama ’The Rider’: en film befolket af amatørskuespillere, der spiller versioner af sig selv, i så godt som alle roller.
Brady er blevet kastet af hesten i manegen og kommet alvorligt til skade. En seriøs flænge i hjerneskallen sendte ham i koma, og på operationsbordet fik han indopereret en metalplade og blev bogstaveligt talt hæftet sammen igen.
I filmens åbningsscene ser vi ham lirke bandagens hæfteklammer ud af hovedbunden med en klodset jagtkniv, vikle husholdningsfilm om hovedet og forsigtigt tage et bad i familiens trailerhjem i South Dakaotas sagnomspundne Pine Ridge-reservat. Pengene er tydeligvis få og rodeotjansen var Bradys – og mange andre unge mænds – eneste mulighed for et bedre liv. Den drøm kan Brady nu se smuldre mellem fingrene, selvom han forsøger at holde fast i den med en skadet hånd fra faldet, der af og til kramper ufrivilligt sammen.
Kan han stadig tæmme vilde heste og sole sig i beundringens varme projektørlys i manegen, eller er det løb kørt? Rodeokammeraterne lokker, mens far og lillesøster bare er glade for, at Brady stadig er i live. Og sammenlignet med bedstevennen Lane, som Brady kærligt kalder bror, må han betragte sig selv som heldig sluppet. Lane, der tidligere red på tyre, er selv kommet så slemt til skade, at hans motoriske evner er få, og han kun kan kommunikere ved hjælp af tegnsprog fra sin kørestol. Ham besøger Brady trofast, holder tøjler for og agerer træningshest i et hjerteknugende forsøg på både at holde sin egen og Lanes rodeodrøm levende.
Sådan rammer ’The Rider’ dig ømt lige i følelses-solar-plexus igen og igen og sender tårerne i flodstrøm ned ad kinderne, når du mindst venter det.
I tone såvel som miljø rammer Zhao nogle af de samme stemningsbilleder som Kimberly Peirces ’Boys Don’t Cry’ (1999) og Kelly Reichardts ’Certain Women’ (2016): To mesterlige skildringer fra hjørner af Amerika, hvor vidderne er store, ensomheden nærliggende og de sociale faldgruber nær ved uundgåelige. Med få ord, sans for detaljen og bjergtagende billeder af det amerikanske midtvests præriesletter lukker Zhao tilskueren ind i en for de fleste ukendt verden af rodeocowboys og indianerreservat, hvor maskuline idealer og stædig stolthed står for fald, hver eneste gang hesten i manegen sparker trodsigt bagud.
’The Rider’ tager sig tålmodigt tid til at portrættere Brady og al hans tvivl, skam og sårede stolthed. Brady Jandreaus rolige, brune øjne og nærmest magiske hestehviskerevne tryllebinder dig til lærredet, mens hans ubehjælpelige operationsfrisure med konstant hattehårslinje er det mest autentiske, jeg længe har set på film.
Selvom replikkerne i forvejen er sparsomme, kunne Zhao med fordel have strøget de mest bastante. I kameramand Joshua James Richards’ nænsomme optik bliver ord således ofte overflødige, og et enkelt blik mellem Brody og en hest, faren er nødsaget til at sælge, siger faktisk alt, hvad du behøver at vide i denne dragende film om knuste drømme, og hvordan vi samler os selv op.
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret