Komiker og skuespiller Jerrod Carmichael har i de seneste år udviklet sig til et opsigtsvækkende og kritikerrost navn.
Således holdes traditionen for grænsesøgende komiske besøg i hævd, når Carmichael gæster CPH:DOX-festivalen, der tidligere har haft dokumentaristen John Wilson og Nathan Fielder på live-plakaten.
Carmichael skabte især røre på comedyscenen med sit banebrydende show ‘Rothaniel’ i 2022, hvor han sprang ud som homoseksuel. Han kunne ses som Golden Globe-vært i 2023 og i Yorgos Lanthimos’ Oscar-vindende film ‘Poor Things’ sidste år, hvor han også var aktuel med sin egen eksperimenterende HBO-serie ‘Jerrod Carmichael Reality Show’, som var på vores liste over 2024’s bedste internationale serier.
Til foråret kan Carmichael altså opleves på dansk jord, når han lægger vejen forbi den anerkendte dokumentarfestival til en scenesamtale med podcastværterne Naima Yasin og Ingrid Baraka bag ‘A Seat at the Table’.
Arrangementet finder sted 28. marts på Bremen Teater i København. Her vises et afsnit af ‘Jerrod Carmichael Reality Show’ med efterfølgende talk.
Carmichaels aktuelle serie blander elementer fra dokumentar- og reality-genren, fakta, fiktion, standup og komedie. I centrum er komikerens jagt efter lykke og forbrødning med sine og andres traumer, og han inviterer seeren helt ind i sit soveværelse, i parterapi og intense samtaler med sin egen familie.
Soundvenues anmelder Elombe Brice Parfait kaldte ‘Jerrod Carmichael Reality Show’ »et banebrydende og seværdigt opgør med forældede projektioner af sort maskulinitet og kærlighed«.
CPH:DOX finder sted 19.-30. marts 2025.