ANBEFALING. Lav et show, hvor du afslører en dyb hemmelighed, og giv det et kryptisk navn som titel. Så har du opskriften på et karrieændrende comedyøjeblik.
I hvert fald hvis man skal tro australske Hannah Gadsbys ‘Nanette’, der blev en comedymilepæl med sin beretning om komikerens erfaring som offer for en hadforbrydelse.
Og nu Jerrod Carmichael, hvis show ‘Rothaniel’ blev hans helt store karrieregennembrud.
Her afslører han nemlig sine to mest personlige hemmeligheder over for et publikum på den berømte newyorker-klub The Blue Note: Hvad han i virkeligheden hedder, og hvorfor det har været altafgørende for ham at holde det skjult.
Og selvom det kan lyde som det, onde tunger ynder at kalde kedelig TED-talk-comedy, er det tværtimod en opvisning i moderne standup, der både kækt og elegant leverer latter og traumebearbejdelse på en og samme tid.
Det ultimative vendepunkt
Der er mange måder at skabe spænding i rummet på, når man er standup-komiker.
Hvor den største standup-kliché går på at finde fordommene i rummet med åbnere som: »Er der nogen *indsæt valgfri samfundsgruppe* i huset?«, går Carmichael i den stik modsatte retning og vikler sig aktivt ind i publikums favn med ordene: »Det her fungerer kun, hvis vi føles som en familie«.
Hvilket stærkt eksemplificerer, hvordan man kan skabe præcis lige så meget komisk spænding i et rum ved at samle det som ved at splitte det.
Og publikums favn skal være tryg. For showets totale vendepunkt forekommer, da den 35-årige komiker 22 minutter inde springer ud som homoseksuel på scenen.
Hvilket han ved, hans familie aldrig nogensinde kommer til at anerkende.
‘Rothaniel’s alvorlige emnefelt lægger ikke op til en traditionel latterkavalkade. Men Carmichael evner på imponerende vis at bygge spændingen op gang på gang. Komikeren giver sig tid til at mærke det svære, for efterfølgende subtilt at lette stemningen med jokes, der er langt mindre højtidelige end de ubehagelige sandheder, der afføder dem.
Om de utro bedstefædre (fra hvem han har fået sit hemmeligholdte hybridnavn), der begge knaldede sig til hele familier uden for ægteskab, lyder det eksempelvis selvironisk: »I come from a long line of cool niggas«.
Godt nok har det gjort ondt på Carmichael hele hans opvækst, at alle mændene i hans familie har været nogle svin. Men med hvert spadestik ned i traumerne hiver han publikum nærmere og lader dem mærke både grin og gråd med ham.
Bros der sutter pik
Da Jerrod Carmichael springer ud på scenen, bliver han mødt med klapsalver og kærlighedserklæringer fra publikum.
At det betyder alverden for ham at stå og fortælle det, er ikke til at tage fejl af.
Men efterfølgende bliver den indre kamp lettet med en god blowjob-joke. Hvorfor fortjener han publikums kærlighed, spørger Carmichael: »Like what did I do? Suck a Dominican dude’s dick?«.
I ‘Rothaniel’ tryller Carmichael med det komiske tryk. Det er ikke begrænset til at punktere stemningen med en fjollet vittighed. Smerten får lov at være synlig et øjeblik, før han genopretter den klassiske standup-dynamik med en perlerække af selvransagende »no homo«-jokes, der på morsom vis udlægger problemet.
Som da han begavet udlægger, hvorfor hans familie gør det så uhørt for ham at springe ud ved at forklare, at ingen i hans slægt er typerne, der forventer homoseksuelle babyer. Der er som bekendt ingen gamle damer, der kigger på en tumling og siger »look at his cheeks, I bet he’s gonna be a top«, vrænger Carmichael i en syrligt smilende efterligning.
Komikerens manglende accept og frygt for sin maskulinitet i tidligere forhold bliver til en brillant joke om, hvordan han og en ekskæreste hviskede »no homo« til hinanden mens de snavede, og understregede det ved at sige: »I wanna suck your dick, BRO!«.
Standup-fløjkrigens forenende magt?
Før han for alvor brød igennem med ‘Rothaniel’, var komiker Jerrod Carmichael ikke kendt i den brede befolkning, hvilket han også selv spøger med i showet.
Efterfølgende har han dog demonstreret, hvorfor han fortjener at være det. Han vandt en Emmy for sin historisk gode åbningsmonolog i ‘Saturday Night Live’, hvor han selvsikkert vildledte publikum ved at flette reaktionerne på Will Smiths nylige Oscar-lussing sammen med ‘hændelsen’ i sit eget show.
Og nok er det mest banebrydende i ‘Rothaniel’, at Jerrod Carmichael springer ud på scenen. Men det exceptionelle er ikke begrænset til halvvejsmærkets store vendepunkt.
Det er tværtimod et show, der hele vejen igennem er fantastisk historiefortællende comedy, der balancerer overlegent mellem grin og gråd. Det er historien om navnet på den søn, Jerrod Carmichael aldrig kunne være, og den er utroligt godt fortalt.
Som et gennemført intelligent, komplekst og stilsikkert underholdende show cementerer ‘Rothaniel’ først og fremmest, at Jerrod Carmichael er en vanvittigt dygtig komiker.
At han kan høste sin succes på baggrund af sit mest personlige show gør samtidig, at hans historie er en sjældent smuk en af slagsen. Fra en del af underholdningsbranchen, der sjældent er leveringsdygtig i hjertevarmende historier.
I en tid hvor mange diskussioner om comedy resulterer i fordrejede fløjkrige om, hvad der er sjovt, og hvem der er krænkelsesparate, føles en komiker som Jerrod Carmichael som en forenende magt.
For hans måde at være komiker på skaber et nyt slags rum, der ikke blot er trygt, men også sjovt at være i. Et sted, hvor man kan være både selvudleverende, sammenkrympet af smerte og virkelig sjov på samme tid.
‘Rothaniel’ kan ses på HBO Max.