Bo Burnhams ’Inside’ er for 2021, hvad Hannah Gadsbys ’Nanette’ var for 2018

Bo Burnhams nye Netflix-show er lige så skelsættende, som Hannah Gadsbys ’Nanette’ var det for tre år siden. Begge rykker fundamentalt ved comedy-sfærens grundform.
Bo Burnhams ’Inside’ er for 2021, hvad Hannah Gadsbys ’Nanette’ var for 2018
Bo Burnham i 'Inside' (Foto: Netflix)

KOMMENTAR. De har ikke umiddelbart meget til fælles.

Hun er en kvindelig queer-komiker, der fortæller om at være blevet mobbet, udsat for homofobi og seksuel vold, og som ud af det blå fik et sent gennembrud som 40-årig med et australsk standup-show.

Han er en hvid mandlig amerikaner, der slog igennem på Youtube som 16-årig, og som i en alder af blot 30 længe har stået på toppen af standup-pyramiden og allerede har instrueret en exceptionelt anmelderrost ungdomsfilm.

Men alligevel deler Hannah Gadsby og Bo Burnham mere, end man skulle tro.

Først og fremmest står de bag de to comedy specials, der definerer det år, de kom ud i.

I 2018 ramte Gadsby en sjælden nerve med ’Nanette’, der blev et verdensfænomen efter premieren på Netflix. Her rasede hun med panden først ind i dødalvorlige temaer som homofobi, psykisk sygdom og seksuelle overgreb uden at søge latterens forløsende effekt.

Men ikke nok med det: Hun dekonstruerede også selve standup-konventionerne og konkluderede, at det var hendes farvel til genren: Den havde nemlig fastholdt hende i en position, hvor hun reducerede sin smertelige personlige historie til et setup og en punchline.

Showet indkapslede på original og uforudsigelig vis de diskussioner om MeToo og identitet, der på det tidspunkt for alvor var begyndt at tage fart efter Harvey Weinsteins fald.

Hannah Gadsby i ‘Nanette’.

Og her i 2021 er ’Inside’ fra Bo Burnham (som i 2018 instruerede den forbløffende gode coming of age-film ‘Eight Grade’) så det mest skelsættende, der er sket inden for comedy siden – et show, der ligeledes der rammer tidsånden med nærmest uhyggelig kraft.

Mest oplagt fordi komikeren – der er kendt for den musikbårne comedy, som også var hans oprindelige claim to fame på Youtube – har skabt sin special over et års corona-isolation i sit gæstehus.

Over vilde og viltre halvanden time kommer vi vidt omkring musikalsk, når Burnham synger om alt fra sexting til ulønnede praktikanter og hvide pigers Instagram til at FaceTime med sin mor eller laver underligt sørgmodige parodier på Twitch og reaktionsvideoer i et uendeligt loop.

Men vi kommer også vidt omkring i komikerens humørspektrum gennem et års lockdown, fra ekstasens kaotiske vanvid til dyb depression. Og de fleste, der momentant har ramt bunden i social distance og karantæne, vil sandsynligvis genkende grundfølelsen.

Healing the world with comedy

Jeg bruger ikke ordet i flæng, men ’Inside’ er en genistreg, en sirligt kontrolleret rodebunke af brillante indfald. Men det er ikke kun statussen som årets comedy-oplevelse, der sammenkæder ’Nanette’ med Burnhams show.

For også ’Inside’ flirter med en opløsning af standup-genren som form. Showet er i virkeligheden mere et filmet teaterstykke end et egentligt standup-show (selvom der også er klassiske ’mand sidder på en stol og fortæller jokes’-segmenter, med et twist), men som Gadsby forholder Burnham sig også kritisk over for komikkens position i den aktuelle verdensorden.

Bo Burnham i ‘Inside’. (Foto: Netflix)

‘Healing the world with comedy’, lyder den vædende ironiske titel på showets anden sang, hvor han spørger, om »han bør joke i en tid som denne« og synger, at hvide amerikanske mænd har haft ordet i 400 år.

»So I maybe I should just shut the fuck up«, lyder det over et peppy beat, hvorefter han holder to sekunders pause, før han brat konstaterer: »I’m bored« – og fortsætter sangen med sin blødt-leflende, dybt selvironiske stemme: »I don’t want to do that«, synger han og triumferer med en suveræn udstilling af white entitlement.

Ommøblerer komikkens grammatik

Man kan indvende, at Burnham blot bruger denne intro som en disclaimer, der giver ham lov til alligevel at fortsætte, som om intet var hændt, men ligesom Gadsby bidrager han faktisk med en interessant refleksion over comedy-genren som sådan.

Når komikerne brænder den stol, de sidder på, er de nødt til at bygge comedy’en fra de første grundsten. Og det føles i sig selv forfriskende, at Burnhams satire rammer alt fra brand management til Twitch-kultur, mens Gadsby snakker om kunst og kunstkritik, begge langt væk fra standuppens traditionelle emnefelter.

Paradoksalt nok underminerer de derved deres egen kritik: Ja, komikken har faktisk en rolle at spille, hvis man ikke blot følger de gamle trætte forskrifter. Og derfor er det også glædeligt, at Gadsby i sidste ende ikke kunne holde sit løfte om at sige farvel til standup, og at Burnham vendte sin frustration over coronanedlukning til at udfordre sig selv mere end nogensinde før.

Mens nogle per automatik mener, at komikken er voldsomt truet af identitetspolitikken i disse år, viser både ’Nanette’ og ’Inside’, at det mere end noget andet baner vejen for forfriskende nybrud, når komikerne ikke bare falder ned i de samme gamle jokes om homoseksuelle, kvinder og handicappede, som fyldte godt op på standup-scenen tidligere.

Hannah Gadsby og Bo Burnham flytter ikke blot grænsen for, hvad man kan tale om i comedy. De ommøblerer hele genrens grammatik.

En gang imellem kommer der stor kunst ud af de værste kriser.

Hannah Gadsbys ’Nanette’ og Bo Burnhams ’Inside’ kan ses på Netflix.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af