Hannah Gadsby skabte sensation i comedyverdenen, da hendes show ‘Nanette’ fik premiere på Netflix.
Showet blandede komik med tragik og gik i rette med standup-konventionerne med den konklusion, at Gadsby nu var færdig som standup-komiker.
Det viste hun sig heldigvis ikke at være, for hun fulgte det vilde gennembrud op med det ligeledes vellykkede ‘Douglas’, og nu er hun så på vej med sin næste bedrift: ‘Body of Work’. Og ikke nok med det: Hun tager det med til Danmark for første gang.
Den australske komiker lægger vejen forbi Europahallen i Aalborg og DR Koncerthuset i København henholdsvis 10. og 12. februar næste år, efter at showet får verdenspremiere i hjemlandet Australien hen over sommeren.
Hannah Gadsby sammenskruede det nye show, efter hendes ‘Douglas’-turné blev afbrudt på grund af corona.
Hvad hun har i ærmet denne gang, kan vi af gode grunde ikke sige, men det bliver sandsynligvis både originalt og anderledes.
Forhåbentligt formår Gadsby igen at rykke ved comedykonventionerne.
Billetsalget til de to shows starter fredag kl. 10.