’Hannah Gadsby: Douglas’: Tidens hotteste komiker er den eneste ædru i et rum fyldt med fulde mennesker

5 6
’Hannah Gadsby: Douglas’: Tidens hotteste komiker er den eneste ædru i et rum fyldt med fulde mennesker
Hannah Gadsby i 'Douglas'.

Det er en gængs konvention, at hvis en joke kræver en forklaring, er det ikke en god joke.

Så det kan virke foruroligende, når komiker Hannah Gadsby indleder sin nye comedy special ’Douglas’ med at bruge 15 minutter på en komplet gennemgang af, hvad der kommer til at ske i det følgende show, hvornår vi kommer til at grine og af hvad.

Men kender man lidt til Gadsby, ved man, at det er den slags regelbrydende comedy, der har gjort hende til én af de mest interessante komikere lige nu. I sit formidable gennembrudshow ’Nanette’ brød hun reglen om, at comedy hele tiden skal være sjovt, og dissekerede sine egne selvnedgørende jokes for at vise, at de i virkeligheden dækker over de traumer, hun har oplevet som lesbisk og autist.

Ingen havde set noget lignende, og mange (»kun mænd«, påpeger Gadsby i det nye show) så det nødvendigt at placere ’Nanette’ et andet sted end i comedygenren – som teater, en monolog, en forelæsning, en glorificeret Ted Talk. Det er en kritik, Gadsby i ’Douglas’ direkte svarer på: »Jeg snacker på haters, det er sådan, jeg opbygger immunitet«, siger hun med et svirp til antivax-bevægelsen, da vi når til, hvad hun i introduktionen kaldte »den del om anti-vaxxerne«. Er der nogen, der kritiserer hendes comedy for at minde om et foredrag, svarer hun ved at tænde for et powerpoint-show og trække på sin bachelorgrad i kunsthistorie i sin kritik af navngivningen af Teenage Mutant Ninja Turtles.

I ’Douglas’ er der også en »joke-sektion«, som fletter Find Holger og golf sammen med Gadsbys utilfredshed over opfattelsen af, at kvinder kun er vrede, når deres menstruationscyklus tillader det. Foredraget, som hun også har forberedt os på, er en gennemgang af forskellene på, hvordan mænd og kvinder portrætteres i renæssancemalerier. Og en historie, som hun introducerende kalder en »blid og godhjertet gennemhulning af patriarkatet«, viser sig at være en fortælling om en hverdagssituation, der ikke burde skabe de mindste udfordringer, men som for Gadsby ender med et forsøg på at forklare en fremmed, hvor »the pouch of Douglas« sidder i det kvindelige kønsorgan.  

Ikke alle delene er lige sjove. Som hendes »observationscomedy«, hvor hun sammenligninger ord, som er forskellige i USA og Australien. Eller når hun udpeger mærkelige scenarier i renæssancemalerier, som efterhånden er en så udbredt form for humor på nettet, at det virker en smule uoriginalt i en comedysammenhæng.

Men når man alligevel er underholdt under hele ’Douglas’, er det på grund af Gadsbys evner som fortæller. Man tryllebindes af måden, hun sætter scenen på i sine historier og hendes evne til at binde dem sammen, måden hun konstant refererer til sine egne jokes, bygger dem op og lader dem få elegante pay-offs, som alle leder tilbage til fortællingens hovedperson, den autistiske Gadsbys uforudsigelige hjerne. 

For det – lader hun os også forstå kort inde i showet – er hovedtemaet: At leve som autist. Hun beskriver sin tilstand som at være »den eneste ædru person i et rum med fulde mennesker«, men hun formår at gøre mere end at joke om den:

Hun skaber en fornemmelse af, at vi følger hendes tankemåde og forstår de krumspring, hendes hjerne foretager sig, og de forklaringer, den afkræver. Hvad der først ligner et kaos af løst sammenhængende dele, viser sig at være en fuldstændig gennemtænk fortælling, blot på Gadsbys egen, ukonventionelle facon. Hun konstruerer en meta-joke, hvor setuppet er en komiker, der forklarer sine egne jokes, før hun fortæller dem, og punchlinen er autisme.

Hele ’Douglas’ er Gadsby, der forsøger at give os nok indsigt i autisme til at forstå, hvad der foregår: Dét er Hannah Gadsby, der griner af alle dem, der gerne vil placere hende og hendes kunst inden for snævre kategorier og holde hende op mod konventionerne.

»The pouch of Douglas« er opkaldt efter en mand, og det er en gennemgående pointe, at det altid – og stadig i dag – er nogle bestemte typer mennesker, der har haft retten til at definere, hvordan verden skal forstås. ’Douglas’ er hendes opfordring til at hylde alt det, der ifølge definitionerne ligger uden for normalen.


Kort sagt:
Hannah Gadsby bryder igen alle comedy-konventionerne i et show, hvor hver en joke, levering og historie udgangspunkt i komikerens egen autisme.

Hannah Gadsby: ’Douglas’. Comedy. Hovedforfatter: Hannah Gadsby. Spilletid: 75 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af