Uden at lade hånt om situationens alvor kan vi alle indimellem bruge et godt grin i disse coronatider. Og hvis Mette Frederiksens tegnsprogstolk ikke gør det for dig længere, kommer vi dig her til undsætning med det bedste standup-indhold, der kan ses på Netflix lige nu.
En af de mange ting, streaminggigantens forretningsmodel har perfektioneret, er at udgive specials med et utal af verdens sjoveste komikere. Vi guider til alt fra det nemme bekymringsløse grin til de shows, som kunstnerisk afspejler, hvordan standup er en genre, der indkapsler og udfordrer den tid, vi lever i. Én penis- eller fissejoke ad gangen.
Om man er til jokes om racisme, graviditet eller Donald Trump, er der vitterligt standup for enhver smag på Netflix.
1. Den bedste på markedet:
’John Mulaney: Kid Gorgeous’ (2018)
Den tidligere SNL-komiker og stemmen bag ’Big Mouth’s Andrew Glouberman, John Mulaney, er lige nu den fremmeste gatekeeper for god gammeldags standup. Det er først og fremmest vittigtm dernæst politisk, eftertænksomt, fortællende og nostalgisk.
Selvom John Mulaney optræder i jakkesæt og indleder sine shows med vignetter inspireret af fransk film, er hans komik uprætentiøs og ufatteligt velskrevet. Der er ikke nødvendigvis en rød tråd, men hvert enkelt show er i stedet en rapsodi af perfekte jokes. Hans geni indbefatter alt fra at sammenligne donationssystemerne på Ivy League-colleges med coke-afhængige slægtninge, utilregneligheden i at betale penge for at se dyr i zoologisk have og absurditeten ved at bygge lysthuse til at danse under den amerikanske borgerkrig.
2. Klassikeren:
’Eddie Murphy: Delirious’ (1983)
I en tid, hvor det næppe havde genereret samme verdensomspændende superpopularitet at gøre grin med homoseksuelle og aids, er det alligevel tiden værd at se eller gense Eddie Murphys frapperende debutshow fra 1983, hvor han klædt i rødt læder joker med alt, han møder på sin vej.
Hvis man mest kender Eddie Murphy fra hans output af fjollede familiekomedier eller surmulerende ansigt i sladderpressen under overskrifter om hustruvold, giver hans succes meget mere mening, når man ser ham i sit komiske es.
Der er intet kontroversielt over showets måske sjoveste joke om at løbe efter isbilen, men den er som resten af showet ved at flyde over af Murphys naturtalent for at stå på en scene. Se den som opvarmning til Eddie Murphys comeback bag mikrofonen for første gang siden ’Raw’ i 1987, der udkommer senere i år på: Netflix.
3. Kærkomment amerikansk-indisk coming-of-age:
’Hasan Minhaj: Homecoming King’ (2017)
Værten på det politiske satireprogram ’The Patriot Act’ og tidligere medvært på ’The Daily Show with Trevor Noah’ Hasan Minhaj begik tilbage i 2017 et eminent show, hvor han indtog positionen som en slags vært og kommentator på historien om sin egen opvækst. Fortællingen rummer gyldne anekdoter fra livet som barn af indiske immigranter, for eksempel dengang Hasan i fødselsdagsgave af sin strenge far fik lov til at vælge dørhåndtag til toilettet, mens han på bilens bagsæde så drømmeturen til Toys R Us passere og byggemarkedet tone frem i horisonten.
’Homecoming King’ skaffede komikeren en prestigefyldt Peabody-award for sin kvalitet som et komisk memoir. Netop som en perfekt dannelsesfortælling er showet stramt tilrettelagt, og man er konstant om bord, når Minhaj balancerende mellem komik og skuespil holder sin på mange måder hårde fortælling om at føle sig fremmedgjort i USA ud i armslængde, så det både er sjovt og gør dybt indtryk.
4. Den gravide kvinde over dem alle:
’Ali Wong: Baby Cobra’ (2017)
Der går 38 minutter i Ali Wongs totale gennembrudsshow ’Baby Cobra’, før hun italesætter det faktum, at hun er gravid i ottende måned.
Selvom hendes gravide mave er svær at se bort fra, handler nogle af showets absolut sjoveste sekvenser om Texas Instruments-lommeregneren, der kan tegne grafer (80’ernes Tesla), hendes hoardende immigrantforældre og at have sex med en hjemløs.
Der er i forvejen noget naturligt dragende og fascinerende ved at se på gravide kvinder, der med store maver repræsenterer livets mirakel i deres blotte eksistens. Når Ali Wong ovenikøbet med beskidt mund sammenligner sin mands sædafgang med et menneske på flugt fra et diktatur, kan man næsten ikke ønske sig mere.
5. Enkemanden ler sidst:
’Patton Oswalt: Annihilation’ (2017)
Det er ikke usædvanligt for en standup-komiker at åbne med replikken, »Jeg er blevet gift – Tak skal I have«. Patton Oswalt, der måske primært er kendt som trekkie-typen Spence i ’Kongen af Queens’, gør det modsatte i dette sindrige, alvorlige standup-show, som tager udgangspunkt i hans kone Michelles tragiske død.
Med rødder i den gedigne jokefortæller-rolle formår Oswalt med den fineste komik at minde om, at verden er en gudløs og uretfærdig størrelse. I et og samme show kalder han Donald Trump for en racistisk nossesæk dyppet i osterejestøv og fortæller om den dag, hvor han skulle fortælle sin datter, at hendes mor var død. Navngivet efter den totale ødelæggelse, ’Annihilation’, er det uden tvivl et af de shows, som lever op til tjenestens originalitetsmærkat.
6. En ny-legende renskriver queer-narrativet:
’Hannah Gadsby: Nanette’ (2018)
Her på sitet har der, siden ’Nanette’ udkom i 2018, lydt mangen en hyldest til den tasmanske komiker Hannah Gadsbys foreløbigt sidste show. Og ’Nanette’ er bestemt også et af de mest grænsebrydende shows i nyere tid. Onde tunger skyder det omvendt i skoene, at det først og fremmest er en meget underholdende TED-talk med for få grin (sådan en har hun også lavet).
Men hvis man interesserer sig for standup som genre, er det en kraftpræstation at være vidne til Gasbys optræden, der som et ægte kunstværk har hele jokens konstruktion som sin egen dybt fuldendte dramaturgi. Udover en berigende fortælling om et liv som »kønsunormal« er showet desuden værd at se udelukkende for hendes sekvens om tvetydigheden af farven blå og hidsige nedrakning af Picasso.
7. Den gakkede millennial-brite:
’James Acaster: Repetoire’ (2018)
Hvis du endnu ikke har set det britiske millennial-geni James Acasters firdelte standup-serie på Netflix, har du små fire timers guld i vente.
Forklaringen på den britiske befolknings besættelse af det rødhårede naturtalent er åbenlys, har man set ham optræde i blot fem minutter. Acasters rablende komik er ofte udførlige rollespil, der leveres med så frygtløs personlighed, at det ikke giver mening at gengive på skrift. Som hvorfor det britiske talbegreb »umpteen« er hans favorittal, og hvordan man narrer en lampeånd som »a proper prick«, som det hedder i den forhenværende EU-stat.
Som elskværdig bonusinfo besidder Acaster i sit dødelige liv en guddommelig evne til at opleve ting, som overgår den vildeste fiktion. Hans ekskæreste forlod ham for ’Mr. Bean’-skuespilleren, Rowan Atkinson, hvilket gør den 35-årige komiker til standup-branchens legemliggørelse af en græsk tragedie.
8. Hun er venner med Beyonce:
’Tiffany Haddish: Black Mitzvah’ (2019)
Den efterhånden ekstremt succesfulde skuespiller og komiker Tiffany Haddish (’Girls Trip’) inviterer dig med til sin fejring af det jødiske overgangsritual Bat Mitzvah krydret med visdommen fra sin 40-årige tilværelse som en afroamerikansk kvinde – rigt på anekdoter fra sin celebre omgang med Kevin Hart, Oprah og Beyonce.
Akkurat som den lidt præmature tukan med enorme armbevægelser, Haddish bringer til live i animationsserien ’Tuca & Bertie’, har hun som standup-komiker en imponerende evne til at gøre sin egen personlighed til centrum for sin komik på en måde, der opererer i sin egen liga af fucked up.
Som en god komiker giver hun absurde råd på baggrund af et levet liv som det bevidst autoaborterende, svampeinficerede og pragtfuldt dårlige eksempel. Hendes komiske talent efterlader ingen tvivl: Hun er født til at fortælle folk om at smøre sin fisse ind i mayonnaise!
9. Et woke alternativ til Dave Chappelle:
’W. Kamau Bell: Private School Negro’ (2018)
Kamau Bell er på mange punkter det langt sjovere alternativ til at læse et memoir af den prisbelønnede amerikanske raceskribent Ta Nehisi-Coates. Hvis man interesserer sig for afroamerikansk kultur, er Bells show et must-see. Selvom Netflix flyder over af standup om Trump-æraen, er der noget helt særligt ved hudfletningen af racekonflikten i USA i Bells naturlige og tilbagelænede racismeskole.
Med fødderne solidt plantet i virkeligheden og jokes om, hvor farlig virkeligheden kan være for sorte amerikanere (som appen ’Run nigga, run’ på hans iPhone er glimrende eksempel på), formår Bell alligevel at konstruere en komisk virkelighed, hvor hans datter med rodfast barnetro er overbevist om, at alle læger er sorte kvinder baseret på repræsentationen i børneserien ’Doctor McStuffins’ – som han af samme grund rangerer som verdens bedste tv-serie på lige fod med ’The Wire’ og ’The Sopranos’.
10. Dengang Louis C.K. var kongen:
’2017’ (2017)
I sit sidste show før MeToo-skandalen, ’2017’, cementerede C.K. sin daværende gudestatus med at tale om den varmeste kartoffel overhovedet i landet af mælk og honning: Abort. Og det med komisk overlegenhed så englene synger. Han lægger ud med et absurd højt niveau og undergår ikke sig selv en eneste gang undervejs, om det så handler om selvmord eller samfundets dominerende kristne verdensanskuelse.
Sidenhen er det gået alvorligt ned ad bakke for det rødmossede geni, der bakkede ud af underholdningsbranchen selvsamme år, som dette show kom ud, efter det kom frem, at han havde en hang til onani foran usamtykkende kvinder.
Ikke alle føler behov for at ofre tid på en hvid mand med et skidt rygte. Men det siger på den anden side alt om uforligneligheden af Louis C.K.’s komiske talent, at jeg som 24-årig feminist, den ubehagelige MeToo-anklage til trods, stadig griner mere af hans pikjokes end af nogen andres.