Dave Chappelle og Chris Rock beviste i København, at de sandsynligvis aldrig bliver sjove igen

Mandag aften i Royal Arena stillede to komikere, der engang var i verdensklasse, sig op på scenen og beviste, hvorfor jeg formentlig aldrig nogensinde kommer til at synes, de bliver rigtig sjove igen. 

Som headlinerduo var de et perfekt match. For Dave Chappelle og Chris Rock får flere og flere ting til fælles. 

Deres komik og bedste materiale er karakteriseret ved at hudflette deres oplevelser som sorte mænd i USA. De har begge en uforbederlig trang til at tale om, hvor rige de er, samt hvad det betyder for dem som forsørgere (»bitches« skal holde deres kæft).

Og så har de i løbet af det seneste år fået den ubehagelige fællesnævner, at de er blevet overfaldet på scenen.

Chris Rock blev »smacked at the oscars« af Will Smith. Dave Chappelle blev overfaldet af rapperen Isaiah Lee (NoName Trapper) med en falsk pistol under et af sine shows.

For Chapelles vedkommende har det katapulteret ham endnu længere ud af komisk rækkevidde for folk, der ikke orker at grine af, hvorfor LGBTQ-personer er latterlige. For Rock har det betydet fornyet opmærksomhed efter en standup-karriere, der var ved at blive overskygget af eklatant ringe filmroller. 

»Hvis du er woke, så skrid«

Chris Rock deklarerede sin mission med det samme: »Hvis du er woke, så skrid«. 

Alle woke typer kunne godt forberede sig på at blive triggered. 

»Alle, der siger, at ord gør ondt, er aldrig blevet slået i ansigtet«, startede han et sikkert buildup mod emnet, alle var kommet for at høre om: Will Smith-lussingen ved Oscar-showet. 

Ambitionsniveauet var til at tage og føle på med jokes om, at vi ikke behøver antiracistiske budskaber fra Lululemon og deres yogabukser til 100 dollars. En ok joke, der dog tidligt signalerede en symptomatisk uinteresse fra både Rock og Chapelle i, om deres ærkeamerikanske referencer kunne oversættes. For eksempel i et land, hvor der ikke ligger en eneste Lululemon-butik.

Rock gik derefter Dronning Elizabeths død på klingen (»she had a bad case of 96«!). I en af settets bedste jokes skosede han Meghan Markles naive reaktion på kongehusets racisme – hvad havde hun egentlig forventet af det britiske kongehus, der fucking opfandt kolonialismen? »They’re the OG’s of racism«. Racismens Sugarhill Gang ligefrem – og da komikeren omformulerede teksten, var det et Chris Rock-moment, når det er bedst. 

Men som den 57-årige komiker gang på gang luftede sin banebrydende analyse af verdenssituationen, udstillede han, at hans komiske relevans kan begrænses til Will Smiths håndaftryk på kinden. Trods det kritikerroste Netflix-show ‘Tambourine’, hvor der blev set indad, var han i Royal Arena i stedet ude med riven. Klædt i hvidt og træt af pis. 

Amerikanernes problem er ikke opioid-krisen, men opmærksomhedskrisen – »vi vil bare have likes«, rungede det med et abstraktionsniveau så originalt, at man følte sig hensat til en gymnasieopgave fra 2012. 

»I got punched by Suge Smith«-sekvensen var blandt de sjoveste, selvom man har kunnet læse om de fleste af jokesene i medierne. 

Rock leverede det tempo og den timing, man forventer af en komiker i hans liga. Selvom hudflettelsen af Smiths lussing var sjov, var den ikke overvældende i forhold til, at han er blevet udstyret med materialeguld af højeste karat. 

Efter lussingen fulgte nemlig en både åbenlys og åbenlyst firkantet fejlslutning, der sendte showet endegyldigt ind i et ekkokammer, der ikke blot var reaktionært og usjovt, men hamrende uoriginalt. Nemlig, at Chris Rock ikke knepper nogen uden helst at have skriftligt samtykke: »Jeg blev slået til Oscar-showet, jeg skal ikke udsættes for MeToo«. 

Chris Rock fik slået det fast med nasalt råbende syvtommersøm – en håndfuld habile jokes begravet under en bunke anti woke-rablen – at han ikke er et offer. Underteksten af samtlige jokes pegede dog på det modsatte. Hvilket skabte meget få humoristiske holdepunkter i hans trætte univers, hvor det fedeste i verden er at tjene mange penge og få suttet pik. 

Til sidst havde jeg grinet så lidt, at jeg fik lyst til at give op og smide offerkortet. 

Doven urinanekdote

Efter en time i selskab med Chris Rock var det utvetydigt, at den næsten propfyldte Royal Arena var ellevilde. 

Chris Rock kunne nærmest have været fjerde mand i warmup-rækken for Chappelle (efter en solid tretrinsraket af Rick Ingraham, Ali Wong og Donnell Rawlings), der entreerede scenen badet i rødt lys til tonerne af Radioheads Karma Police, som den reaktionære comedys dovne konge.

Allerede før han åbnede munden, fik Chappelle et stående bifald. 

Åbningsjoken: Chappelle havde aldrig havde set så diverst et udvalg hvide mennesker, havde muligvis været sjovere, hvis ikke opvarmningskomikeren Rawlings allerede havde fortalt den tidligere på aftenen.

Hvorefter Chappelle, præcis som to ud af tre opvarmere allerede havde gjort, kastede sig over de samme to mennesker på forreste række af henholdsvis columbiansk og pakistansk afstamning. 

Af en så erfaren komiker var improen ikke bemærkelsesværdigt underholdende. Derudover virkede det letkøbt og upersonligt på den amerikanske »Europa er et land«-måden at tale om Amsterdam i København, som var det fælleseje.

Og så virkede et tilbagevendende callback til »scheissenhausen«-Tyskland, et land hvor folk holder af at blive skidt på maven, som om det muligvis havde været sjovere syd for Danmark. 

Tværtimod stod det hurtigt klart, at Chappelle havde i sinde at køre showet ind på den rutine, han har rejst med i årevis: uforløste wild ride-anekdoter, der udelukkende hentes hjem på karismaen, og en løbende transition over i hans personlige (u)komiske vendetta mod transpersoner. 

Således en svada om engang Chappelle ved et uheld så og onanerede til Chuck Berrys sextape, hvor han pisser en kvinde i munden. Hvilket jeg tvivler på folk grinte af, fordi de vidste, hvem Chuck Berry var.

Efterfølgende gav han sig i kast med en om muligt endnu længere historie om et besøg på Floyd Mayweathers stripklub i Las Vegas. En anekdote, der tabte gedigent momentum under en afstikker til nogle svampe, komikeren havde taget i Amsterdam. 

Hvis man ventede på en sammenhængende punchline, ventede man forgæves i den insisterende torpedo af historier fra Chappelles univers, befolket af strippere, utroskab og sure koner. Undervejs blev fristaden Christiania karakteriseret som taget ud af ‘Max Max’-universet, og det danske ord for tak beskrevet som »cold and callous«. 

Chappelle fortalte videre om sit sceneoverfald, hvor han for alvor blev bange, da han hørte, det var en biseksuel, der gjorde det: »Jeg kunne være blevet voldtaget«. 

At Chappelle er en af de mest arrogante komikere på markedet, er intet chok.

Det er tværtimod hans kendetegn og karrierens force at have leveret de syrligste og sjoveste stikpiller til racismen i USA.

Til showet kaldte han i stedet abekopper for »funny aids« og gjorde sig sjov på bekostning af sin asiatiske kone ved at demonstrere, hvordan han kunne åbne hendes iPhones face ID ved at knibe øjnene sammen. 

Efter showet i Royal Arena, hvor materialet sjældent var andet end anekdotisk eller provokerende på en røvsyg måde, er mit eneste håb for nogensinde at grine oprigtigt af Chappelle igen, at han dropper sin årelange comedyhetz mod transmiljøet. For jeg orker ikke høre mere om det.  

Der er ikke noget emne, politisk korrekt eller ej, der er sjovt at tale om tre år i træk. 

---

Kort sagt:
På vej hjem fra Royal Arena følte jeg mig både dum og naiv for at have troet på, at det kunne blive storslået at se to komikere i verdensklasse i aktion. For Dave Chappelle og Chris Rocks show i Royal Arena slog fast, at de tilslutter sig standup-branchens mest røvsyge reaktionære fraktion og ikke fornedrer sig til at forny sig.