‘Jerrod Carmichael Reality Show’: Komikers særsyn af en dokumentarserie er en banebrydende oplevelse
Efter 30 år i skabet sprang Jerrod Carmichael ud som homoseksuel for åben skærm og rullende kamera i sin Emmy-vindende standup-special ’Rothaniel’.
Lidt ligesom Hannah Gadsbys ’Nanette’ trådte showet i et tematisk grænseland mellem selvransagende terapisamtale og hudløst eftertænksomme jokes om seksualitet og kærlighed. Han talte om patologisk utroskab blandt mændene i sin familien, om sin skjulte seksualitet og historien bag sit navn. Fintfølsomt, kompromisløst ærligt og banebrydende stand-up.
I sin nye dokumentarserie ‘Jerrod Carmichael Reality Show’ fortsætter Carmichael sin insisteren på at åbenbare alle sårbarheder.
Han trækker en flerkamera-produktion ind i hverdagen hos sine venner, elskere og familie i kølvandet på det emotionelle granatchok, ‘Rothaniel’ har efterladt hos dem og ham selv. Det ser vi gennem en blanding af videooptagelser fra Carmichaels barndom, hans nutidige oplevelser, livet i New York og stand up-sessioner.
Vi følger Carmichael, der antænder sit nu frigjorte kærlighedsliv med en glubsk sult og akuthed. Han erklærer sin kærlighed til sin nære ven, rapperen Tyler The Creator, som ghoster ham i affekt og handlingslammelse over den pludselige bombe, han smider i deres platoniske forhold.
Sideløbende sætter Carmichael sin seksuelle frigørelse på samlebånd med en kavalkade af Grindr-dates, der kulminerer i hede og demonstrative seancer, der inkluderer tå-sutteri foran kameraet. Det er et vildt, voldsomt, og velkalkuleret frontalangreb på hans personlige puritanske kristenkonservative nemesis, moren Cynthia.
Det mest presserende følelsesmæssige benbrud ligger nemlig i Carmichaels forhold til sin meget kristne mor, der anser hans homoseksualitet som en synd. En intolerance, der graver en kløft i deres ellers utroligt tætte forhold.
Serien er en kampplads, hvor Carmichael prøver at italesætte modsatrettede følelser, som ofte direkte bliver modarbejdet af seriens format. For modsat Carmichaels tidligere dokumentarer ‘Sermont on Mont’ og ‘Home Videos’, som er mere flue på væggen-dokumentarisme, hvor kameraet ikke føles så invasivt, er ‘Jerrod Carmichael Reality Show’ ligesom ‘Rothanial’ skudt med filmiske og lange sikre statiske kompositioner.
Denne æstetiske kvalitet er tilforladelig i stand up-showet, men i serien kompromitterer den også intimiteten og sandfærdigheden i de medvirkendes umiddelbare reaktioner. Det er svært at få adgang til hjertets inderste kamre, hvor hemmelighederne om jalousi og utroskab bor, med et kæmpe filmkamera på slæb, to centimeter fra ansigtet.
Det kræver i hvert fald en forhandling, hvor man opvejer samtalens vigtighed op imod den uundgåelige selviscenesættelse. Men det er faktisk en præmis, som serien lykkes med at overkomme, når den folder Carmichaels forhold til sine forældre ud. Særligt farens utroskab og det 35 år lange dobbeltliv, der udspiller sig som en selvopfyldende profeti gennem Carmichaels eget kærlighedsliv.
Det giver serien en stærk eksistensberettigelse.
En af konsekvenserne af faren Joes fravær og utroskab er moren Cynthias stærke religion og tætte forhold til Carmichael. Hun søger trøst og omsorg i begge som værn mod farens bedrag. Hvilket forstærker hendes indre konflikt, da Carmichael springer ud som homoseksuel. De to søjler af tryghed, hun har søgt tilflugt i, rystes. Med stort moralsk tovtrækkeri til følge.
Særligt én udveksling mellem mor og søn indfanger deres betingede kærlighed. Cynthia er på besøg hos Carmichael i New York, og de to sidder et stille øjeblik i sofaen i hans lejlighed. Carmichael fortæller om sin bevidste fragmentering af sig selv som ung, og om hvordan han konstant fortalte løgne til sig selv og omverdenen for ikke at virke som en homoseksuel mand.
Hvortil moderen forklarer, at hun er glad for, at hans hemmelighed er ude og afsløret, så han ikke skal bære den byrde. Men hun ville dog foretrække, at han var sammen med en kvinde.
Hvordan skulle han bære sig ad med det, spørger Carmichael. Gennem bøn, svarer Cynthia, hvorefter Carmichael spørger, hvordan sådan en bøn ville lyde. Cynthia spørger lidt pludseligt og henkastet, om hun må bede for Carmichael, hvilket han lettere tøvende indvilger i.
Hun beder til, at Gud velsigner Carmichael og hjælper ham med at finde styrken til ikke at have lyst til at være sammen med en mand. Sagt med en lykkelig lethed og selvfølgelighed hos moren, der virker fuldstændigt udslettende for Carmichael og fylder ham med øjeblikkelig fortrydelse over at være gået med til seancen.
Det er en udveksling, der udstiller, hvordan sort seksualitet er en ideologisk kampplads, hvor end ikke Carmichaels rigdom eller berømmelse kan værne om de undertrykkende dogmer, der dikterer den sorte maskulinitet.
Et sjældent særsyn, som føles som en gave, man ikke har gjort sig fortjent til.
Kort sagt:
Når de tunge iscenesættelser ikke kommer i vejen, er ‘Jerrod Carmichael Reality Show’ et banebrydende og seværdigt opgør med forældede projektioner af sort maskulinitet og kærlighed.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.