’Babygirl’: Erotisk thriller med på alle måder klimaksende Nicole Kidman rammer det kunstneriske g-punkt
Du skal altså ikke være sådan synderligt orgasmeforskrækket, hvis du vil se og nyde Halina Reijns storhyldede film ’Babygirl’.
For ikke bare er det erotiske drama spækket med dem (både de grawlende, de savlende og de falske), men man begynder undervejs ligeledes at overveje sit eget forkvaklede for såvel forløste forhold til the big o.
Man spørger blandt andet sig selv: Hvad er jeg egentlig villig til at gøre/ofre for at opnå en?
Hvor jeg fortsat er en smule usikker på eget svar og mulige dristighed, er udmeldingen straks klarere for den stoiske Romy (Nicole Kidman). Hun vil ofre tæt på alt.
For glædeligt sætter hun både sin lederstilling i en højprofilleret robotvirksomhed og sit upperclass newyorker-liv på spil, når hun overgiver sig til en sadomasochistisk affære med den unge praktikant, Samuel (Harris Dickinson).
Selv topchefer kan nemlig have fantasier om seksuel underkastelse, og i Reijns kødelige fortælling om begær og (orgasmisk) katarsis fungerer ydmygelse og frygt for en MeToo-fyring som en kinky læderpisk og som det ultimative turn-on.
Og hele denne satiriske molevit føles vidunderligt forførende, fristende og frisk.
Det modsatte kunne ellers snildt have været tilfældet. For historier om succesfulde modne kvinder, der indleder relationer til yngre mænd, har de seneste år været en populærkulturel fetich, hvorfor ’Babygirl’s præmis virker semi-uoriginal.
Men med forbilledligt vovemod og psykologisk tæft er det sanselige drama et ganske enestående pragtstykke og et imponerende grænseundersøgende kontrastland. Her placeres det maskinelle over for det organiske. Den hårde urbane kultur over for den bløde natur. CEO’en over for/under firmaets newbie, der udover kaffer serverer lummer mælk og enstavelsesordrer a la »sit« og »stay«.
Magtforhandlingerne er evigt nærværende i disse sammensmeltende modsætningsforhold, og som en skæv, men visuelt skarp ’Lolita’-opsætning anno 2025 følger fortællingen frydefuldt umyndiggørelsen (og ophøjelsen) af den knæfaldne bosslady.
Det tenderer det provokerende, at reelle arbejdspladsproblemer som sexchikane og positionsudnyttelse bliver en del af en pirrende leg. Men ’Babygirl’s styrke er netop, at den bevæger sig ud på farligt og politisk ukorrekt territorium.
Endnu en styrke er, at den erotiske thriller – ulig forgængere og 90’er-hits som ’9½ uge’ og ’Eyes Wide Shut’ – er skabt af en kvinde og set gennem kvindens libidospejlende øjne. Således kan den hollandske instruktør, der slog internationalt igennem med tongue in cheek-gyseren ’Bodies Bodies Bodies’, gå i rette med forestillingen om, at graden af (eller formen på) seksualdriften skulle være kønsbestemt.
På lurvede hotelværelser møbleret med kunststoffer og skam opnår hovedkarakteren væskende og forlystende rystesyge, og med østrogenpendanten til blue balls sniger hun sig fra den forlorne ægteseng ind i sit overdådige walk-in-closet, hvor hun onanerer foran computerskærmen. Og altså ikke til økologiske bageopskrifter eller softcore-videoer tilsat fjer og altsaxofoner, sådan som den feminine lyst tidligere er blevet skildret.
Nej, derimod til hård dominansporno, hvilket – udover appelsinhud og alt muligt andet temmelig naturligt – synes at være kvindens forbudte og møgbeskidte frugt.
At selv forfinede damer kan besidde en såkaldt dyster seksualitet, er for nogle en gammel erkendelse, for andre en helt ny (og muligvis pinefuld) åbenbaring. Ja, faktisk får Romys midaldrende og ualmindeligt søde teaterinstruktørmand, Jacob (skønt gestaltet af den førsteelskende Antonio Banderas) et decideret hjerteanfald, da han på et tidspunkt indvies i denne lille ’hemmelighed’.
Sammen med en finurlig dialog og skuespillernes eminente timing gør ovenstående og lignende situationer det ellers alvorstunge overklassedrama svært underholdende, og med denne fremragende forståelse for balance rammer Halina Reijn gentagende gange et kunstnerisk G-punkt – selv når hun sommetider nærmer sig det overtydelige.
Her tælles blandt andet en instant ikonisk scene, hvor Dickinson vrider sig til George Michaels uovertrufne ’Father Figure’ (#JawDrop!), og når et stinkdyrs tragiske død i en klorbefængte pool billedliggør Romys forsøg på at drukne indre dyriske sider i eget kemiske bassin: den fillerspumpede krop.
For ja, Nicole Kidmans personlige brug af skønhedsgivende og ’opgraderende’ materialer er en uomgængelig faktor i hendes nyere arbejde. Men med kløgt og finesse integrerer Reijn dette ved at sætte hovedkarakteren i en plastikkirurgstol og indsprøjte hende med botox og selvkontrol.
Uagtet at den tidligere Oscar-vinders ansigt rigtigt nok har noget umiddelbart glat over sig – hvilket flere gange adresseres i filmen når Romy sammenlignes med alt fra en slatten fisk til de robotter, hun skaber og promoverer – er det utroligt udtryksfuldt. Hun mestrer det rørende, det skræmmende, det hjerteknusende sårbare, og bevæbnet gennemborende intensitet og uforfængelighed markerer vidunderspilleren sig nok engang som en overlegen portrætmaler af kvindesindet.
Med andre ord: I ’Babygirl’ klimakser Kidman på alle måder.
Hun har en glimrende (som i en glimrende) kollega i ’Triangle of Sadness’-stjernen Dickinson, der gør sin Samuel uforskammet på den liderlige facon. Med en lille dum rygsæk og en lidt for stor jakke minder han om Fedtmules rødblonde fætter, men med en dødcharmerende kækhed og et kronisk bid i underlæben er det alligevel nærmest umuligt ikke at lade sig betage.
Velartikuleret taler han om consent og safe words, alt imens han med vaskeægte psyko-vibes bryder enhver social konvention og forskrevet regel. Det er underligt – og sommetider foruroligende – lækkert.
Eller måske er det egentlig ikke så underligt.
Lærer ’Babygirl’ os noget, er det da netop, at utæmmelig og forbandet tiltrækkende vildskab altid vil forsøge at tage sin plads i vores kontrollerede og polerede verden – i særdeleshed på vores nystrøgne silkelagner.
Sådan ét ofrer jeg da i al fald gerne.
Kort sagt:
Nicole Kidmans uforfængelige skuespiltalent klimakser i Halina Reijns sexede og vovede pragtstykke, ’Babygirl’.