Det er uden tvivl årets mest hypede filmtrekant.
Allerede da den første lille forsmag på Luca Guadagninos ‘Challengers’ landede, gik Zendaya, Josh O’Connor og Mike Faists sandwichsnav viralt til tonerne af Rihannas rowdy ‘S&M’ i traileren.
Men hvis man går i biografen med forventning om, at filmens møde mellem tre unge tennisstjerner på en motelseng udvikler sig til fuldbyrdet action, risikerer man at føle sig som offer for årets mest gennemførte filmiske blue ball-manøvre.
For de kysser bare. Og så snart Zendayas tennisgeni Tashi Duncan har fuldført sin virkelige mission – at få drengedoublen til at kampsnave hinanden – smutter hun igen, uden at hendes korte sorte sportsshorts og lyserøde juicy-sweatshirt rykker sig en tomme (et killer 2006-sportsstævne-outfit).
Alligevel er der ikke noget bare over det. Det er den første, men langt fra den sidste af filmens adskillige intenst sexede scener. Som muligvis ikke er sexscener, men heller ikke ikke er det.
I traditionel forstand er der ingen sexscener. De eneste blottede kønsdele sidder på nogle birolleskuespillere, der mobber hinanden i et omklædningsrum. Det tætteste filmen kommer på blowjobs er scener med kæk churros-spisning og en fandenivoldsk bananfortæring. De store knald foregår på tennisbanen med bolde og ketsjere.
Alligevel har The New Yorker erklæret ‘Challengers’ for »næsten absurd sexet«. Indiewire beskriver dens bedrift som en form for filmisk edging. I USA betyder R-ratingen, at man skal være over 18, med mindre man vil have en voksen med i biografen (i Danmark behøver ingen over 11 år at skulle trækkes med den akavede oplevelse, det uden tvivl vil være at se den med en værge).
Ironisk nok lander ‘Challengers’ med alle sine ikke-samlejer i en tid, hvor lige netop sexscenen længe har været under debat og pres. Og helt uden at tage sit tøj af indgyder filmen håb om, at Hollywood ingenlunde er på vej i cølibat.
Sexscenen i fare
I de seneste år har der været meget snak om, at sexscenen var i krise.
Det er der først og fremmest politiske grunde til. I forbindelse med MeToo kom der større fokus på grænserne og forholdene omkring sexscenen, hvor især Emilia Clarkes udlægninger har gjort ‘Game of Thrones’ til et kendt eksempel på, hvad man ikke skal gøre, hvis man vil skabe gode forhold for sine skuespillere. Det er samtidig blevet et vilkår, at intimscener bliver delt i Reddit-tråde og på Pornhub, hvilket også skaber en anden påpasselighed.
Sidste år meldte Pen Badgley ud, at han bad om at få nedtrappet sit antal af sexscener i fjerde sæson af Netflix-serien ‘You’, hvor han spiller en stalkende seriemorder. Både fordi han aldrig har brudt sig om dem, med alderen er blevet mere ukomfortabel med alderforskellene mellem ham selv og de involverede medspillere, og også for at respektere sit ægteskab.
I efteråret trak det massevis af overskrifter, da rapporten Teens & Screens offentliggjorde, at mange af unge seere foretrak platoniske relationer på skærmen og sjældent fandt intimscener nødvendige for plottet.
I den sammenhæng hjalp det på ingen måder forsvaret for sexscenen som koncept, at historien ramte i kølvandet på HBO-fadæsen ‘The Idol’, hvor The Weeknd egenhændigt var i gang med at dirtytalke den til døde. Florence Pughs ‘Oppenheimer’-sexscene, hvor hun og Cillian Murphy stønner i takt til en hellig tekst, var heller ikke en fantastisk brandtale (slet ikke de steder hvor den blev censureret på kikset vis).
Omvendt har nyere eksempler også vist, hvor stort bagslag det kan give at oversælge en films fuckability.
De fleste husker nok mest Olivia Wildes ’Don’t Worry Darling’ for det dramatiske pressecirkus op til premieren, men som film var det især de uindfriede forventninger om et højerotisk drama fyldt med hede scener mellem Harry Styles og Florence Pugh, der skuffede mange seere (i realiteten blev det ikke til meget mere end antydningen af et cunni-kindkys i forbifarten).
Men når jeg ser (og mærker) ‘Challengers’, ånder jeg lettet op over filmkunstens fremtidige liderlighed.
Kritikken fra ‘Call Me by Your Name’
Det er svært at komme udenom, at ‘Challengers’ afhænger af en vis erotisk effektivitet. Og ligesom den positive kritik er uløseligt forbundet med prædikater om, at filmen er sexet, er den negative kritik det også.
Blandt de kritiske røster finder man Vulture, der kalder det »en næsten sexet film« og går til angreb på netop tamheden af den centrale snavescene, som anmelderen mener »leger med en kompliceret sensualitet, som historien desperat griber ud efter, men aldrig får fat i«.
Det er ikke første gang, at Luca Guadagnino er i vælten for sine sexscener (eller manglen på samme).
Selvom de fleste var enige om, at ‘Call Me By Your Name’ var et mesterværk, var et af de få store kritikpunkter, at instruktøren ikke viste eksplicit homosex som del af de unge mænds forelskelse, men i stedet panorerede væk.
I den mere horrororienterede afdeling har italieren udvist større bramfrihed i at vise afbidte lemmer og blodige eskapader end egentlig sex. I ‘Bones and All’ blev kødets lyst taget meget bogstaveligt. Her var den ultimative kærlighedserklæring at spise et menneske med med hud og hår.
Til gengæld bød filmen på en af de mest sanselige overgrebsscener, jeg har set, da den ældre kannibal Sully overrasker Taylor Russells Maren i forsøg på at indtage hende – et mordforsøg med munden, der bliver fortalt som en voldtægt.
Vultures anmelder skriver også, at succesen af et filmkys i sidste ende »beror på svaret på et enkelt spørgsmål: Er det her den slags kys, du ønsker at få?«. Og her kunne jeg næppe være mere uenig.
Det ulækre begær
I min optik er Luca Guadagninos store force, at han formår at give følelserne, det pirrende, det liderlige en fortælling, som man bliver revet med af, selvom man ikke 1:1 drømmer om at være med (det kunne for eksempel være, når Timothée Chalamet stikker pikken i en stenfrugt).
Det er i sanseligheden, italieneren vinder, hvor andre med langt mere grafiske udskejelser kommer til kort. Samtidig er det fascinerende ved Guadagnino hans unikke blik for at fiske smukt begær ud fra ulækkerheden.
Det er derfor, ‘Challengers’ – hans storslåede film om verdens mest klichépræget sexede sportsgren – foregår i så lav en liga, at spillerne klæder om i det samme rum og skal dele en lillebitte sauna. De mest erotiske scener udspiller sig henholdsvis på et halvklamt motelværelse og en enmandsseng på et kollegieværelse.
Sidstnævnte byder på et fænomenalt grinding-opgør mellem Josh O’Connor, Zendaya og deres allerede ret så ikoniske fælles »I Told Ya«-t-shirt, hvor der bliver gjort et »IMAX-værdigt spektakel ud af hendes røv«, som Indiewires anmelder formulerede det.
Lige så mange gange det subtilt sexede kigger frem, som brystvorter under cashmeretrøjer, er der også glinsende blege overkroppe i solen. Da vi første gang møder O’Connors Patrick Zweig, bliver han betragtet af to mænd, der ikke helt kan blive enige, om de synes han er lækker eller lugter. Inden det banker på døren til trevejskysset, sidder Faists Art Donaldson og klipper negle. Som forspil snakker de alle tre om, hvordan de to drenge onanerede sammen som 12-årige til en pige, der senere fik en knæskade.
Filmens altafgørende knald foregår vitterligt i en ramponeret bil på en parkeringsplads, efter den ene part har spyttet den anden i hovedet.
Kys ikke krig
Når jeg ser mig omkring i filmlandskabet lige nu, er ‘Challengers’ blot ét klimaks blandt flere, der måske ikke genopliver sexscenen på en banal ind-ud-facon, men med ånden af 80’erne og 90’ernes erotiske thrillere igen lader lysten styre værket.
Og her er det ikke nødvendigvis det heteroseksuelle mandlige blik, der regerer. Ellers ville det næppe have været én kvinde-to-mænd-konstallationen, man var gået med, men noget nærmere en ‘Vicky Christina Barcelona’-variant. Og fra ‘Twilight’ til ‘Y Tu Mamá También’ er to mænd, én kvinde og en masse mellemgående frustrationer den bedste måde at blive et bredtfavnende seksuelt vækkelsesfænomen.
I europæisk sammenhæng bød Ira Sachs franske ‘Passages’ ligeledes på et trekantsdrama, hvor et homoseksuelt parforhold mellem to mænd får en kvinde med om bord. I tyske Christian Petzolds ‘Rød himmel’ er det at dele seng på kryds og tværs en progressiv statusmarkør på linje med klimabevidsthed.
Hvorvidt de væskende udskejelser, Emerald Fennell udsatte Barry Keoghan for i ‘Saltburn’, var hotte eller ej, er op til debat, men at de var drevet af hamrende liderlighed var ikke til at komme udenom. Hele filmens modtagelse blev sit eget sexfikserede spektakel.
I slipstrømmen på ‘Challengers’ kan man snart se Kristen Stewart i den erotiske bodybuilder-hævnromance ‘Love Lies Bleeding’, hvor lysten pumper rundt i blodet på to kvinder sammen med skud af stereroider.
Det er befriende, at ‘Challengers’ ser på sex og sport uden at gøre nogen af delene til politik. Filmlandskabet kan kun blive smukkere, hvis flere følger Luca Guadagninos tiltro til lystens underholdning, som han delte med Variety:
»Det er smukt at kysse folk! Det er, hvad jeg vil sige. Kys, folkens! Lad være med at skabe krig«.
‘Challengers’ kan ses i biografen.