’Passages’: Fintmærkende kærlighedsfilm emmer af levet liv
Det er noget af det mest almindelige, man kan se på film: En smuk mand og en smuk kvinde, der kysser hinanden lidenskabeligt. Alligevel er synet i ’Passages’ en smule overraskende, når det sker mellem Tomas (Franz Rogowski fra ’Undine’ og ’Transit’) og Agathe (Adèle Exarchopoulos fra ’Adeles liv’).
Tomas er feteret filminstruktør og gift med Martin (Ben Whishaw). Han bærer flamboyante sweatere og blomstrede crop tops. Men til en fest efter optagelserne til en film opstår der seksuel kemi mellem Tomas og Agathe. Sidstnævnte har været en form for stage hand på filmsettet, men har ellers en mindre glamourøs tilværelse som skolelærer.
Instruktør Ira Sachs bragte uforglemmeligt seniorerne Alfred Molina og John Lithgow sammen i ’Love Is Strange,’ en vidunderlig indie-film om to ældre mænds ægteskab i New York City. ’Passages’ er en parisisk ballade om to yngre mænd og om en endnu yngre kvinde, der helt uventet kommer på tværs, men det er stadig mændenes forhold, der interesserer instruktøren mest.
Tomas er ikke en two-timer, der går stille med dørene. Efter første erotiske nat med Agathe, meddeler han om sin eskapade, og først anser Martin det ikke som katastrofalt. Det bliver mere end antydet, at der har været sidespring før. Men den seksuelle tiltrækning mellem instruktøren og skolelæreren er vedvarende og ved at fæstne sig som en regulær forelskelse, der rækker ud over rammerne for et seksuelt åbent forhold.
At være hjemme hos Tomas og Martin er på sin egen afdæmpede facon grænseoverskridende. Selvom lejligheden ligner en million med sit på én gang rå og kultiverede storby-look, er der også en fornemmelse af at være intimt til stede og være trådt ind hos et rigtigt par. Den pariser-chikke lejlighed virker levet til af skuespillerne, så man næsten føler sig som en voyeur, når man kigger med.
Tomas forvandler sig ikke til en heteroseksuel type i udvasket hættetrøje og omvendt kasket, fordi han forelsker sig i Agathe. Han er stadig samme flamboyante, selvoptagede kunstner og homoseksuelle arketype, Så hvordan passer det sammen med, at man pludselig venter barn med en yngre kvinde? Efterhånden risikerer Tomas på flere planer at blive en slags hjemløs, der cykler rundt i Paris på en fjerlet Peugeot-cykel.
Det lyder måske som Hella Joofs ’En kort en lang’ med (langt) færre elementer af folkekomedie. Det er ikke helt ved siden af, men jeg blev også mindet om en anden velgørende svær kærlighedsfilm: Sarah Polleys ’Take This Waltz’ fra 2011. En anden dybfølt film om et menneske, der vil kærligheden frem for noget andet, men heller aldrig rigtigt kommer på plads derinde.
omas er arrig ved filmens begyndelse på filmsettet. Han kan ikke få en skuespiller til at gå ordentligt ned af en trappe på en måde, så det blot bliver en passage og ikke et højdramatisk moment. Men ironien er, at Tomas heller ikke selv kan mønstre en overgang eller en passage i sit eget liv og til sidst ender i en slags eksistentiel spagat.
Til gengæld holder ’Passages’ sig også fra det højdramatiske. Den fik mig til at gabe kultiveret nogle gange undervejs, men formår alligevel i en lang række scener at afsøge og iagttage et kompliceret menneske med et laserskarpt blik.
Soundtrack, garderoberne og lejlighedernes indretning er så intenst smagfuld, at jeg følte mig som Klodshans siddende i sine store larmende træsko med en død krage i skødet, mens jeg så filmen. Men filmens udsøgte smag er heldigvis matchet af en vis menneskekundskab:
Det er en delikat skåret skive af noget, der ligner levet liv.
Kort sagt:
’Passages’ er en stilfærdig og fintmærkende kærlighedsfilm, et overbevisende portræt af et menneske, der ikke kan finde den rette overgang mellem to forskellige forhold og derfor ender i en slags spagat.