Han hverken ligner eller lyder som den fødte filmstjerne. Han har et ar på læben efter en ganespalte-operation som barn, og han læsper, når han taler.
Det ligger lige for at sammenligne Franz Rogowski med Oscar-vinderen Joaquin Phoenix. Ikke kun på grund af deres udseendemæssige ligheder, men også på grund af intensiteten i deres spil. Så let som ingenting formår de at veksle mellem umådelig skrøbelighed, så man sidder grådkvalt tilbage, og brutal vildskab og uforudsigelighed.
Lige siden jeg i 2018 så Rogowski i Christian Petzolds fænomenale ’Transit’, har jeg tænkt, at vi havde at gøre med den næste store europæiske eksportvare. Da han året efter var aktuel med en lille rolle i Terrence Malicks ’A Hidden Life’, der gjorde et stort indtryk, selvom Rogowski kun var med i et par scener, tænkte jeg, at det internationale gennembrud måtte være undervejs.
Men her snart fire år senere er det stadig de færreste, der kender Rogowskis navn. Jeg har selv forsøgt at udbrede kendskabet til ham (og score billige point på min cinefili-konto), når jeg har udbredt mig om, at min yndlingsskuespiller skam ikke er Leonardo DiCaprio eller Isabelle Huppert, men en tysker ingen nogensinde har hørt om.
Jeg må dog konstatere, at min kampagne for den lille skare af uimponerede tilhørere, der ikke har kunnet undslippe min talestrøm, endnu ikke har givet pote. Det satte heller ikke himmel og jord i bevægelse, da New York Times under overskriften »et usandsynligt sexsymbol med kurs mod et gennembrud« i 2018 tegnede et portræt af den i dag 37-årige skuespiller.
Men nu er det altså alligevel på tide, at alle får øjnene op for Franz Rogowski.
Hypetog i fuld fart
Det er ikke noget dumt tidspunkt at stige om bord på hype-toget. Franz Rogowski er aktuel i Ira Sachs indiefilm ’Passages’, der endelig er blevet tilgængelig på streaming herhjemme. Det er hans mest markante engelsksprogede rolle til dato.
I filmen spiller han den hvileløse arthouseinstruktør Tomas, der lever sammen med sin mangeårige kæreste Martin (Ben Whishaw), men ud af det blå beslutter sig for at indlede et forhold til folkeskolelæreren Agathe (Adèle Exarchopoulos).
Det er en altdominerende hovedrolle af den slags, skuespillere kun kan drømme om, og det siger en del, at Rogowski i selskab med to af Europas bedste skuespillere, Whishaw og Exarchopoulos, alligevel skiller sig ud.
Rogowski legemliggør karakterens eksistentielle vildrede med samme energi som en hvirvelvind. Tomas er altid i bevægelse. Han vil gerne kontrollere alt – stærkt anslået i filmens anslag, hvor han pludselig bryder ud i lys lue og råber detaljerede instruktioner om, hvordan skuespillere skal gå ned ad trapper og holde glas. Men lige så detaljefikseret han er i sit arbejde, lige så lidt aner han, hvad han vil i sit privatliv.
Et stærkt visuelt motiv i filmen viser, hvordan Tomas bogstavelig talt erobrer plads i billedrammen fra sine nærmeste. Udvisker dem eller skubber dem helt ud af billedet, fordi hans eget ego fylder så meget, at der ikke er plads til nogen omkring ham i den destruktive, nedadgående spiral, han er fanget i.
Man kan godt kalde det Rogowskis bedste rolle hidtil. Jeg sværger dog stadig til hans samarbejde med mesterinstruktøren Christian Petzold, der indtil videre tæller filmene ’Transit’ og ’Undine’.
I ’Transit’ spiller han en politisk flygtning, der forsøger at få udrejse i Marseille, men bliver fanget af bureaukratiet og opslugt af en evig ventetid. Fastfrosset i transit.
Det er en Anden Verdenskrigsfilm sat i nutiden, i sig selv en pirrende præmis, der kun løftes yderligere af Rogowskis inderlige præstation. Sjældent har jeg set så mange følelser gennem så simpel gestikulation, hvilket afdramatiserer flygtningehistorien på fornem vis.
Samtidig er det en film om at spille roller, om at forsøge at passe ind i mængden, hvilket skaber en række fængslende scener, hvor Rogowskis spændvidde får lov at vise sig.
Smidt ud af klovneskole
Under hans opvækst i Sydtyskland tænkte Rogowski aldrig, at han skulle være skuespiller. Han blev mobbet for sin læspen, og han klarede sig dårligt i skolen, hvor han havde svært ved at koncentrere sig. Han begyndte – til sin mors store modvilje – at ryge hash som ung, og som 16-årig flyttede han hjemmefra.
Det var en samtale med en socialrådgiver, der gjorde, at han fik øjnene op for skuespillet. Han tilbragte kort tid på en skuespilskole i Stuttgart, før han søgte ind på en klovneskole, hvor han lærte alle tricks, der skal til for at blive gadegøgler. Efter et år blev han smidt ud af skolen, fordi hans mødepligt efter eget udsagn var dybt ustabil.
Da han senere flyttede til Berlin, tjente han til dagen og vejen som gademusikant. Ved siden af medvirkede han i filmskolestuderendes film, indtil hans første store filmrolle kom i form af den svimlende one take-film ’Victoria’ fra 2015.
I filmen spiller han den desperate og konstant foruroligende Boxer, der tvinges til at begå et kup en nat i Berlin for at tilbagebetale en gæld til en gangster, hvilket sætter gang i en hektisk og dødelig odyssé gennem natten.
Hans faretruende intensitet kunne ikke være mere forskellig fra hans introverte og fintfølende præstationer hos Petzold. To poler, han forener til perfektion i ’Passages’, der viser begge sider af hans spil.
Man mærker Rogowskis levede liv i alt, hvad han gør. Og selv efter filmgennembruddet i ’Victoria’ insisterede han på at gå sine egne veje. Han spillede med i eksperimentalteater i München, selvom pengene var så få, at han ikke havde råd til at betale for en lejlighed.
I stedet gik han på tysk fjernsyn med et budskab om, at han ledte efter et sted at bo. Den eneste, der svarede på kontaktannoncen, var en »utrolig flink« mand fra Kenya, fortalte han til New York Times.
Internationalt gennembrud i horisonten?
Indtil videre har jeg aldrig set ham give en dårlig præstation. Selv i den i bedste fald dybt middelmådige italienske fantasyfilm ’Freaks Out’ er han konstant seværdig som en tidsrejsende nazi-pianist med seks fingre. Lidt af en bedrift i en film, der er nøjagtig lige så absurd, som den lyder.
Alligevel er det, som om hans talenter hidtil har været forbeholdt Europa – også selvom han gør sig glimrende på engelsk. I Europa har han arbejdet sammen med store auteurs, der udover Petzold, Sachs og Malick også tæller selveste Michael Haneke – desværre på filmen ’Happy End’, som rangerer blandt mesterens svageste. Alligevel formår Rogowski at gøre sig bemærket med en mindeværdig karaokeversion af Sias ’Chandelier’.
Rogowski vandt Tysklands svar på Oscar-statuetten for sin præstation i perlen ’In the Aisles’ – en underspillet kærlighedshistorie sat i et supermarked, hvor Rogowskis karakter forelsker sig i en kvinde spillet af en anden af Europas bedste skuespillere, Sandra Hüller (’Toni Erdmann’, ’The Zone of Interest’, ’Anatomy of a Fall’).
Han opnåede karrierens hidtil største ære, da han blev nomineret til en European Film Awards i 2021 for sin kraftpræstation i den stærke ’Great Freedom’ om den sande historie om Hans, der gentagne gange bliver fængslet i efterkrigstidens Tyskland, hvor homoseksualitet er strafbart. I fængslet danner han over årene et bånd med sin cellekammerat, en dømt morder. En storrost, rørende film, der vandt et hav af priser efter sin premiere i Cannes.
Det er svært helt at indfange, hvad der er så magnetisk ved Rogowskis spil. I førnævnte New York Times-artikel har han selv givet et bud: »Jeg tror, at vi konstant bliver præsenteret for perfekte overflader. Så når noget bryder igennem overfladerne, bliver det på en eller anden måde interessant«, sagde han dengang om sit atypiske filmstjerneudseende.
Jeg køber forklaringen, og nu lader Hollywood endelig også til at have bidt på. Rogowskis kommende projekter tæller blandt Andrea Arnolds nye film ’Bird’, der også har Barry Keoghan på rollelisten, og David Michôds ’Wizards!’, hvor han spiller over for Pete Davidson.
Så stig med om bord på Franz Rogowski-toget. Jeg lover, at du ikke vil fortryde det.
’Passages’ kan ses på Blockbuster. ’Transit’, ’Undine’, ’Great Freedom’, ’A Hidden Life’ og ’Happy End’ kan alle fanges på Filmstriben. ’Victoria’ kan ses på Blockbuster.