’Victoria’

Klokken fire om natten trykkede den dansk-norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen på den røde knap. 138 minutter senere havde han skudt en spillefilm.

Beskrivelsen forklejner naturligvis hundredvis af timers forberedelse, og det er imponerende, at instruktør Sebastian Schipper fik filmen i kassen i kun tredje forsøg. Ingen har lyst til at se en over to timer lang teknisk øvelse. ’Victoria’ bliver kaldt en ’one-take-film’, men den fortjener opmærksomhed for mere end det ubrudte skuds tekniske virtuositet.

Vi ser første gang Victoria (Laia Costa) dansende på en klub. Da hun går udenfor, henvender en ung mand, Sonne (Frederick Lau), sig til hende. Hun forklarer på engelsk, at hun er spansk og ikke taler tysk. Resten af filmen foregår på den slags euro-engelsk, som tales i Europas storbyer, hvor udenlandske studerende, interrail-rejsende og unge med eventyrtrang og et caféjob mødes. Sproget gør noget særligt for filmens realisme. Menneskers andetsprog har de fejl og forglemmelser, man ikke kan manuskriptskrive sig til. Det skaber også sympati for Sonne, der kæmper for at udtrykke sig, og det skarptegner Victorias sårbarhed og isolation.

Hvorfor tager Victoria videre med Sonne og hans venner, som er fulde, højlydte, småkriminelle og frembrusende om end charmerende? Hun siger ja til at komme med op på et tag for at nyde udsigten. Det virker ikke som en god idé, men Sonne virker sød og fredelig, og det er han måske også. Jeg vil anbefale ikke at kende mere til handlingen. Ikke fordi det nødvendigvis er skadeligt for filmoplevelsen at vide mere, men fordi det her i særlig grad handler om at bekymre sig om, hvad der kunne ske. Jeg gjorde mig en del bekymringer på Victorias vegne.

Hun virker som en normal og fornuftig pige, men alligevel gør Victoria nogle ekstreme ting, som skal retfærdiggøres psykologisk, for at vi kan tro på hende som menneske. I en særdeles velspillet scene ved et klaver i en tom café ser vi Victorias smerte, der har givet den ellers søde pige et ordentlig stænk dødsforagt.

’Victoria’ løfter sig fra at være en gimmick til at blive et fuldbyrdet drama dér, hvor det ubrudte skud styrker historien og karaktererne. Den gav mig en fornemmelse i kroppen af at have været med på en vild aften i byen. Mere kan man ikke bede om.