Man siger, at seriemediet har presset filmkunsten ud i marginalerne af den fælles kulturelle samtale, og det har nok båret en sandhed med sig det meste af det nye årtusind.
Samtidig er det generelt set stadig i filmsfæren, at man finder de største unikke talenter, når det kommer til at fortælle i levende billeder. Det er her snarere end på tv, at de mest toneangivende stemmer, som evner at forene et distinkt æstetisk udtryk med slagkraftige fortællinger, fortrinsvist opererer.
Men hvem er egentlig de største instruktører lige nu? Dem, der anviser vejen nu og for fremtiden?
Det er selvfølgelig langt hen ad vejen en subjektiv vurdering. Er man mest til Yorgos Lanthimos eller Greta Gerwig? Christopher Nolan eller Iñarritu? Joachim eller Lars von Trier?
Med denne rangliste prøver jeg at nærme mig en lidt mere nøgtern rangering af øjeblikkets største instruktører ved at tage udgangspunkt i deres position i filmkulturen ud fra flere parametre:
Er de på toppen af deres game lige nu? Er de eftertragtede eller anerkendte (af festivaler, producenter, kritikere, publikum)? Laver de markante film – altså film, som sætter et aftryk ved enten at blive set af mange, vinde priser, sætte en dagsorden, blive hyldet af anmelderne, talt om eller inspirere andre filmskabere?
Det er selvfølgelig stadig en subjektiv øvelse, men betragt det lidt som en sportsklub, der skal købe spillere til deres hold – eller som en fantasy-manager, der skal sammensætte den bedst mulige trup. Her kigger man på statistikker og form iblandet mavefornemmelse, præferencer og generel viden om feltet.
Hvilke instruktører ville man købe til sit galactico-hold af ypperlige filmskabere lige nu? Hvem har størst værdi per november 2023?
Der vil være nogle, der mener, at Pedro Costa, Lav Diaz eller Lissandro Alonso er den største nulevende filminstruktør. Det er dog i en meget snæver cineastisk cirkel, og derfor har de – og mange andre udprægede kunstfilminstruktører – ikke klaret cuttet. En vis kommerciel og dagsordensættende populærkulturel magt vægter højt. Derfor er amerikansk film selvfølgelig også et epicenter for listen – ligesom i den virkelige verden.
Med listen forsøger jeg at male et øjebliksbillede. Det betyder, at Ridley Scott ikke bliver vurderet på, at han har lavet en række af historiens udødelige klassikere, men på hans nuværende form og status. Han er i øvrigt ikke med på listen. Det er europæiske auteurs som Lars von Trier og Michael Haneke heller ikke – de er uomtvisteligt to af de største filmskabere i historien, men lige nu er det usikkert, om de kommer til at lave flere film, ligesom deres seneste værker ikke helt har holdt tidligere tiders niveau. Derfor er de ude.
Omvendt kan det godt tælle op, at man som Martin Scorsese eller Quentin Tarantino har bygget en position op over mange år, når de så samtidig stadig arbejder på højeste niveau. Bagkataloget spiller her ind på deres nuværende gennemslagskraft.
Der er således også mindre etablerede navne, som har klemt sig ind på listen, fordi de lige nu er omgærdet af hype på grund af en eller to film, der med et brag har placeret dem på landkortet. Hvis deres næste film flopper, kan de være lige så hurtigt ude igen.
Selvom 50 pladser virker som en ordentlig omgang, har det gjort ondt at skære verdenskendte, sublime instruktører fra.
Jeg nævner i flæng Hirokazu Koreeda, Alex Garland, Matteo Garrone, Pedro Almódovar, Lee Chang-dong, Claire Denis, Steve McQueen, Richard Linklater, Jessica Hausner, Spike Lee, Pablo Larraín, Mike Flanagan, Jafar Panahi, Joanna Hogg, Todd Haynes, Kathryn Bigelow, Mike Mills, Nicole Holofcener, Paul Schrader, Paolo Sorrentino, Steven Soderbergh, Rian Johnson, Alice Rohrwacher, Mike White, Coen-brødrene (som nu arbejder hver for sig, hvilket har frarøvet dem en plads på listen) og Kelly Reichardt.
Nyere spændende navne som Lulu Wang, Boots Riley, Kristoffer Borgli, Ali Abbasi og Kelly Fremon Craig trængte sig også på.
Listen er domineret af hvide mænd. Det er filmvirkeligheden også – selvom mønstret er i opbrud, hvilket trods alt også afspejler sig i udvalget.
Enkelte navne kan måske ufortjent være røget i svinget trods en vis omhu med at komme ud i hjørnerne. Mind mig endelig om dem!
Det vil føre for vidt at argumentere for hvert enkelt fravalg, så jeg vil hellere argumentere for tilvalgene, der i sidste ende bare fremstod en tand mere uundgåelige i skismaet mellem aktuel kunstnerisk storform og kulturel gennemslagskraft.
Og hvad skal vi så bruge en sådan liste til? Hvad er pointen?
For mig handler det om at sætte spot på de distinkte filmskabere, der udvikler mediet i en tid, hvor det er under pres. Og dermed også om huske på, at filmen er mere end content, som skal fastholde streamingabonnenterne. Uden originale instruktører ville verden være et meget fattigere sted.
Om ikke andet er listen forhåbentligt en inspirerende (eller irritationsskabende) samtalestarter.
Lad os komme til sagen:
50. Emma Seligman
Emma Seligman slog igennem med et brag som blot 26-årig med den utroligt sjove ’Shiva Baby’ om en angstprovokerende dag i den unge jødiske collegestuderende Danielles liv. En knivskarp og klaustrofobisk coming of age-historie på blot 77 minutter, der øjeblikkeligt gjorde Seligman til talk of the town.
Hun fulgte op med ’Bottoms’ om to highschool-studerende, der drømmer om at miste deres mødom, før de går ud af skolen, hvorfor de … starter en fight club.
Filmen har vakt opsigt ved premieren i år, men fik dog en mere broget modtagelse, og i Danmark kommer den direkte på Prime Video. Den viste, at Seligman måske stadig skal have slebet nogle kanter af, men talentet er ikke til at tage fejl af, og potentialet er der til, at hun kan blive et af de største navne i sin generation.
49. Alexander Payne
Alexander Payne var i mange år én af de instruktører, hvis film spændte fra gode til rigtigt gode. ’Election’, ’About Schmidt’, ’Sideways’, ’The Descendants’ og ’Nebraska’ er en imponerende track record i den afdeling, som ellers er mest presset i amerikansk film i disse år: Mellembudgets-kvalitetsfilmen.
Siden kom der grus i maskineriet med den ujævne ’Downsizing’ og en Knausgård-filmatisering med Mads Mikkelsen, der faldt til jorden. Men med ’The Holdovers’ er Alexander Payne tilbage på øverste hylde. Filmen genforener instruktøren med ’Sideways’-partner Paul Giamatti, der spiller en mavesur historielærer på en kostskole, der tvinges til at holde skansen over ferien.
Filmen har fået stor ros efter festivalpremiererne og ligner endnu en bittersød crowdpleaser fra den intellektuelle amerikaner. Der er ikke mange instruktører som Alexander Payne i amerikansk film i disse år.
48. Mia Hansen-Løve
Franske Mia Hansen-Løve har langsomt, men sikkert opnået en position som en driftsikker stjerne på den europæiske artfilm-himmel.
Hansen-Løve er et interessant tilfælde, for hun har ikke som sådan skaleret sine film op i mainstream-appel eller budget, som mange andre i hendes kaliber ville gøre. Hun er blot blevet ved med at lave sine underspillede, psykologisk-naturalistiske, intelligente dramaer på et utroligt højt niveau.
Fra en tidlig film som ’Goodbye First Love’ i 2011 til hovedværket ’Dagen i morgen’ med Isabelle Huppert og den metalegende ’Bergmans ø’ har hun holdt fast i sin stil og sit temperament – og er blot blevet mere og mere anerkendt for det som household-name på verdens fineste filmfestivaler og dybt anerkendt auteur i cineastiske kredse.
Det er et særsyn i tidens filmklima. Forhåbentligt får Mia Hansen-Løve lov til bare at blive ved med at gøre, hvad hun gør så godt.
47. Noah Baumbach
Noah Baumbach frister lige nu en tilværelse i skyggen af sin, ja, bedre halvdel. There, I said it.
Det siger nok allermest om Greta Gerwig, for Baumbach opererede i slut-10’erne på toppen af sit game med ’The Meyerowitz Stories’ og ’Marriage Story’ fra henholdsvis 2017 og 2019.
Men ud over den credit, han skal have for at have medforfattet manuskriptet til ’Barbie’ (der var hun igen), blev hans seneste solofilm ikke den succes, mange havde håbet på.
Med ’White Noise’ fortolkede han en Don DeLillo-roman, der blev betragtet som ufilmatiserbar, og det viste den sig også lidt at være. Første del var spækket med Baumbachs karakteristiske kvik-intelligente replikker og sylespidse humor, men efterhånden kørte den for lange film ud ad en tangent, og den efterlod sig ikke rigtigt nogen spor, da den ramte Netflix i december sidste år.
Men mon ikke manden bag ’The Squid and the Whale’ og ’Frances Ha’ bouncer stærkt tilbage, måske med Greta Gerwigs hjælp.
46. David Fincher
Manden bag ‘Seven’, ‘Fight Club’ og ’Zodiac’ på en sekundaplacering – har jeg spist koldt bly? Før filmglade børn af 90’erne får kaffen galt i halsen, må jeg minde om et nøgleord i denne rangering: Dagsform.
Ud fra det kriterie har Fincher set bedre dage. Familieprojektet ’Mank’ var en søvndyssende, introvert affære mest interessant for filmskaberen selv, og mens hans aktuelle lejemorderfilm ’The Killer’ bringer ham tilbage på thrillersporet, hvor han er bedst, afgiver den stadig en fornemmelse af en instruktør, der har sine bedste dage bag sig.
Har perfektionisten Fincher egentlig lavet en film, der er lige så god, som David Finchers ry stiller forventninger om, siden ’The Social Network’ i 2012?
Nu skal jeg heller ikke være for hård ved ham. ’Mindhunter’ og ’House of Cards’ var på hver deres måde store tv-begivenheder, og få mestrer det kliniske, suspensefulde filmsprog som den tidligere musikvideoinstruktør. Jeg håber bare, Fincher igen finder tilbage til fordums niveau.
45. Alejandro González Iñárritu
I lighed med de to andre af de berømte tres amigos, Guillermo Del Toro og Alfonso Cuarón, havde Alejandro González Iñárritu utvivlsomt ligget meget højere på listen for 10-15 år siden.
Selvom mexicaneren også altid har haft kritikere, manifesterede han sig med ’Babel’, ’Biutiful’, ’Birdman’ og ’The Revenant’ som en af klodens mest visionære instruktører: en filmskaber, der mirakuløst appellerede bredt ved at tage den ene filmiske chance efter end den anden.
Men ’The Revenant’ er efterhånden ni år gammel. Og hans seneste, ‘Bardo’, faldt tungt til jorden. Han klippede selv 22 minutter af filmen efter verdenspremieren på Venedig-festivalen sidste år, hvor den tre timer lange semi-selvbiografiske affære blev skoset for at være navlepillende og prætentiøs trods flotte sekvenser.
Filmen kom ud på Netflix, hvilket i sig selv var en fejl. Ingen talte om den efter premieren, og den blev ikke den awards-kandidat, som streamingtjenesten utvivlsomt havde håbet på efter at have kastet penge efter en instruktør, der indtil da aldrig havde skuffet.
Iñárritu kan sagtens slå tilbage, men nøgternt set er hans kunstneriske ’værdi’ på det laveste siden gennembruddet.
44. Ti West
Nogle ville nok pege på James Wan som tidens største horrorinstruktør, men ’Aquaman’-filmene og generelt store udsving i produktionen fælder ham på målstregen. Og i skismaet originalitet, gennemslagskraft, anseelse, zeitgeist og dagsform står Ti West i hvert fald stærkere.
Han har markeret sig med de forbundne ’X’ og ’Pearl’, hvor instruktørens blærede stilsans og evne til at bygge en både forfriskende anderledes og tydeligt genrebevidst gyserstemning op blomstrer i fuldt flor. Trilogien afsluttes med den kommende ’MaXXXine’ i det, der ligner et hovedværk i nyere horrorhistorie.
Ti West vil næppe mangle tilbud på den anden side af trilogien med sin kapacitet for at få utroligt meget ud af små budgetter, som han har opbygget over mange år som serieinstruktør. Mon ikke der venter West et stort mainstreamgennembrud i horisonten?
43. Celine Song
Hun har kun lavet en enkelt film og har derfor indlysende ikke samme vægt som andre instruktører på listen. Nu er det dog ikke en liste over tyngde, men over aktuel form, og her står Celine Song utroligt stærkt. Hendes debutfilm ’Past Lives’ fik nemlig premiere på Sundance- og Berlin-festivalerne i vinter til lutter lovord, og med en vanvittigt høj Metacritic-værdi på 94 går den ind i Oscar-kapløbet som en stærk outsider.
’Past Lives’ er et følelsesladet drama om to sydkoreanske barndomsvenner, der genforenes i New York efter årtiers adskillelse. Celine Song er selv canadisk-sydkoreansk og fortæller – i forlængelse af både ’Minari’ og ’Everything Everywhere All at Once’ – om den asiatiske immigrantoplevelse, som tidligere har været underbelyst på film.
Filmverdenen skriger efter stemmer med Songs perspektiv og kaliber, og ’Past Lives’ har banet vejen for en forhåbentligt stor kunstnerisk karriere.
42. Thomas Vinterberg
Der er selvfølgelig en vis fare for danskerblindhed, når man medtager en landsmand i et udvalg af de 50 mest fremtrædende instruktører i verden lige nu.
Men valget kan snildt forsvares. ’Druk’ vandt en Oscar for bedste internationale film, mens Vinterberg selv – endnu vægtigere – blev nomineret til bedste instruktør side om side med David Fincher, Emerald Fennell og Chloé Zhao, der også alle er at finde på listen her.
Hans agtelse begrænser sig derudover ikke kun til den ene film, for siden ’Festen’ – der stadig i dag nævnes som reference af store internationale kunstnere, som Jesse Armstrong i forbindelse med ’Succession’ – har danskeren befundet sig i auteursamfundets top. ’Jagten’ var hans internationale comeback, og han er household name i klodens mest eftertragtede festivalhovedkonkurrence i Cannes.
Indimellem alt dette har Thomas Vinterberg haft kunstneriske op- og nedture. Han har taget chancer og fejlet og spillet sikkert og fejlet, men nu er han karrieremæssigt landet på benene og står skarpere end nogensinde før. TV 2 må prise sig lykkelig for, at han har kastet sig over et dansk serieprojekt på netop dette tidspunkt i hans virke.
41. Emerald Fennell
Efter den forfriskende, kulørte, underholdende, zeitgeisty og femdobbelt Oscar-nominerede ‘Promising Young Woman’ var Emerald Fennell et af Hollywoods allerhotteste nye navne.
Nu er hun kommet lidt ned på jorden igen. Hendes opfølger ’Saltburn’ – en ’Talented Mr. Ripley’-agtig historie med Jacob Elordi og Barry Keoghan – har fået en temmelig blandet modtagelse ved efterårets nordamerikanske festivaler. Den kulørte, twistjagende stil kammer denne gang over, mener mange amerikanske kritikere.
Måske responderer publikum bedre på filmen, og Fennell er uden tvivl stadig et eftertragtet navn i Hollywood, men hendes forhandlingsudgangspunkt vil nok være sværere nu end efter gennembrudsfilmen med Carey Mulligan.
Det er sigende, at ’Saltburn’ herhjemme ikke ser ud at få biografpremiere overhovedet, men udkommer direkte på Prime Video.
40. Guillermo Del Toro
Det er umuligt ikke at elske Guillermo Del Toro. For hans visuelle iderigdom. For hans ubesmittede kærlighed til filmmediet. For hans hyppige, udelte begejstring over sine kollegers film. Og selvfølgelig for de mesterværker – ’Pans labyrint’ og ’The Devil’s Backbone’ – han selv har stået bag, og de mange seværdige film, der er kommet ud i deres kølvand.
Lige nu er Del Toro måske ikke i karrierens mest sprudlende periode. ’Nightmare Alley’ var ikke helt så jævn, som nogle gjorde den til, men heller ikke et kunstnerisk højdepunkt. Mexicanerens take på ’Pinocchio’ er allerede gået i glemmebogen. Selv ’The Shape of Water’ er falmet, ikke hjulpet af dens Oscar-pris, som har det med at sætte selv gode film i et ringere lys i nogle kredse.
59-årige Del Toro arbejder nu på en Frankenstein-modernisering og en Kazuo Ishiguro-filmatisering, og han kan meget vel få en ny kreativ vind. Han har trods alt en visuel hjerne som få andre.
39. Ava DuVernay
Ava DuVernay er en force of nature og et af de mest prægnante filmskaberbrands i disse år: Instruktør af både opsigtsvækkende spillefilm og dokumentarer og Hollywoods måske mest markante fortaler på raceområdet i direkte samspil med de historier, hun selv fortæller på skærmen og lærredet.
Hun slog igennem med nænsomme dramaer som ’I Will Follow’ og ’Middle of Nowhere’, men angreb siden racetematikken head on med den glimrende Martin Luther King-film ’Selma’, den øjenåbnende dokumentar ’13th’ og den skræmmende Netflix-serie ’When They See Us’.
Hendes første store studieproduktion, ’A Wrinkle in Time’, faldt igennem, og hun har udtrykt, at hun intet ønske har om at vende tilbage til den måde at lave film på. Godt både for hende og os. Der er brug for filmskabere med DuVernays kombinerede politiske indignation og æstetiske sensibilitet.
Hendes helt nye spillefilm, ’Origin’, handler om forfatteren Isabel Wilkinson, som hun når frem til de erkendelser, der blev til bestsellerbogen om race som et kastesystem, ’Caste: The Origin of Our Discontents’. Filmen delte vandene efter festivalpremiererne i efteråret, og den kan da også både læses som en meget medrivende kronik eller en meget didaktisk fiktionsfilm. Det skal blive spændende at følge dens liv, men jeg spår, at den vil ende som en parentes i DuVernays karriere.
Det vil dog næppe ændre på DuVernays nu solidt stadfæstede position på filmhimlen.
38. Damien Chazelle
Med ‘Whiplash’ og ‘La La Land’ voksede træerne vitterligt ind i himlen for vidunderbarnet Damien Chazelle. ’First Man’ sendte Ryan Gosling til Månen og Chazelle ned på jorden med filmens begrænsede publikumsappel. Og instruktørens mest ambitiøse film hidtil, den tre timer lange ’Babylon’ om Hollywoods guldalder, floppede med et brag tidligere i år, selvom den faktisk havde mange fine excessive kvaliteter.
Chazelle er en teknisk brillant instruktør, der indimellem kæmper med at puste autentisk sjæl i sine historier. Helt så frie tøjler som på ’Babylon’ får han nok ikke igen, men at han har potentialet til at skabe mange både populære, prisvindende og kvalitetstunge film igen i fremtiden, er der nok stadig ingen i Hollywood og omegn, der er i tvivl om.
37. Luca Guadagnino
Han var allerede kendt som en filmkunstner med særlig sans for det sanselige og sensuelle med filmene ’I Am Love’ og ’A Bigger Splash’, men det var den for længst ikoniske ’Call Me By Your Name’, der gjorde Luca Guadagnino til en af de instruktørsuperstjerner, som alle skuespillere med respekt for sig selv og deres metier ville give deres højre arm for at arbejde med.
Timothée Chalamet spiste i hvert fald flere legemsdele i Guadagninos kannibalfilm ‘Bones and All’, der var ubehageligt selskab og ligesom horrorremaket ’Suspiria’ vidnede om, at Guadagnino ikke bare havde tænkt sig at sælge ud til mainstream efter Chalamet/Hammer-succesen. Den blodige ungdomsfilm kunne godt gå hen og blive en kultklassiker på sigt.
På den måde er Guadagnino både uregerlig og uforudsigelig. Hans fremragende HBO-serie ’We Are Who We Are’ var også et sats meget langt fra tidens typiske seriefortællinger.
I dag har italieneren en slags status, som hvis Lars von Trier infiltrerede Hollywood og nu lavede en tennisfilm med Zendaya. Hvilket er overskriften på Guadagninos kommende ’Challengers’.
Der løber rygter om, at filmen er en stinker, men lad os nu se. Aktuelt er Guadagnino en af tidens mest uforudsigelige filmskabere fra højeste hylde. Endnu har han aldrig rigtigt skuffet.
36. Todd Phillips
Man kan mene alt muligt om incel-portræt-forklædt-som-superantiheltefilmen ’Joker’. Men at tage et stykke D.C-materiale og forvandle det til et Scorsese-inspireret drama om en psykisk forstyrret mand, som vinder hovedprisen på en af verdens førende filmfestivaler (Venedig) og siden henter 11 Oscar-nomineringer og bliver en gigantisk box office-succes, det … skal man bare ikke underkende.
Når man tidligere mest var kendt for ’The Hangover’-filmene, føjer det kun til målløsheden over Todd Phillips’ bedrift.
Nu arbejder amerikaneren så på den svære toer med ’Joker: Folie á Deux’, der med Lady Gaga på rollelisten er intet mindre end en musical. Helt overbevist om hans evner som filmkunstner i verdensklasse er jeg måske stadig ikke. Men man må give Todd Phillips, at han har store nosser, m/k.
35. Andrew Haigh
Andrew Haigh har været på vej ud i periferien, efter han med ’Weekend’, ’45 Years’ og HBO-serien ’Looking’ i første halvdel af 10’erne ellers slog igennem som en af de mest spændende nye instruktører med et særligt blik for fortællinger om homoseksuelle.
Hestefilmen ’Lean on Pete’ og den historiske serie ‘The North Water’ var afstikkere fra kursen, men nu er han tilbage med en af årets mest anmelderhypede film ud af efterårets amerikanske festivaler. ’All of Us Strangers’ er en intim spøgelseshistorie om en manuskriptforfatter, der vender tilbage sit barndomshjem og til sin store overraskelse finder sine forældre, der ellers døde 30 år tidligere.
Andrew Scott og Paul Mescal skulle have elektrisk kemi som det homoseksuelle par i centrum, og filmen spås gode chancer i Oscar-opløbet.
En Metacritic-score på sjældne 92 procent taler sit tydelige sprog om, at Andrew Haigh er tilbage på øverste hylde.
34. Wes Anderson
Wes Anderson kan meget vel være den mest berømte kunstfilminstruktør på kloden. Hans deadpan-komik og hyperstiliserede tableauer ligner intet andet, og alle med bare det mindste kendskab til film vil med det samme kunne identificere hans signatur på et stillbillede alene.
På den måde indtager texaneren en helt særlig plads på filmscenen. Det vidner hans evne til at trække a-liste-skuespillere til roller med tre replikker og et halvt minuts screen time også om.
Når Wes ikke ligger længere oppe på listen, skyldes det, at han måske også synes at være kørt en anelse fast i sine ideer. ’The French Dispatch’ var et distancerende lavpunkt på alle parametre, mens ’Asteroid City’ var et glædeligt comeback – men stadig mere et udtryk for en instruktør, der bliver mere og mere rundtosset i sine æstetiske cirkler, end en, der er forhippet på at udvikle sig, overraske, åbne sig op.
Der er ingen som Wes Anderson. Men skal Wes Anderson vedblive med at være en central populærkulturel figur, skal han måske også snart være lidt mindre Wes Anderson selv.
33. Robert Eggers
Med ‘The Witch’ og ‘The Lighthouse’ gav Robert Eggers Ari Aster skarp konkurrence i sidste halvdel af 10’erne som den mest cool og kultdyrkede unge amerikanske instruktør. Hans farveløse film var kompromisløse, gennemresearchede takes på horrorgenren, som føltes umanerligt originale.
Men ligesom Aster viste Eggers svaghedstegn, da budgettet og armbevægelserne blev større og friere. Vikingefilmen ’The Northman’ var imponerende at skue, men en smule udmattende at sidde igennem.
Eggers’ fandenivoldske vision kan man dog fortsat ikke tage fejl af, og håbet lever om, at hans kommende remake af ’Nosferatu’ bliver mindst lige så epokegørende som hans første par film.
Den 40-årige amerikaner er et af de største talenter i sin generation, og ingen instruktører i den kaliber går igennem karrieren uden skrammer. Hvor der handles, der spildes, især når man som Eggers tager betragtelige chancer.
32. Jane Campion
Hun var den første kvinde til at vinde Guldpalmen i Cannes med ’The Piano’, og mange troede, at hun i 2021 skulle skrive historie igen som vinder af Bedste Film-Oscar’en for ’The Power of the Dog’. Men westerndramaet blev overhalet inden om af feelgood-dramaet ’CODA’ i et af de opløb, der i virkeligheden nok endte med at skade konkurrentens renommé mere end at styrke den.
’The Power of the Dog’ var en blændende western med et stærkt homoseksuelt spor, men endte med et ry som en lidt for kølig, ja nærmest overvurderet, affære.
Det ændrer ikke på, at Jane Campion er en af de allermest respekterede nulevende instruktører – og ikke mindst et forbillede for mange med sine slående fortællinger drevet af et kvindeligt perspektiv.
31. Lukas Dhont
Talentet var tydeligt i transfilmen ’Girl’, der på én gang var et stort gennembrud for belgiske Lukas Dhont og blev ramt af hård kritik fra transpersoner.
Dhont tog kritikken til sig og besluttede sig for at træde mere varsomt med sin opfølger, ’Close’. Her stod talentet så rent frem uden de tilhørende kontroverser.
’Close’ handler om to drengevenner, der efter en sommer i hinandens uadskillelige favn glider fra hinanden, da skolen starter. Det fører til en tragedie, som filmen behandler efterskælvet af med sublim nænsomhed. Det er en klog, moden og smuk film, der mirakuløst undgår at kamme over i det sentimentale.
Dhont er blot 32 år og allerede en af Europas førende instruktører. Det er meget, meget spændende at se, hvad han gør herfra, for han har både potentialet til at fortælle gribende mainstreamfilm på den større klinge og til at gå længere ud ad arthouse-tangenten.
30. Alfonso Cuarón
Den visionære mexicaner har forlængst sikret sig sit eget kapitel i filmhistorien med uomgængelige værker som ’… Og din mor’, ’Harry Potter og fangen fra Azkaban’, ’Children of Men’ og ’Gravity’.
Den selvbiografiske ’Roma’ – en neorealistisk historisk film i sorthvid fra hjemlandet Mexico – blev hyldet, men var måske alligevel et skridt ned på anseelsesstigen for Cuarón. Hans gebet har været originale fortællinger til et bredt publikum, og denne gang opererede han i et kunstfilmudtryk, som nok skar mange af hans faste fans fra.
Derfor er Cuarón at finde længere nede på listen, end han ville have været på de fleste andre tidspunkter de seneste 20 år. Men manden er et geni – og kan muligvis være i top 10 allerede efter sin næste film.
Den hedder ’Jane’ og handler om tvillingesøsteren til sci-fi-forfatteren Philip K. Dick. Hun spilles af Charlize Theron.
29. Chloé Zhao
Sjældent er en instruktør fløjet mod stjernehimlen med så rygende raketfart for så hurtigt at blive bragt ned på jorden igen som Chloé Zhao.
’Nomadland’ vandt både Guldløven i Venedig og en Bedste Film-Oscar som den første film nogensinde instrueret af en ikke-hvid kvinde. Zhaos særlige metode med et dybt og loyalt forarbejde hos den befolkningsgruppe, hun skildrer, bar i den grad frugt. Rodeo-filmen ’The Rider’ er stadig hendes dybt rørende og mest imponerende mesterværk.
Men allerede før ’Nomadland’ vandt Oscar,’en var hun i gang med Marvel-filmen ’The Eternals’, der floppede på alle parametre. Marvel og den dokumentarisk arbejdende Zhao virkede på papiret som et besynderligt match – og viste sig også at være det i virkeligheden. Pludselig var Zhao lige en tand mindre eftertragtet, end en Oscar-vindende instruktør ellers normalt vil være.
Nu skal Zhao finde sine ben igen, og de står nok bedst lidt uden for Hollywoods absolutte mainstream. Hun arbejder nu på ’Hamnet’ om William Shakespeares hustru. Paul Mescal og Jessie Buckley er på rollelisten.
28. Park Chan-wok
Park Chan-wok er en af de mest indflydelsesrige asiatiske instruktører gennem et kvart århundrede. Og særligt hans hovedværk ’Oldboy’ vil gå over i historien som et prima eksempel på den særlige sydkoreanske blanding af ultravold, melodrama og kulørte twists.
Siden har det været lidt op og ned, men aldrig uinteressant med Director Park. Fra de slibrige ’Thirst’ og ’Stoker’ til mesterstykket ’The Handmaiden’ og senest den stilfulde, men også en tand distancerede ’Decision to Leave’.
De to sidstnævnte efterlader stadig ingen tvivl om koreanerens evner, og det er ikke uden grund, at hans kommende HBO-serie, ’The Sympathizer’, er længselsfuldt ventet.
Men om han nogensinde kommer til at toppe ’Oldboy’ og den hævntrilogi, der i første omgang bragte ham på landkortet? Det er et større spørgsmål.
27. Joachim Trier
Den norske filmmester fik sit internationale gennembrud med den florlette, intelligente og drøncharmerende generationskomedie ’Verdens værste menneske’, der opnåede to Oscar-nomineringer, inklusive for bedste manuskript.
Filmen skød Trier ud af den mere snævre europæiske arthouse-cirkel, mens hans aktuelle anseelse selvfølgelig stadig forstærkes af at have de to andre, fantastiske film i Oslo-trilogien – ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ – i reversen. Interessen fra USA har utvivlsomt været stor i kølvandet på succesen, men det gode er, at Trier allerede har prøvet sig af i USA med ’Louder Than Bombs’, der var en kamp at få lavet – med et jævnt resultat i sidste ende.
Der er derfor håb om, at han holder tungen lige i munden ved at styrke sit internationale navn gennem flere personlige lokale historier. Hans næste film hedder ’Sentimental Value’ og har ’Verdens værste menneske’-stjerne Renate Reinsve i hovedrollen igen.
I dag er Joachim Trier en af Europas mest anerkendte filmskabere. Forhåbentligt vil den position blot vokse for den 49-årige nordmand med de danske aner de kommende år.
26. Paul Thomas Anderson
For cineaster er det altid en begivenhed, når en af 90’ernes mest definerende instruktører, Paul Thomas Anderson, kommer med en ny film. Titler som ’Boogie Nights’, ’Magnolia’, ’There Will Be Blood’ og ’The Master’ taler deres tydelige sprog.
Kvaliteten hos den 53-årige californier er stadig i top. Okay, der har været en svipser med den uforståelige ’Inherent Vice’, men ’Phantom Thread’ og senest ’Licorice Pizza’ var på hver deres meget forskellige måder udtryk for en kunstner i mere kontrol end måske nogensinde. Den ene et klaustrofobisk psykologisk drama om psykisk undertrykkelse, den anden et legende let periodekomediedrama.
Alligevel er det måske, som om PTA siden det insisterende hovedværk ’There Will Be Blood’ fra 2007 er blevet en mere marginal instruktør i den populærkulturelle offentlighed, end han var engang. Måske netop fordi han ikke bare har forfulgt sporet og lavet flere store, episke, forknytte great American movies, men har afsøgt forskellige hjørner og tonearter.
Jeg sidder derfor med en lille tvivl om, hvorvidt Paul Thomas Anderson allerede i 00’erne og start-10’erne toppede som central, verdenskendt instruktør. Men jeg er sikker på, han stadig har mange gode film i sig.
25. James Gunn
Det er ok godt gået at være den mest eftertragtede instruktør hos både Marvel og D.C.
James Gunn var parallelt manden bag Marvels stadig populære ’Guardians of the Galaxy’-film (3’eren er en af årets største billetbaskere) og D.C.-mastermind på serien ’Peacemaker’ og den generelt roste ’The Suicide Squad’, før han blev hyret af Warner til at være overordnet chef for retningen for det fremtidige DC Universe.
Om den svære D.C.-mission lykkes, kan kun tiden vise, men Gunn nyder i hvert fald anseelse som tidens måske eneste rigtige auteur i det lukrative superheltefelt, hvor det ellers sjældent er den enkelte instruktørs aftryk, der huskes. Hans sans for selvbevidst humor og en uhøjtidelig, tempofyldt tilgang til genren har bragt ham langt.
Selv skal han instruere den kommende ’Superman: Legacy’, og det skal blive interessant at se, om Gunns skæve formular også kan appliceres til superhelteuniversets mest straight (læs: kedelige) helt.
24. James Cameron
Er det en lille smule nærigt at placere box office-kongen James Cameron så langt nede på listen, her under et år efter han gjorde det igen med ’Avatar: The Way of Water’? En film, der trods manges tvivl på, om naturplanetsfranchisen stadig kunne vække biografgængernes interesse, endte som den tredjemest indtjenende film nogensinde?
Måske. 69-årige Cameron er stadig en af de mest visionære og ambitiøse instruktører, der lever i dag. Og så samtidig … er der noget ved det gyldne ’Avatar’-hul, han har gravet sig ned i, som får hans statur til at virke mindre her anno 2023, end den måske ret beset burde.
Cameron, der ellers har vist sin bredde med så forskellige milepæle som ’Alien 2’, ’Terminator’ og ’Titanic’, har ikke lavet film mellem ’Avatar’ i 2009 og opfølgeren i 2022. Nu arbejder han på ’Avatar 3’ (premiere i 2025), ’Avatar 4’ (premiere 2029) og ’Avatar 5’ (2031). Man bliver næsten træt bare ved tanken.
Men måske er der håb for, at vi igen kommer til at opleve Cameron som den mangefacetterede instruktør, han er. Rygterne florerer i hvert fald om andre projekter – både en Anden Verdenskrigsfilm og ’The Informationist’, som han har haft på tegnebrættet siden 2012.
Jeg ved godt, jeg er hård, Jim: Men skal du højere op ad listen, skal du bevise dit fortsatte værd med andet end blå mænd.
23. Justine Triet
Navnet vækker nok ikke så mange klokker i den brede offentlighed endnu, men i den globale filmbranche ved man godt, hvem Justine Triet er. Hun vandt Guldpalmen på årets Cannes-festival for mordmysteriet ’Anatomy of a Fall’, som siden er blevet købt af den kvalitetsbevidste amerikanske distributør Neon (der blandt andet førte ’Parasite’ til Oscar-sejr), som har store Oscar-ambitioner på filmen, Triet og ikke mindst hovedrolleindehaver Sandra Hüllers vegne.
’Frit fald’, som filmen kommer til at hedde i Danmark, er 45-årige Triets fjerde spillefilm og skelsættende internationale gennembrud, der øjeblikkeligt har bragt hende ind i verdens filmelite. Der vil nu være utallige tilbud på hendes bord og et vågent øje for, hvad hun gør nu.
Inden hun kommer så langt, kan Triet lige nu nyde at være årets måske største nyopdagelse.
22. Barry Jenkins
Sensationen ‘Moonlight’ placerede Barry Jenkins som den væsentligste nye afroamerikanske instruktør. En filmskaber med en særlig fintfølende æstetik og en vilje til at fortælle vigtige historier om at være sort i USA, før og i dag.
Oscar-vinderen var næsten umulig at leve op til, og Jenkins’ anseelse er måske også faldet en smule fra de skyhøje tinder siden. ’If Beale Street Could Talk’ var udmærket, men fløj under radaren, før Jenkins selv svævede mod seriemediet med den benhårde slavefortælling ’The Underground Railroad’.
Nu arbejder Barry Jenkins på ’Lion King’-opfølgeren ’Mufasa: The Lion King’, og det skal blive interessant at se, om det kan bringe den 43-årige instruktør ind i en ny liga af Hollywood-mainstream, eller om han får brug for at finde et mere naturligt kunstnerisk ståsted bagefter.
Med ’Moonlight’ blev Barry Jenkins øjeblikkeligt udråbt som en mesterinstruktør. Lige nu er der et lille spørgsmålstegn bag ved den betegnelse. Men talentet er uomtvisteligt, og han har potentiale til at rykke markante hegnspæle i Hollywood.
21. Adam McKay
Adam McKay er ikke alles kop te. Den postmoderne metakomik, som han så sublimt eksekverede i finanskomedien ’The Big Short’, er i nogles øjne blevet mere end anstrengende med ’Vice’ og ’Don’t Look Up’. Jeg er selv én af dem.
Men samtidig kan man ikke tage fra ham, at hans film har en gennemslagskraft, der er meget sjælden for komedier. De bliver set af mange, de bliver nomineret til priser, og de bliver talk of the town.
McKay må, på godt og ondt, anses for at være en af de væsentligste fornyere af mainstreamkomedien i dette årtusind. Først med platkomedier som ’Anchorman’ og ’Step Brothers’ og siden altså med selvbevidste prestigekomedier om ’vigtige emner’.
Klimafilmen ’Don’t Look Up’ med Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence var ikke min kop te, men McKay skal have point for at ville sige noget om en af tidens største tematikker på en måde, så millioner af mennesker kunne se med og diskutere bagefter.
Det trækker også op, at han var en af hovedarkitekterne bag ’Succession’ ved HBO-seriens fødsel.
20. Martin McDonagh
Den 53-årige dramatiker og instruktør har på beundringsværdig vis formået at udbrede sin helt egen konsekvente stil af kulsort humor og brutal vold, så den i dag indtages af et bredt publikum, der nærmest anser den for det blødeste mainstream.
’In Bruges’ (stadig hans bedste film) slog tonen an, mens ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og senest ’The Banshees of Inisherin’ er blevet såvel festival- som Oscar- og publikumshits.
Martin McDonagh sætter barren højt, og i dag forventer alle, at hans film bliver store samtaleemner med deres besnærende præmisser og suveræne skuespilpræstationer.
Så vi venter lidt endnu med blot at benævne ham som Phoebe Waller-Bridges mand!
19. Charlotte Wells
Hun har kun lavet én film. Men hvilken film.
Vi kårede den umanerligt bevægende ’Aftersun’ med Paul Mescal som den bedste i første halvår af 2023. Den står allerede som en uomgængelig nyklassiker for en ung generation på jagt efter gribende menneskelige fortællinger i et friskt filmsprog.
Netop dét er ’Aftersun’ i sin elliptiske, antydende struktur, der til sidst forener sig til en voldsom følelsesmæssig mavepuster af et filmisk udsagn.
Wells baserede historien på sine egne oplevelser med sin far på en sydlandsk familieferie, og det er selvfølgelig altid usikkert, om en debutant, der trækker på hovedstolen, har flere uforglemmelige historier i sig.
Men lige nu er skotten den mest spændende debutant på markedet. Alle holder vejret for at se, hvad hun finder på næste gang.
18. Ari Aster
Havde jeg lavet denne opgørelse for et år siden, havde Ari Aster sandsynligvis været i top 5. De sjælfulde gysere ’Hereditary’ og ’Midsommar’ var blandt de mest epokegørende film i nyere tid, og Aster stod som en brillant fornyer af amerikansk film, synonymt med produktionsselskabet A24’s coolness og kvalitetssans.
Så kom ’Beau Is Afraid’. Et psykedelisk passionsprojekt med Joaquin Phoenix i centrum. Asters mest ambitiøse udspil til dato – men i sidste ende også en ulideligt navlepillende øvelse, der ikke overraskende floppede ved billetlugerne.
Filmen slog uundgåeligt skår i Asters urørlighed. Han fik frie hænder – og brugte dem til at blotte sin mest studentikose side, som han ellers tidligere har haft held til at undertrykke.
Mange filmskabere har det der projekt i skuffen, som de altid har drømt om at lave, men som har måttet vige for mere kommercielt bæredygtige ideer. Forhåbentligt har Aster nu fået sit ud af systemet. Og jeg har stadig fuld tillid til, at han kan komme tilbage på ret kurs og besegle sin skæbne som en af de væsentligste instruktører i sin generation.
17. Bradley Cooper
Der var nok ikke mange, der havde spået, at vi sad og så på en af fremtidens store Hollywood-instruktører, da Bradley Cooper fik sit gennembrud i tømmermændskomedien ’The Hangover’.
Men et par årtier senere pegede Steven Spielberg direkte på Cooper, da han ville overlade instruktørtøjlerne på passionsprojektet ’Maestro’ om komponistlegenden Leonard Bernstein. Det var ’A Star Is Born’, der overbeviste Spielberg om kollegaens talent – og overbeviste alle os andre om det samme.
Noget så umiddelbart trægt som en tredje genindspilning af en velkendt berømmelsesfortælling blev forvandlet til et vitalt, gennemmusikalsk og inderligt bredt appellerende drama med Lady Gaga og hendes ’Shallow’ som det store trækplaster.
Med et anerkendt skuespiltalent i bagagen spillede ’A Star Is Born’ øjeblikkeligt Cooper ind i Hollywoods instruktør-elite, og med ’Maestro’ – lavet for Netflix – vil der sandsynligvis igen være Oscar-nomineringer i vente. Amerikansk film skriger på nye kvalitetsbevidste mainstreamstemmer, og Cooper er lige nu én af de hotteste.
16. Steven Spielberg
Her er det nok på sin plads igen at understrege, at dette ikke er en liste over de største nulevende instruktører. I så fald havde denne herre været i top 5.
Det er en vurdering af, hvem der er i højst kurs lige nu. Og her siger det vel egentlig bare en del om Steven Spielberg, at han stadig er i top 20, selvom hans sidste 10-15 film måske lige knap berettiger det. Bevares, der har absolut været høj kvalitet indimellem, fra ’Münich’ til ’Ready Player One’, men man fornærmer vel ikke nogen ved at fastslå, at 10’ernes film som ’The Post’, ’Den store venlige kæmpe’ og ’West Side Story’ ikke er i nærheden af at måle sig med 90’ernes ’Jurassic Park’, ’Schindlers liste’ og ’Saving Private Ryan’. Eller hovedværkerne fra 70’erne og 80’erne, for den sags skyld.
Men spørger man bredt ud blandt ikke synderligt filminteresserede mennesker, hvad en filminstruktør er, vil svaret hos mange nok bare lyde: »Spielberg!«. Hans håndværk og evne til at bevæge sig i mange genrer er second to none, og med den personlige ’The Fabelmans’ lavede han senest sin bedste film i årevis, selvom den floppede ved billetlugerne.
Spielberg er hverken kunstnerisk eller kommercielt helt, hvad han har været. Men han er stadig Spielberg.
15. Julia Ducournau
‘Titane’ var en af den slags gennembrudsfilm, hvor man godt kunne blive bekymret for, om instruktøren for altid ville stå i skyggen af den.
Men klæbede den frygt til franske Julia Ducournau, efter den sensationelle og historiske Guldpalmevinder i 2021, skulle man blot minde sig selv om, at hun allerede med debuten ’Raw’ havde bevist sig som en pågående, stilsikker og innovativ instruktør. ’Titane’ var blot næste skridt på en stige, der sandsynligvis har mange flere trin.
’Raw’ og ’Titane’ har i dag kun få år på bagen, men hører allerede til de film, yngre instruktører oftest nævner, når de skal pege på inspirationskilder og æstetiske øjenåbnere: Berømte for deres rå feminisme og originale tilgang til bodyhorrorgenren.
Ducournau er måske ikke den instruktør, de største Hollywood-studier lige nu ringer til, når de skal forløse deres næste store franchises. Dertil fremstår den 39-årige franskmand sandsynligvis for kompromisløs. Men med den rette opbakning kan hun – i ånden efter Yorgos Lanthimos – komme til at lave bredere film uden at tabe sin særlige sensibilitet af syne.
Det kan føre hende længere op eller ned af denne liste. Lige nu nyder hun en status som et af filmverdenens allervarmeste instruktørnavne.
14. Ryusuke Hamaguchi
Nogle instruktører bliver verdensstjerner, selvom de forsøger at være alt andet.
Sådan er det med japanske Ryusuke Hamaguchi, hvis kolossale gennembrud med den firdobbelt Oscar-nominerede ’Drive My Car’ – en tre timer langsom film om en teaterproduktion – ingen havde set komme fra afstand, mindst af alle instruktøren selv.
Hans opfølger ’Evil Does Not Exist’, der fik premiere på årets Venedig-festival, var derfor nærmest overlagt en film så lille på overfladen, at han modsatte sig den piedestal som Østens Nye Store Instruktør, han var sat op på. Kun for at få så meget velfortjent ros for det lavmælte drama om opførslen af et nyt glamping site i en naturskøn landsby, at den havde den modsatte effekt.
Filmen løb med festivalens andenpris og fuldendte et hattrick af internationale arthouse-succeser, der begyndte med det ligeledes fintfølende menneskelige drama ’Japanske fortællinger’.
Hamaguchi har på få år skrevet sig ind i den japanske superliga på niveau med mesteren Hirokazu Koreeda, der ikke længere har nyhedens besnærende interesse som den yngre landsmand. Hamaguchis anseelse vil formentlig kun stige, jo mere han prøver at fjerne sig fra filmbranchens mest zeitgeisty tendenser.
13. Sofia Coppola
Der er dem, der vil hævde, at Sofia Coppola nyder højere kunstnerisk agtelse, end hendes cv i og for sig berettiger til. Og der kan da også være noget om, at hendes uomgængelige hovedværk, ’Lost in Translation’, ligger 20 år tilbage, og at hendes øvrige film ikke har nået den til sokkeholderne.
Det billede fremstår dog ikke længere helt rimeligt, efter Coppolas nyeste film ’Priscilla’ om Elvis Presleys purunge hustru har set dagens lys. Her møder Coppolas mesterskab igen sit rette element med en florlet fortælling om et ungt naivt pigesind, der spærres fysisk og psykisk inde af et psykisk plaget popkulturikon.
Lægger man dertil oveni, at ’The Virgin Suicides’, ’The Bling Ring’ og selv ’Marie Antoinette’ blot synes at blive mere og mere velrenommerede, som årene går, er det lettere at glemme, at man nærmest allerede har glemt hendes seneste film, ’On the Rocks’ og ’The Beguiled’.
Sofia Coppola er igen tilbage i den klasse af superstjerneinstruktører, ’Lost in Translation’ katapulterede hende op i.
12. Quentin Tarantino
Sammen med Spielberg, Scorsese og Nolan er Quentin Tarantino vel nok den mest navnkundige instruktør på listen: et af de navne, som selv folk, der egentlig ikke interesserer sig synderligt for film, naturligvis kender.
Tarantinos seneste, ’Once Upon a Time in Hollywood’, blev endvidere en stor succes både kommercielt og kritisk, og han understregede, at det et par årtier efter det store gennembrud med ’Pulp Fiction’ stadig er en begivenhed, når QT kommer med nyt.
Når han alligevel akkurat står uden for top 10, skyldes det først og fremmest, at hans bedste film alligevel ligger en del år tilbage. ’The Hateful Eight’ og ’Django Unchained’ var blandt instruktørens svageste film – den formidable ’Inglourious Basterds’ er snart 15 år gammel. Nu har Tarantino efter eget udsagn kun ét skud tilbage i bøssen i form af ’The Movie Critic’, før det er tid til hans erklærede pension.
Når boet skal gøres op, vil de fleste nok mene, at Tarantino var mest vital og vigtig i sine unge dage. Instruktørens stærke brand og renommé lever dog videre i bedste velgående.
11. Jonathan Glazer
Mens ’Anatomy of a Fall’ løb med Guldpalmen ved årets Cannes-festival, var mange af den overbevisning, at det sande mesterværk, der kom ud af årgangen i det sydfranske, var Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’.
Baseret på Martin Amis’ bog fandt filmen en original vinkel på Anden Verdenskrig ved at fokusere på, hvordan en SS-kommandant og hans kone forsøger at opretholde en helt almindelig tilværelse klods op af uhyrlighederne i Auschwitz. Filmen spås gode chancer i en lang række Oscar-kategorier og ligner en foreløbig kulmination på den tidligere musikvideoinstruktør Glazers virke.
Glazer laver ikke film særligt ofte, men efterhånden ved vi, at der er noget særligt i vente, når han gør. Hans forrige, ’Under the Skin’ med Scarlett Johansson som mandejagtende rumvæsen, hyldes i dag som et mesterværk.
Respekten for Jonathan Glazers mesterskab har således aldrig været større end lige præcis nu.
10. Ruben Östlund
At vinde Guldpalmen i Cannes – filmkunstens mest prestigefulde pris – for to film i træk er en uhørt bedrift. Ikke desto mindre lykkedes det Ruben Östlund med ’The Square’ og ’Triangle of Sadness’, to forrygende satiriske udstillinger af menneskets kyniske og hykleriske sider.
Ingen nulevende filmskaber kan spidde de sociale koder og kontrakter som svenskeren, der som flere andre instruktører på listen har formået at holde fast i sin stil og sensibilitet fra sine første film i hjemlandet, men blot forstørret det i budget og udtryk, så han nu laver noget så sjældent som arthousefilm i storfilmsskala.
Östlund er måske ikke typen, Hollywood ringer efter, når de skal finde den rette mand til næste milliardfranchise, men han har til gengæld hele filmverdenens bevågenhed, når han åbenbarer sit nyeste påfund. Næste film hedder ’The Entertainment System is Down’, og som altid med Östlund føler man, at han har givet hele plottet væk i interviews, ja, nærmest i titlen.
Men det siger noget om hans mesterskab og status, at man også ved, at man vil blive taget på sengen, når han først præsenterer filmen.
9. Safdie-brødrene
’Good Time’ og især ’Uncut Gems’ udgjorde et massivt gennembrud for newyorker-brødreparret Josh og Benny Safdie, hvis nærmest klaustrofobisk intense stil nærmest blev øjeblikkeligt dagsordensættende, efter særligt den ubønhørlige Adam Sandler-film kom ud på Netflix.
Der har siden været stor bevågenhed om parrets kommende projekter, og der er næppe nogen tvivl om, at de hører til de allermest respekterede og ærefrygtindgydende yngre instruktører i disse år.
Lidt tæller det dog ned, at det, man ellers troede var et ubrydeligt fagligt bånd, har blottet sprækker på det seneste. Det er således kun Josh Safdie, der skal instruere en kommende film med Adam Sandler, mens Benny har markeret sig som skuespiller i blandt andet ’Oppenheimer’ og ’Licorice Pizza’.
Selv Coen-brødrene delte sig op i sidste ende, men det føles alligevel som lidt tidligt og potentielt ødelæggende for deres brand, at Safdierne ikke længere gør alting sammen.
8. Jordan Peele
Lige efter milepælen ‘Get Out’ – 10’ernes vigtigste film – og den vellykkede opfølger ’Us’, hvis ry blot er steget efter premieren, havde Jordan Peele utvivlsomt været længere oppe ad listen. Han skar sin helt egen genre af gysersatire med stærke racetematikker – og fik et stort publikum i tale.
Peele spillede sig ind på en delvist ny bane med sci-fi-gyseren ‘Nope’, der delte vandene. For mig var det endnu et bevis på Peeles visuelle og fortællemæssige talent, men for mange var den et tegn på, at træerne ikke voksede ind i himlen for den tidligere komiker. Det svære ved at lægge ud med en så skelsættende film som ’Get Out’ er faren for, at man peaker for tidligt.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at Jordan Peele har masser af fremragende mainstreamfilm foran sig som sin generations uden sammenligning vægtigste afroamerikanske instruktør.
7. Martin Scorsese
Martin Scorsese er ikke længere i konventionel forstand en eftertragtet herre blandt Hollywoods studier. Han laver for dyre, for lange og for uleflende film og udgør en bundlinjerisiko, som få af de traditionelle aktører er villige til at tage. Passionsprojektet ’Silence’ var et mareridt at få finansieret. Netflix måtte overtage ’The Irishman’. Mens Apples bundløse pengetank har finansieret den 250 millioner dollars dyre, aktuelle ’Killers of the Flower Moon’ som et prestigeprojekt, der næppe går i nul.
Samtidig er den aldrende mesters status som visionær filmkunstner imponerende uanfægtet. Faktisk kan man argumentere for, at han kunstnerisk står stærkere nu, end han har gjort siden 80’erne, nu hvor han er ved at runde et af de mest imponerende ouevrer i filmhistorien af. ’The Irishman’ var et overlegent korrektiv til hans egne gangsterklassikere. ’Killers of the Flower Moon’ er antitesen til al den overfladiske superhelteunderholdning, han er blevet både hyldet og udskældt for at tage afstand fra.
Hvis Spielberg stadig er synonym med velsmurt Hollywood, når det er bedst, er Scorsese selv i karrierens vinter synonym med det alternative amerikanske film, når det er på sit højeste. En kunstner dybt optaget af de store spørgsmål, af filmens betydning og muligheder og af stadig at lære og udvikle sig.
Man kan kun tage hatten af for, at en 80-årig mand fortsat er en af klodens mest centrale filmskabere.
6. Bong Joon-ho
Det sydkoreanske genis kunstneriske virke kulminerede med ’Parasite’, der blev et globalt fænomen. Filmen var en landvinding for sydkoreansk film som eksportvare, men for kendere var det ingen overraskelse, at Bong Joon-ho havde en så formidabel forening af satire, thriller og klassekritik i sig. Han har med film som ’Memories of Murder’, ’The Host’ og ’Snowpiercer’ givet rigeligt med prøver på sin mesterlige stilsans.
Med Guldpalmen, Oscar’en for bedste film og et hav af andre ’Parasite’-udmærkelser i ryggen er Director Bong på toppen af sit game. Det skal blive ualmindeligt spændende at se, om hans kommende ’Mickey 17’ med Robert Pattinson presser ham op eller ned af listen over tidens førende filmskabere.
5. Christopher Nolan
‘Barbie’s box office-succes er selvfølgelig skelsættende, men det er på mange måder en lige så stor bedrift at gøre en tre timer lang historisk snakkefilm til årets tredjemest indtjenende film på verdensplan, hvor den næsten har høstet en milliard dollars.
Det er kun Christopher Nolan, der kan overbevise biografgængerne om, at en film, der primært foregår i diverse mødelokaler med diverse snakkende mænd, er et blockbusterepos, som er must see i biografen. Hvilket endnu engang sætter en tyk streg under Nolans helt særlige magt og evne i filmverdenen i disse år.
Så burde han ikke være endnu højere på listen? Det tæller i mine øjne en smule ned, at han kunstnerisk set ikke er helt på toppen. ’Oppenheimer’ har sine problemer med at engagere i særligt sidste del, mens tidsrejseactionfilmen ’Tenet’ var karrierens lavpunkt som et varsel om en instruktør, der måske var kørt en anelse fast i sine ideer.
Men altså. Det er ikke et tilfælde, at Nolan stadig er en af de eneste nulevende instruktører, der trækker det brede publikum i biografen på sit navn alene.
4. The Daniels
At vinde hovedprisen ved Oscar-uddelingen og få stor box office-succes med en film, der stryger rundt i adskillige multiverser og præsenterer pølsefingre, talende sten og madlavende vaskebjørne, er i sig selv nok til at bringe én højt på rangeringen her.
Filmbranchen skriger på originalitet, og Daniel Kwan og Daniel Scheinert har med ’Everything Everywhere All at Once’ bevist, at de besidder netop den kvalitet til overflod.
Med prutteperlen ’Swiss Army Man’ i bagagen står det desuden klart, at de ikke er one hit wonders, men har en helt særlig humor og udtryk, som alle er spændte på, hvordan de vil udvikle over de kommende år.
The Daniels’ stil er så speciel, at de næppe vil gå gennem karrieren uden kunstneriske bump på vejen, men lige nu er de uomtvisteligt blandt de mest ombejlede instruktører i verden.
3. Denis Villeneuve
Denis Villeneuve har tak for tak forhøjet indsatsen siden gennembruddet med ’Nawals hemmelighed’ i 2010. Det har resulteret i som minimum tre-fire film, der anses som højkvalitets-mainstream-nyklassikere i dag: ’Prisoners’, ’Sicario’, ’Arrival’ og på en god dag også ’Blade Runner 2049’.
Sidstnævnte blev en skuffelse ved billetlugerne, hvilket truede canadierens position som en instruktør i Spielberg-ligaen. Men han tog revanche med ’Dune’, som trods et mørkt og tungt udtryk blev en billetsucces. Og frem mod den kommende toer står Villeneuve så stærkt som nogensinde: den sjældne storfilminstruktør, der sætter barren ualmindeligt højt, både når det kommer til fortælling og æstetiske ambitioner.
Villeneuve er efterhånden blevet synonym med sci-fi, men karrierens tidlige film beviser, at han også kan en masse andet. Det lover godt for hans fremtidige færd som en af sin generations mest indflydelsesrige filmskabere.
2. Yorgos Lanthimos
Man skal ikke undervurdere, hvor meget det kræver at arbejde på den store skala i Hollywood med nogle af klodens mest eftertragtede stjerner og samtidig 120 procent fastholde sin egen dybt barokke kunstneriske stil, som lavede man stadig snævre artfilm i Europa.
Men det er netop, hvad Yorgos Lanthimos har gjort med sin seneste film ’Poor Things’, et utroligt storværk af en moderne feministisk Frankenstein-modernisering, der vandt Guldløven på årets Venedig-festival og nu er en af årets Oscar-favoritter. Som en film spækket med sex, vold og aparte splejsninger af dyr, vel at mærke!
Lanthimos har en umiskendelig stil af sort humor og absurde universer, som han kompromisløst har forfinet siden ’Dogtooth’. Han tilpasser sig ikke Hollywood, Hollywood tilpasser sig ham, og der er næppe den skuespiller i dag, der ikke vil give deres højre arm (man kan jo altid få den syet på igen) for at arbejde med ham.
Grækeren er vel nok den mest originale filmkunstner, der arbejder på den helt store skala i dag.
1. Greta Gerwig
Greta Gerwig er i sin egen liga i det aktuelle filmklima. Ét er at stå bag en film, der har smadret box office-listen som årets mest indjenende med næsten halvanden milliarder dollars, langt foran alt Marvel, D.C. og Pixar. Noget andet er at gøre det med en komedie, der er så gennemført et udtryk for en kunstnerisk vision, som ’Barbie’ er.
Den 40-årige amerikaner har hurtigt og sikkert bygget nye lag på sin instruktørkarriere. Hun overbeviste om talentet med den vellykkede ’Lady Bird’ på et relativt lille budget og sprang så et niveau op med klassiker-filmatiseringen ’Little Women’, som hun moderniserede vellykket, uden at det blev popsmart.
Og så gamblede hun altså beundringsværdigt med ’Barbie’, som hun både turde gøre plat, politisk og selvrefleksiv. Mens hun viste, at verden er klar til originale fortællinger.
Nu skal hun forløse to ’Narnia’-film for Netflix. Måske ikke helt det, man på papiret drømte om for Gerwigs næste skridt på stigen, men måske kan de blive for hende, hvad ’Dark Knight’-trilogien var for Christopher Nolan.
Uanset hvad er hun lige nu urørlig.