Efter Oscar-succesen med ‘Druk’ kaster Thomas Vinterberg sig nu over sin første serie.
Stjerneinstruktøren er i øjeblikket i fuld gang med optagelserne til den stort anlagte familiesaga ‘Familier som vores’, der netop har løftet sløret for det stjernespækkede danske cast i front.
De unge talenter Albert Rudbeck Lindhart (‘Druk’, ‘Smuk’) og debutanten Amaryllis April August (datter af Bille August) fører an for castet, der desuden tæller nogle af landets største navne som Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, David Dencik, Esben Smed, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang. Asta August og Vinterbergs kone Helene Reingaard Neumann medvirker også.
‘Familier som vores’ starter i en virkelighed, der ligner vores, indtil Danmark pludselig skal evakueres som følge af oversvømmelser og det danske folk bliver spredt for alle vinde.
I en pressemeddelelse for serien lyder det blandt andet om handlingen:
»Gymnasieeleven Laura (Amaryllis April August) er forelsket for første gang og på nippet til at blive student, da nyheden om evakueringen rammer. Pludselig står hun overfor en ny virkelighed, som vil ændre hendes og hendes families liv for altid. Skal hun rejse med sin far (Nikolaj Lie Kaas) og hans nye kone (Helene Reingaard Neumann) til Paris – sammen med sin kæreste, Elias (Albert Rudbeck Lindhardt) – eller skal hun tage med sin mor (Paprika Steen), som skal flytte til Rumænien via det offentlige evakueringsprogram?«
‘Familier som vores’ består af seks afsnit og er planlagt til premiere på TV 2 i 2024.