Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at Thomas Vinterberg har været dagens dansker i skysovs det seneste døgn.
Først blev ’Druk’ den fjerde danske film i historien til at vinde Oscar-prisen for Bedste Internationale Film, så holdt den danske instruktør showets uden sammenligning mest rørende takketale, og så blev det annonceret, at ’Druk’ er købt til amerikansk remake med ingen ringere end Leonardo DiCaprio tiltænkt hovedrollen.
Jeg fanger Vinterberg på en Zoom-forbindelse dagen derpå, mandag formiddag amerikansk vestkyst-tid. Han sidder afslappet på altanen i ’Druk’-holdets lejede villa med udsigt over Hollywood – blot 12 minutter (han har googlet) fra Rick Daltons hus i Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’, som han har set to gange, mens han sammen med sin familie har været i karantæne op til Oscar-showet: »Jeg elsker den film«.
Han skulle egentlig have siddet i Hollywood-huset og arbejdet på sin kommende serie for TV 2, som han skriver sammen med manuskriptforfatter Bo hr. Hansen, »men det er ikke blevet til en skid«, som han siger.
Thomas Vinterberg og hans kone Helene Reingaard Neumann var de eneste fra ’Druk’-holdet, der måtte komme med til selve Oscar-showet, men de tog relativt hurtigt hjem til villaen bagefter for at fejre sejren med deres børn og venner, heribland filmens producere Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing, der måtte nøjes med at følge med på tv-transmissionen fra hotellet.
»Humøret har det bedre end hovedet i dag. Jeg sov ikke vildt meget i nat«, siger Vinterberg med et smil dagen derpå.
Adspurgt hvad der var aftenens største oplevelse, som vi ikke så på tv, er svaret mere lowkey end ventet: Det var at møde den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen, som vandt en Oscar for sit arbejde på ’Sound of Metal’.
»At se søde jyske E.G. komme med sin guldstatue gennem mængden og give ham en stor krammer – det syntes jeg var fedt. Det var virkelig dansk triumf«, siger instruktøren med et grin foldet ud over hele femøren.
»Det betyder selvfølgelig også, at jeg ikke mødte så mange … Det var meget chill, med lounge-område, og lækker mad, og der var måske syv ansatte per nomineret til stede. Man var mandsopdækket, og så var det hele meget pandemisk, så man var kun inde i hold og for eksempel ikke i nærheden af dem, der præsenterede priserne. Det var meget opdelt«.
Så der var ikke så meget smalltalk med de med andre nominerede?
»Jeg mødte nogle af de andre nominerede internationale instruktører, men det har jeg også gjort nogle gange online. Og som regel er det ret kedeligt at møde andre filminstruktører …«.
Ha! Hvorfor det?
»Det kommer ligesom bare aldrig op at flyve. Jeg tror, det er, fordi vi alle sammen har hovedet så langt op i røven på os selv, at samtalen ret hurtigt går i stykker. Men det var faktisk ret ok i går – de var søde, og alle var ydmyge og oprigtigt nysgerrige. Så det var fint!«
Nervøs for talen
Thomas Vinterberg brugte den sidste del af sin takketale på at mindes og dedikere prisen til sin datter Ida, der tragisk døde i en trafikulykke fire dage inde i optagelserne af ’Druk’.
Talen er blevet fremhævet også af mange internationale medier som et af aftenens stærkeste øjeblikke, og det betyder tydeligvis noget for instruktøren.
»Det har virkelig ligget mig på sinde med den tale. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er noget, jeg virkelig har rumsteret med. Jeg var nervøs for den, der er så mange seere, og det er en svær balance, for der er en stor gruppe af mennesker, jeg skylder alt, og samtidig sidder der et publikum og synes, det er kedeligt, når man kommer med alle de der navne. Så det er en svær genre«, siger han. Selv så han ikke meget af showet, da man efter at have modtaget sin pris bliver kastet rundt til både pressekonference, indgravering af navn på statuetten og andre formaliteter.
»Men jeg synes, jeg så ud af øjenkrogen, at folk grinede meget af Harrison Ford og Glenn Close, der dansede«.
I kølvandet på en dansk Oscar er et af de første store spørgsmål, mange stiller: Hvad betyder prisen for Thomas Vinterbergs karriere? Vælter tilbuddene ind?
Det gør de faktisk. Men det begyndte allerede et godt stykke tid inden selve Oscar-prisen, efterhånden som ’Druk’ har gået sin sejrsgang gennem det seneste halve år.
Thomas Vinterberg har dog allerede flere gange i karrieren stiftet bekendtskab med internationale produktioner, med svingende held. Første gang efter det svimlende gennembrud med ’Festen’, som han fulgte op med det interessante fejlskud ’It’s All About Love’ med Joaquin Phoenix og Claire Danes, og de senere år også med ’Far from the Madding Crowd’ og ’Kursk’, solide paneuropæiske film, som han har været ærlig omkring ikke er hjerteblod på samme måde som sine danske film.
Vinterberg fortalte efter ’Kursk’, at det var gået op for ham, at livet var for kort til at være hired gun, og at han nu ville fokusere på sine personlige fortællinger. Det gik jo efterfølgende meget godt med ’Druk’. Så hvad ville der skulle til, hvis han skulle tiltrækkes af en international film igen?
»Det er så svært det der. Den bedste beskrivelse synes jeg stadig er det med, at det er som at blive forelsket. Du møder et eller andet menneske, og det kan godt være, vedkommende ikke har nogen penge eller har en skæv næse, men der er et eller andet ved den person, der gør, at du ikke kan lade være med at tænke på og føle dig tiltrukket af den person«, siger han.
»Sådan er det også med projekter. Det er nogle ret sexede tilbud, der kommer lige nu, men der er ikke noget, hvor jeg tænker, jeg bliver nødt til at gå igennem ild og vand for det. Og det har også vist sig gennem min karriere, at det, som folk er interesserede i, er, når jeg laver mit eget. Men det irriterer mig selvfølgelig også lidt. Det betyder jo, at der er noget, jeg ikke har bevist endnu! Så det kunne godt pirre mig på den måde. Der ligger en udfordring i det«.
Stadig famlende
Ville det for eksempel være en forudsætning med fuld frihed, som du har på dine film herhjemme, men som er sværere at opnå i udlandet?
»Ja, det ville være det, jeg ville lede efter – at lave noget selv. Det hele afgøres af, om man skriver det selv«.
»Men det er interessant, at det er det specifikke, der kan blive stort og originalt. Det specifikke lever, og det generelle dør. Og det bliver jo alt andet lige mere generelt, når man befinder sig som gæst i et univers«.
»Mogens Rukov (afdød manuskriptguru på Filmskolen og medforfatter på ’Festen’, red.) sagde til mig engang: Hvis du skal lave noget på engelsk, så skal du lave det i et rumskib eller i en fjern fortid eller anden galakse, så du har lige så meget ret til det som alle andre. Så du kan tage ejerskab over det«.
Så når folkene bag ’Star Wars’ ringer, så er du på?
»Det har de ikke gjort, og det tror jeg ikke, de gør! Men det, han sagde, ligger i baghovedet på mig. Jeg ved dog ikke, om jeg kommer til at overholde det. Jeg vil faktisk i det hele taget ikke love noget om noget som helst, for man kan aldrig vide, hvornår der pludselig er noget, hvor man tænker: Det er spændende, det må jeg have del af«.
Er du bedre rustet til at træffe den slags beslutninger nu end som ung lige efter ’Festen’, synes du?
»Igen må jeg sammenligne det med at få en partner. Bliver man bedre til at vide, hvem der skal være ens partner, når man bliver ældre? Det tror jeg ikke. Og det er lige så alvorligt, for det tager flere år, og man sætter hele resten af sit liv til side for det. Og hvis det går dårligt, er det en ydmygelse, der står på nettet til evig tid«.
»Så nej, jeg er stadig lige så famlende og søgende, og jeg kommer 100 procent sikkert til at tage forkerte valg også«.
Lige til sidst: Sidder du med en form for lettelse nu oven på en Oscar-kampagnen, hvor du også har trukket veksler på den allermest private del af dit liv?
»Ja. Nu glæder jeg mig til at være sammen med min datter oppe i hovedet og ikke hele tiden skulle tale om min datter. Det er et kapitel, der er afsluttet, og jeg ved ikke, hvordan det bliver endnu. Andet end at jeg glæder mig til at sætte mig ned og skrive«.
»Der er meget støj lige nu, og det bliver rart at komme tilbage til livet og den afsked, vi står i som familie med et familiemedlem, og alt det, vi var midt i, da hele det her cirkus marcherede ind i vores liv. Det har også handlet meget om hende: Som jeg sagde går i min tale, giver det mening at gøre alt det her, fordi det også er at ære hendes minde. Men det bliver et nyt liv nu, og det glæder jeg mig til«.
Kan du holde lidt fri, når du kommer hjem?
»Jeg er kommet ret meget bagud med skrivningen! Så nej, jeg får ikke mulighed for at holde fri. Det bliver noget med at starte i flyveren hjem faktisk«.
Ej come on!
»Det er sgu rigtigt! Men nu starter jeg lige med at læse noget af det, Bo har skrevet. Jeg kommer ikke til at skrive noget i flyveren, trods alt«.