Thomas Vinterberg bekræfter: ‘Druk’ købt til remake med Leonardo DiCaprio

Thomas Vinterberg bekræfter: ‘Druk’ købt til remake med Leonardo DiCaprio
Leonardo DiCaprio i 'The Great Gatsby'.

I går vandt ‘Druk’ en Oscar for Bedste Internationale Film, men snakken om Thomas Vinterbergs film forstummer ikke her.

‘Druk’ er nemlig netop købt til amerikansk remake med ingen ringere end klodens måske største skuespilstjerne, Leonardo DiCaprio, tiltænkt hovedrollen, som Mads Mikkelsen spiller i originalen. Rettighederne er blandt andet købt af Appian Way, som DiCaprio er medejer af.

Jeg talte for kort tid siden med Thomas Vinterberg, der bekræftede de store nyheder.

»Det er meget nyt for mig også. Det er lige faldet på plads, men efter planen skal jeg møde producerne i morgen. Indtil nu har det handlet meget om tal«, siger han over en Zoom-forbindelse fra Los Angeles, hvor han hviler hovedet oven på nattens eskapader.

»Jeg har selvfølgelig været involveret i noget tid, og jeg synes, det er spændende. Jeg har prøvet før at se folks fortolkninger af det, jeg har skrevet, og det er altid meget spændende«, siger han.

»’Festen’ har jo turet rundt som teaterstykke siden, og ‘Jagten’ for så vidt også. Og nu må man så sige, at det er på første parket. Jeg synes jo, at ud over at Leonardo DiCaprio er en fuldstændigt fænomenal skuespiller – jeg har lige set ‘Once Upon a Time in Hollywood’ to gange, og jeg elsker den film – så har han lavet nogle virkelig intelligente valg i sin karriere, som viser ret stor integritet«.

»Og uagtet om han vælger at spille den (rollen i ‘Druk’, red.) eller ej, så har de som produktionsselskab også lavet gode ting«.

Vinterberg har ikke selv haft møder med DiCaprio, der dog mailede ham og ønskede tillykke med Oscar-statuetten i går.

Han siger desuden, at han ingen planer har om selv at instruere remaket.

»Det er ikke min plan. Man kan jo ændre planer, men jeg tror mere på at læne mig tilbage og se nogle lave en anden fortolkning, og så er jeg i gang med en tv-serie med Bo hr. Hansen, som jeg er meget glad for«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af