‘Shiva Baby’: En virkelig underholdende komedie om seksualitet, sugardates og gysende familiefester
At nærme sig slutningen af sin uddannelse og stå over for voksenlivet kan være så frygtindgydende, at man fantaserer om at kravle tilbage i livmoderen.
Det indkapsler den blot 26-årige instruktør Emma Seligman fænomenalt i sin spillefilmdebut ‘Shiva Baby’. Og selvom post grad-tilværelsens antiklimaks for en ung privilegeret kvinde siden ‘Girls’ har været genganger i film- og streamingland, er ‘Shiva Baby’ sin helt egen gysende effektive størrelse.
Med en sparsom længde på 77 minutter er man i tæt selskab med den unge jødiske collegestuderende Danielle på en dag, der tager en angstprovokerende drejning, efter hun i filmens første scene forlader sin sugardaddys hjem for at deltage i en shiva med sin jødiske familie. Et ritual navngivet efter de syv dage, pårørende traditionelt i jødedommen sørger over en afdød.
Da hun ankommer i selskab med sine forældre, der kredser om hende som en evigt mundhuggende sky, ved Danielle dog hverken, hvem der er død, eller hvad hun skal svare på flodbølgen af spørgsmål om hendes fremtid. Det bliver kun sat yderligere på spidsen, da hun foran huset spotter sin gamle highschool-kæreste Maya, der med sin jurauddannelse repræsenterer alle de traditionelt respektable livsvalg, hun ikke selv har taget.
Danielle lever udsigtsløst af sine forældres indkomst og må bide sig i tungen, når hendes studievalg (kønsstudier) afføder kommentarer som at »feminisme ikke ligefrem er en karriere«.
Værst af alt ved hun heller ikke, at sugardaddyen fra tidligere, Max, er familieven til både afdøde og hendes egne forældre, før han pludselig står i entréen med sin baby og blonde ikke-jødiske kone – der udover at være smuk, venlig og overskudsagtig har sin egen succesfulde virksomhed. Hvilket Danielles forældre, som tror datteren bijobber som babysitter, selvfølgelig ser som en gylden networking-mulighed.
Hvor coming of age-fortællinger ofte glimrer i langsomhed og plads til målløshed, er ‘Shiva Baby’ mere som at være spærret inde i et brændende hus af utilstrækkelighed.
Shiva-arrangementet tager hurtigt form af et kammerspil, hvor såvel mørke sexvittigheder som inkvisitoriske gamle damer lurer bag hver dørkarm i den propfyldte new yorker-brownstone. Og som tingene spidser til, bliver arrangementet kun mere komisk og klaustrofobisk.
Bag kameraet er visionen fra den unge instruktør Seligman skarp, og foran det skinner det lysende komiske talent og SoMe-fænomen Rachel Sennott i hovedrollen.
Om hun afreagerer ved buffeten, vender hovedet væk for at undvige et spørgsmål, eller blot udsender dæmpet panik med sine blikke lever hun op til rollens position som den dramatiske dominobrik med en underspillet humor. Hun skovler æggesalat op på en tallerken for at have noget at give sig til, men skraber det tilbage igen, når ingen kigger. Ved aldrig rigtig helt, hvor hun skal gøre af sig selv, når en hær af midaldrende kvinder påtaler hendes taljemål igen og igen.
Med kommentaren »you look like Gwyneth Paltrow on food stamps, but not in a good way«, som kransekagefiguren af kryptiske velskrevne mellemkomplimenter.
Danielle er hverken helt god eller helt ond, men først og fremmest virkelig uheldig. Et underholdende centrum for et seksuelt induceret familiekaos. Sennot spiller hende ikke overdrevet, men gør hende, på trods af det ene håbløse valg efter det andet, til et menneskeligt afbræk fra fiktionens jævnlige bålafbrænding af ulidelige kvartvejskriseramte kvinder.
Blandt birollerne lyser Diana Agron – bedst kendt som ‘Glee’s uopnåelige cheerleader Quinn Fabray – op som Max’ perfekte kone, og Molly Gordon som Danielles ekskæreste Maya (‘Booksmart’s Triple A), der ulig hende formår at spille familiesammenkomstens pleaserspil.
Jeg havde næppe holdt et eneste øjeblik ekstra ud af ‘Shiva Baby’, der tager den gængse familiearrangementsudmattelse til absurde højder, mens der samtidig skrues max op for gyservirkemidlerne undervejs. Det er effektivt og medrivende, men grundkonflikterne bliver også præsenteret så tidligt, at spændingen midtvejs dykker en smule.
Når man føler sig mest distanceret fra fortællingen, virker den lillebitte. For på overfladen er den coming of age, der er på spil, meget miljøspecifik. Nogle stereotyper og neuroser fra den jødiske familie er velkendte, men en generel ungdomsafsky og frygt for familiens skød rammer en almengyldig åre.
At dømme på ‘Shiva Baby’s forening af sexliv og familieliv på den bedste, men værst tænkelige måde, står det i hvert fald klart, at filmens stjerneskud Emma Seligman og Rachel Sennot kan fortælle fantastiske og frygtløse historier.
Det bliver dybt interessant at se, hvor den næste cinematiske kvartvejskatastrofe indtræffer.
Kort sagt:
‘Shiva Baby’ er en gysende og virkelig underholdende komediepinsel, der bringer newyorker-snakkekomedien ind i 2020 med sin vinkel på målløshed, sugardating og seksualitet.