‘Challengers’: Zendaya driver alle til vanvid i våd drøm af en tennisblockbuster
Der er ikke nogen sexscener i ’Challengers’.
Alligevel har jeg svært ved at sætte ord på det dampende tennistrekantsdrama uden at komme til at lyde som den dickpicparate fremmede i dine DMs. For Luca Guadagninos nye film er med sin trefork af unge talenter pivfræk, pisselækker, brandvarm og elementært hot.
Det er muligvis årets mest sexede film, men på en mere udspekuleret lækker måde, end mit romance-vokabularium kan rumme.
Zendaya er spydspids med Mike Faist og Josh O’Connor som sine små, hvide ketsjerdisciple og elskere i rotation. Det handler om »fucking good tennis« med streg under fucking, og den italienske instruktør er en herligt sadistisk dommer gennem samtlige puklende set.
’Challengers’ udspiller sig omkring en rødglødende tenniskamp i nogle udpræget usexede omgivelser. Et såkaldt challenger-kvalifikationsstævne i New York-forstaden Westchester afholdt af en dækfabrikant, hvor tennisikonet Art Donaldson (Mike Faist) skal have boostet sit ego inden US Open på opfordring fra sin kone og træner Tashi (Zendaya).
Hans taberstime og pensionsmodne karriere truer nemlig deres ægteskab. Men det udvikler sig til en livsændrende kamp, da modstanderen (knap så tilfældigt) viser sig at være Arts gamle makker og rival – i både tennis og kærlighed – Patrick Zweig (Josh O’Connor som charmerende røvhul), der også er Tashis ekskæreste.
Sideløbende med den store kamp på den lille bane spoles tiden tilbage til trioens unge dage i 2006 (der også var nøgleåret i den y2k-kneppende åndsfælle ’Saltburn’). Dengang udgjorde Art og Patrick en vindende juniordouble med tilnavnet »fire and ice«, indtil deres møde med den unge tennisstjerne og Naomi Osaka in spe, Tashi Duncan, ændrede alt.
De taber nemlig begge kæben over hendes evner: At destruere sine modstandere på banen og at danse selvsikkert til Nellys ’Hot in Herre’. Mens Patrick er så tændt, at han ville lade hende »kneppe ham med en tennisketsjer«, er Art betaget af hendes talent. Da Tashi banker på, aftenen inden drengene skal møde hinanden på banen, igangsætter en ’Y tu mamá también’-værdig flervejs snavesession og udlodder sig selv i præmie til morgendagens vinder, kridtes banen op til en ménage à trois, der stadig er i gang, da de mødes igen som voksne.
I ’Challengers’ har ‘Call Me By Your Name’-instruktør Guadagnino, mesteren i længsel og lyst, givet empatien en pause og skabt en film, der er lige så fjollet, som den er betagende. En ordinær magtkamp mellem tre dårlige tabere, der alligevel bliver et befriende teenageliderligt åndehul i en tid, hvor mange film med Tessas ord »snakker for meget, knepper for lidt«.
Intellektuelt er vi ude i den filmiske pendant til at hælde vand på saunastenene. Men til gengæld er foreningen af højspændt sportsfilm med giftigt parforholdsdrama og dryhumpende coming of age det mest gennemført pirrende stykke underholdning længe.
I digtet ‘Howl’ beskrev Allen Ginsberg sindssygen som at sidde i spændetrøje, mens man »taber et spil bordtennis med afgrunden«. I ’Challengers’ er det godt nok en anderledes Hollywood-lækker tenniskamp om den ultimative orgasmiske forløsning, men Zendaya får ikke desto mindre drevet alle omkring sig fyrigt til vanvid.
Om hun snor mænd om sin hals, bolde over nettet eller udløser en reel tornado af seksuelle spændinger, består hun som skuespiller overgangsriten til voksen filmstjerne.
Der er ingen bemærkelsesværdige biroller. Det hele handler om trekanten, hvis gribende seksuelle vanvidsspænding gennembløder alt på sin vej. Omkring Zendaya knokler Josh O’Connor og Mike Faist så fuldbyrdet igennem for at imponere, at ingen sætter en fod forkert – det er betagende ned til sidste homoerotiske fægtekamp af en volleyduel.
Guadagnino var sidst biografaktuel med ’Bones and All’ – en ekstrem coming of age-kærlighedshistorie om to unge kannibaler. Man kunne frygte, om noget så ærkeamerikansk og kommercielt som en tenniskamp ville blive for firkantet. Men allieret med den thailandske fotograf Sayombhu Mukdeeprom fra Guldpalmevinderen ’Onkel Bonmee som kan huske sine tidligere liv’ opløses banens rene linjer med skud, hvor man vitterligt bliver ét med en tværgående stopbold.
Tennis scorer i forvejen højt på sexappeal, men som med ’Call Me By Your Name’s æggeædende hunk (rip, Armie Hammer) og peachy wanker bruger Guadagnino også sit øje for liderlighedens klamhedsfaktor i ’Challengers’.
Han bryder det pæne poloskjorteunivers med biseksuel ildhu og vender i glimt også vrangen ud på både knæskaller og livet som elitesportsudøvers tidlige sengetider og tape mellem skulderbladene.
Selvom det starter med en magtkamp om kvinden, er der aldrig nogen tvivl om, at ’Challengers’ har øjet på bolden i sit skøre opgør om magt og lyst. Fra start til slut dunker man med Trent Reznor og Atticus Ross’ snublespurt af et techno-score, der bader selv de mindre overbevisende scener i intensitet.
Da rulleteksterne ramte, kunne jeg snildt have set filmen forfra bare for at mærke det hele igen.
Kort sagt:
Det er både fantastisk og latterligt at være tilskuer til årets liderligste kamp, hvor Zendaya og hendes »little white boys« tennisknepper til sidste sveddråbe. Med ’Challengers’ har Luca Guadagnino har begået en våd drøm af en sportsfilm, der fortjener at blive en komplet blockbuster.