’Saltburn’: Væskeladet opfølger til ’Promising Young Woman’ er vanvittigt sjov, grotesk og klam
Emerald Fennell er muligvis sat i verden for at beskrive, hvor forskruet og farligt begær kan være.
Det formåede hun i med sin Oscar-belønnede og tyggegummifarvede debutfilm ’Promising Young Woman’, og det samme gør hun i sin klassesatiriske og ’The Talented mr. Ripley’-inspirerede film ’Saltburn’.
Ironisk nok foregår denne begærlige historie i 2006 aka tiden, hvor alt, ifølge Fennell, var ualmindeligt kikset – om end også underligt elskværdigt. Sig derfor hej til uflatterende knickers, tunge nokia-telefoner og et Boogielisten-soundtrack, når den stille og økonomisk udfordrede Oliver Quick (Barry Keoghan) bevæger sig ind på Oxford University.
Benådet med et stipendiat har han fået adgang til Englands aristokraters studie- og legeplads og kan derfor udleve enhver statusbevidst akademikers vådeste drøm. Oliver opdager dog hurtigt, at manglende penge og udeblivelsen af et forsikrende familienavn gør ham både privilegie- og venneløs. Den eneste, han snakker med, er det selvbetitlede geni Michael.
Men Michael er pisseirriterende og spiser en chokoladebar fra dens midte, hvilket da er noget af det mest idiotiske, jeg nogensinde har set.
Mere graciøst (og logisk) spiser og agerer skolens konge, Felix Catton (Jacob Elordi). Han er smuk, rig, ombejlet og skamferet af 00’ernes svar på en badboy-krone: en øjenbrynspiercing. Modsat publikum synes den ensomme Oliver tydeligvis, at metalstangen er skidesej, og pludselig bliver både den og Felix genstand for hans altoverskyggende betagelse.
Med hjælp fra en punkteret cykel indleder de to umiddelbare modsætninger en relation, og som en slags rich man’s burden inviteres Oliver til at tilbringe sommeren på Felix’ families underskønne og gotiske gods, Saltburn.
Her vrimler det med tjenestefolk og overvældende muligheder, men hvad der skulle være en lys og lystfuld sommer hos The Cattons forvandler sig gradvist til en mahognimørk labyrint af løgne, jalousi og en besidderisk besættelse – og en film om den første forelskelse udvikler sig pludselig til et abjekt værk om de magtsyges uslukkelige tørst.
For i denne groteske og humoristiske eat/drink the rich-fortælling flyder og indtages kropsvæsker på samme måde som champagnen og magten. Forvent dig derfor slubren af sædrester fra et badekar og en tungeslasker fuld af menstruationsblod, når karakterne skåler og drukner i (kropsligt) begær.
Fanget af Linus Sandgrens symbolistisk begavede linse bliver Fennells svære to’er og perverse druktur et overdådigt og kontrastfuldt sammensurium af smukke og grumme billeder – og af tydelige shoutouts til populærkulturen og film- og litteraturhistorien.
Udover førnævnte ’The Talented mr. Ripley’ er Shakespeare, Dickens, Flo Rida og Jonah Hill blot få af ’Saltburn’s åndelige gæster og referencepersoner, der alle har en medfortællende funktion for Olivers vandring gennem Oxford og godset. Og som en noget spraglet sammensætning af såkaldt høj- og lavkulturelle produktioner bruges de i særdeleshed som afsæt for filmens gennemgribende kritik af elitære smagsdommersystemer, der konstant opdeler og valoriserer kunststykker – og mennesker.
Der er til tider mere fokus på kontrastfulde billeder, kunsthenvisninger og brækfornemmelser end et drivende og rytmisk plot. Emerald Fennell er nok bare en bedre instruktør og konceptudvikler end dramatiker.
Dialogen er dog virkelig sjov og skarptunget, inklusive teorier om hede trekanter mellem Harry, Ron og Hermione. Replikkerne falder særligt godt over Rosamund Pikes læber, når hun som Felix’ fordømmende mor og en Y2K-version af dronning Cersei eksempelvis beklager sig over lesbisk sex’ utrolige væskemængde. Det er overlegent og ironisk nok tørt leveret.
’Saltburn’s stjerne er dog Barry Keoghan, der er suveræn og yderst generøs i sin følsomme og voldsomme hovedrolle. Frygtløst og nøgent kaster han sig ikke blot ud i dans under oliemalerier til ’Murder on the Dancefloor’, men også ud i et komplekst portræt af Oliver. Med subtilt spil og en enkel muskeltrækning evner han at gå fra såret underdog til manipulerende og små-nekrofil mastermind. Det er på alle måder klamt.
Elordi er solid som den eftertragtede Felix. Han har en enkel sjov spaghetti bolo-replik, men tilbydes desværre ikke lige så mange facetter som Keoghan. Det lykkes ham dog at stille et af filmens vigtigste spørgsmål: Hvor mange ofre har magtliderligheden?
Det spørgsmål er dog blevet stillet før. Mange gange endda. Og Fennell hverken udvider eller nuancerer kritikken af klasseskel og elitens giftige funktion, hvorfor filmen ikke er lige så nyskabende som den hævngerrige overgrebsthriller ’Promising Young Woman’.
Med begge værker påviser Fennell dog, at hun er mester i at mixe en stærk og provokerende film. Og som en klistret og foruroligende cocktail vil ’Saltburn’ beruse dig med latterkramper og kvalme over andres – og eget – væmmelige begær.
Kort sagt:
Med alt godt fra kroppen og kunstskatten har Emerald Fennell skabt en vanvittig sjov, grotesk og klam film, om den britiske overklasse og det, vi allerede ved om den.