Emerald Fennell har siden debutfilmen ’Promising Young Woman’ vakt opsigt med sine kulørte universer og satiriske blik.
Men efter hendes seneste film ’Saltburn’, et overklassedrama med Barry Keoghan og Jacob Elordi i hovedrollerne, har hun noget helt andet i tankerne til sit næste projekt.
Det fortæller hun i et interview med Deadline. Fennell blev spurgt til sit drømmeprojekt, hvor hun gav dette ukonventionelle pitch:
»Min yndlingsfilm er ’Jurassic Park’, så jeg ville elske at lave noget med dinosaurer«, fortalte hun og fortsatte:
»(…) For det første skulle den være meget erotisk. Jeg tænker, at mennesker og dinosaurer er kommet til et punkt i deres tid sammen, hvor ting begynder at blive rigtigt spændende. Så det er et ægteskab mellem en mand og en velociraptor, og det er mere eller mindre et ægteskabsdrama«.
Fennells bud på dinosaurerne ville om ikke andet være et frisk pust til ‘Jurassic World’-franchisen. Måske hun kan få overtalt Chris Pratt til at spille med?
’Saltburn’ kan streames på Prime Video i december.