(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’Squid Game’ sæson 3 færdig)
KOMMENTAR. Jamen hov, det er sgu da Cate Blanchett, der svinger lussinger afsted mod en bums i en amerikansk gyde!
De døende sekunder af ’Squid Games’s tredje og sidste sæson tog en uventet drejning. Efter at have klaret efterladenskaberne i asken fra det afsluttende drama i de morbide leges sydkoreanske hurlumhejhus – en baby, 100 millioner kroner – cruiser Front Man gennem gaderne i USA og ruller sin tonede rude ned blot for at opdage en blond jakkesætklædt recruiter i fuld sving med ddakji og bygelussinger.
Den pludselige cameo var selvsagt en overraskelse, men i mine øjne ikke nødvendigvis en positiv en af slagsen.
Der lå en stærk nok pointe i, at vor helt Gi-hun smukt ofrede sig selv, så barnet i stedet kunne få en god fremtid, mens selve Squid Game-systemet dog stadig levede videre, muligvis i hidtil uvis global grad. Som serieskaber Hwang Dong-hyuk har udtrykt det til The Hollywood Reporter, ville han efterlade os med en pointe om, hvor svært det er at nedbryde hele systemet – »det vil altid gentage sig selv«.
Men oplevelsesmæssigt var det alligevel et for stort stretch pludselig at se en af Hollywoods største stjerner i en serie ellers nidkært befolket af sydkoreanske skuespillere og ukendte engelsksprogede ansigter bag VIP-dyremaskerne. Det skabte en underlig distance til det ellers følelsesmæssigt medrivende finaleafsnit, og jeg havde så langt foretrukket en ukendt vestlig skuespiller med gennemborende karisma. Det havde forstærket ’Squid Games’ mystik, hvor Blanchett mest udvandede den, så det lignede en ’SNL’-sketch i stedet.
’Squid Game’-paradokset
Samtidig varslede denne twistede slutning ilde.
For godt nok understreger Hwang Dong-hyuk i flere interviews efter finalen, at afslutningen ikke har til formål at sætte at sætte amerikanske spinoffs i søen. Men Blanchetts optræden åbner dog alligevel døren på vid gab til fortsættelser.
Sammen med ’Wednesday’ og ’Stranger Things’ er ’Squid Game’ Netflix’ stærkeste franchise, og tror man, at den bliver lagt fredsommeligt i graven med eksplosionen på den mystiske koreanske ø, har man nok et naivt forhold til underholdningsbranchens logikker.
En så stærk international succes steder man ikke bare lige til hvile, og allerede da Netflix tålmodigt måtte vente over tre lange år på sæson 2, skabte de febrilsk et ’Squid Game’-gameshow for at malke det frodige yver.
Man er nødt til at pege på det paradoksale i, at en serie, som dissekerer en kapitalistisk magts udnyttelse af menneskets mest grådige og egoistiske sider, nu selv vil blive vredet som en våd seermagnetisk karklud, til Netflix-abonnenterne er ved at brække sig.
Er legen stadig god?
Sidste år verserede historierne om, at David Fincher arbejder på en serie i ’Squid Game’-universet, hvilket vi dog ikke har hørt mere til siden.
Men efter tre sæsoner føles ’Squid Game’ i forvejen som en serie, hvor legen kun stadig føltes nogenlunde god, fordi man nu var nået så langt. Nyhedens interesse var for længst passeret, og det stramme koncept havde svært ved at bære et så langt stræk på karakter- og dramaniveau, uagtet at dødslegene da stadig er spændende helt elementært.
Så længe fremtidige engelsksprogede versioneringer forvandler overgangen fra sydkoreansk bedre, end ’Squid Game’ selv gjorde med de dilettantisk ringe VIP-scener, som fik én til at tvivle på, om hele serien faktisk var lige så grundkomisk karikeret, ja så skal det sikkert glide nogenlunde ned.
Jeg er bare næsten allerede træt ved tanken om alle de spinoffmuligheder, Cate Blanchetts besøg indvarsler.
Men ja – systemer vil altid gentage sig selv.
’Squid Game’ kan ses på Netflix.