KOMMENTAR. Der er altid spænding forbundet med, hvad David Fincher kaster sig over næste gang.
Ikke mindst fordi den perfektionistiske filmskaber bag ’Seven’, ’Fight Club’, ’Zodiac’ og ’The Social Network’ ofte overrasker. Det ene øjeblik laver han en animeret science fiction-serie. Det næste en sort-hvid ode til Old Hollywood.
Nu har han så igen taget os på sengen. Det amerikanske branchemedie Deadline rapporterer, at David Fincher sandsynligvis skal bruge sit 2025 på at udvikle en serie i ’Squid Game’-universet. Meget mere om serien ved vi endnu ikke, andet end at den skal være på engelsk, og at det flugter med Netflix’ mu-ha-ha-ha-megalomane planer om at udvide deres sydkoreanske hitfænomen om et gedulgt spil til døden i alle tænkelige retninger.
Finchers serie er – gætter jeg på – næppe et direkte remake af Hwang Dong-huyks original, men en form for spinoffhistorie.
Alligevel tillader jeg mig at stille spørgsmålet: Hvad har du gang i, Fincher?
Globalt hit, nu på engelsk
En ’Squid Game’-serie står så langt nede på min ønskeliste for kommende David Fincher-projekter, at papiret for længst er løbet tør.
Godt nok har han tidligere skabt succeser baseret på andres universer – ’House of Cards’ var et remake af en britisk serie, og med ’The Girl with the Dragon Tattoo’ genindspillede han ganske effektivt den svenskdanske billetbasker ’Mænd der hader kvinder’.
Og der er naturligvis hundredvis af eksempler på, hvordan Hollywood har fisket eksotiske udenlandske hits for at servere dem i ny indpakning på amerikansk til det lokale publikum – med Christian Tafdrups ’Speak No Evil’ som et af de seneste eksempler.
Men det er alligevel anderledes med ’Squid Game’. For mens det brede amerikanske publikum sjældent har set de europæiske, asiatiske eller sydamerikanske originaler, har alle over hele verden set ’Squid Game’. Det er den mest sete Netflix-serie nogensinde. Den er blevet set over 265 millioner gange (!) på verdens største streamingtjeneste med 282 millioner abonnenter.
At skulle oversætte ’Squid Game’ virker således meningsløst, og dens charme ligger i høj grad i det sydkoreanske afsæt i alt fra skuespil til æstetik. Et afsæt, som altså har vakt genlyd selv i undertekstforskrækkede USA.
Dertil er min gisning, at ’Squid Game’-hypen fra sæson 1 vil have mere end svært ved at bære, når sæson 2 lander på Netflix i december.
Serien bragede ud af det blå gennem lydmuren takket være et opsigtsvækkende, chokerende koncept og en appellerende æstetik, men det er også et format, der har sine indbyggede begrænsninger. Modsat ’Stranger Things’s store verden, hvor spinoff-mulighederne er legio, er ’Squid Game’ et lukket rum, hvor det kan føles repetitivt at opholde sig for længe, men for langt fra den oprindelige appel at bevæge sig væk fra.
Chokværdien er naturligt kølet af i de fire år, der er gået siden debuten, og jeg kunne godt mistænke, at serien vil minde om ’Tiger King’ i den forstand, at det var noget, vi snakkede utroligt meget om i nogle måneder engang for længe siden, men som mange ikke har det helt store behov for at genbesøge.
Kan du huske, at der kom en ’Tiger King’ sæson 2?
Nedadgående formkurve
Hvor mange bag-, side- og parallelhistorier man end opfinder, kan de kommende ’Squid Game’-udvidelser meget vel komme til at føles som det, de vel dybest set også er: Overivrige forsøg på at malke guldkalven.
At David Fincher skal bidrage til den kalkule, har jeg svært ved at forstå.
Han har en fast overordnet kontrakt med Netflix, og streamingtjenesten kan meget vel have sat et par ekstra nuller på aftalen for at få ham til at hæfte sit brand af prestige og kvalitet på mineringen af deres største succes gennem tiden.
For Netflix er det da også et scoop: Hvis nogen kan skabe noget, der både føles nyt, godt og anderledes i et så etableret univers som ’Squid Game’, er det den topprofessionelle instruktør, der tidligere har flirtet med twistkoncepterne i ’The Game’, og som bibringer en æstetik, der vil kunne amerikanisere det sydkoreanske forlæg, uden at det fremstår generisk.
Men hvor ville jeg dog hellere have, at Fincher brugte sine kræfter på at skabe film og serier, der ikke lukrererede på globale massefænomener, men forsøgte at skabe nye. Eller alternativt fik overtalt Netflix til at fortsætte den fremragende ’Mindhunter’, hvis afslutning sivede ud i en de facto-aflysning.
Jeg skal naturligvis åbne døren for klem for, at amerikaneren ender med at lave en genial serie, der genopfinder ’Squid Game’, så det både føles inciterende og relevant.
Der er trods alt en grund til, at David Fincher er David Fincher, og jeg ikke er!
Men jeg synes samtidig godt, man kan tillade sig at frygte, at den engang så driftsikre instruktør har sine bedste år bag sig – og stille spørgsmål ved, om Netflix-samarbejdet bringer det bedste frem i ham.
Lejemorderfilmen ’The Killer’ var udmærket, men en parentes, mens ’Mank’ var et forfængelighedsprojekt, der føltes vigtigt for ham selv, men ikke for så mange andre. ’Gone Girl’ er efterhånden 10 år siden. Hans sidste egentlige hovedværk, ’The Social Network’, ligger halvandet årti tilbage i tiden.
Jeg tvivler desværre på, at en ’Squid Game’-serie er det, der vender Finchers nedadgående kurve.