Det vakte harme på sociale medier, da ‘Mindhunter’ i 2020 blev sat på pause efter to sæsoner.
David Finchers serie om to FBI-agenter, der forsøger at fange og forstå seriemordere, fik gode anmeldelser og havde en solid fanskare. Alligevel var det ikke grund nok for Netflix til at fortsætte med serien.
Det fortæller David Fincher i et nyt interview med Le Journal du Dimanche (via Indiewire), hvor han også bekræfter, at serien er lagt i endegyldigt i graven, simpelthen fordi den var for dyr i forhold til, hvor mange der så med.
»Jeg er utroligt stolt af de første to sæsoner, men det var en særligt dyr serie, og set fra Netflix’ perspektiv, tiltrak vi ikke et stort nok publikum til at retfærdiggøre investeringen. Jeg bebrejder dem ikke. De løb risici for at lancere serien«, siger Fincher.
Efter den uofficielle aflysning af serien i 2020 kom flere detaljer om de kommende sæsoner frem.
Instruktør Andrew Dominik fortalte blandt andet, at tredje sæson ville føre FBI-duoen til Los Angeles, hvor seriemorder-fascinationen for alvor havde ramt zeitgeisten. Og Fincher selv har givet hints omkring, hvilken virkelig morder, serien ville slutte med.
Selvom ‘Mindhunter’ blev aflyst, lever Finchers samarbejde med Netflix stadig i bedste velgående. Senere på året er han aktuel med noir-filmen ‘The Killer’, der følger en lejemorder (Michael Fassbender), der begynder at stille spørgsmålstegn ved sit erhverv.
‘The Killer’ er planlagt til premiere 10. november.