’Speak No Evil’: Hollywood-remake af Christian Tafdrup-gyser sender geniale stikpiller til os danskere
Lav en dansk spændingsfilm med en skarp præmis, og du er sikret et Hollywood-remake.
Sådan har opskriften lydt to gange de seneste år, først med en amerikansk nyfortolkning af Gustav Möllers ’Den skyldige’ og nu et engelsksproget remake af Christian Tafdrups ’Speak No Evil’.
Sidstnævnte er netop kommet i de danske biografer, blot to år efter originalfilmens premiere. Titlen er den samme, men nu sidder britiske James Watkins (’Eden Lake’, ’The Woman in Black’) i instruktørstolen, mens Hollywood-stjernen James McAvoy er i front for den ubehagelige fortælling om to familier på ildevarslende hyttetur.
I Tafdrups film møder et dansk forældrepar en hollandsk familie på ferie i Italien. Kort efter hjemrejsen modtager de et postkort fra det relativt fremmede par, som inviterer dem på besøg i deres skovhytte.
Det siger hovedpersonerne ikke nej til, og sådan fortsætter det under selve besøget, hvor de konfliktsky danskeres grænser gang på gang bliver overskredet af de frembrusende værter. Da de opdager, at hollænderne gemmer på en grusom hemmelighed, bliver mareridtsturen endnu værre – og det selvforskyldte kontroltab får en ubønhørligt grusom, chokerende afslutning.
I den nye ’Speak No Evil’ er danskerne skiftet ud med et amerikansk par, spillet af ’Halt and Catch Fire’-duoen Scoot McNairy og Mackenzie Davis. Hollænderne er nu englændere, gestaltet af førnævnte McAvoy og irsk-italienske Aisling Franciosi (’The Nightingale’).
Ellers er første time næsten én til én en kopi af originalen – helt ned til enkelte scener og interaktioner mellem de to familier. Her er virkelig at tale om et remake snarere end en nyfortolkning.
Undervejs har Watkins dog strøet en række geniale easter eggs ud til filmens danske publikum.
I den humoristiske ende støder hovedpersonerne under italiensferien på et dansk par, som hverken de eller englænderne kan holde ud at snakke med. De finder sammen om en fælles aversion mod den danske mands lange anekdoter om kokkekurser.
Senere i filmen finder man tekster skrevet på dansk, som hinter til det kommende, dystre plottwist – en ret genial detalje, i og med at det danske publikum jo formentlig allerede vil kende til twistet, fordi de har set forlægget.
Herefter adskiller den nye ’Speak No Evil’ siger imidlertid fra originalen. Watkins er ikke lige så nådesløs mod sine vattede hovedkarakterer som Tafdrup, og han er gået med en anden slutning end danskeren.
Den britiske instruktør har selv beskrevet sin film som en rutsjebanetur, og det er meget rammende. For remaket er mindre chokerende og har ikke originalens satiriske bid, men den er unægtelig også mere underholdende i klassisk forstand med sin actionfyldte sidste akt, hvor man gyser og holder vejret sammen med hovedpersonerne.
Hele castet spiller fortrinligt, men det er i sandhed James McAvoys film. Det er umuligt at fjerne blikket fra hans muskelbundt af en bro-type fra helvede, mens han både gaslighter og charmerer sig ind på sine stakkels gæster. Når han til sidst slipper aggressionerne løs for fuld, overdrevet udblæsning, virker det faktisk ret troværdigt.
Med hvert Hollywood-remake kommer selvfølgelig i sidste ende spørgsmålene: Var det virkelig nødvendigt at genindspille originalen? Og hvorfor kan amerikanerne ikke bare læse undertekster?
Her kommer den nye ’Speak No Evil’ ganske vist til kort, især når man tænker på, at forlægget mest foregik på engelsk, fordi de to familier ikke forstår hinandens modersmål.
Men når det nu skal være, er Watkins faktisk lykkedes godt med at hive Tafdrups original gennem Hollywood-maskinen ved at fokusere på det, som USA’s pengestærke filmindustri er bedst til: stjernefaktor og actioneskapader.
Kort sagt:
Det amerikanske remake af Christian Tafdrups ’Speak No Evil’ har ikke originalens satiriske og nådesløse bid. Til gengæld er filmen mere underholdende i klassisk forstand – og desuden har den James McAvoy.