DE HOTTESTE FILM NOGENSINDE. Nogle gange kan man planlægge tingene ihjel. Og i sjældne tilfælde er døden den ultimative konsekvens af dårlig planlægning.
Men der findes få ting, der er mere livgivende, end en spontan bytur på en lummer sommernat, hvor sveden pibler frem i lændehulen af dine beige cargoshorts, margaritaerne er kolde, og din ånde lugter af røg, flirt og dumme beslutninger.
Den fornemmelse – den særlige, klistrede, elektriske spænding i kroppen – er den, Quentin Tarantino rammer med ’Death Proof’: en slasherfilm forklædt som en svedig seksuel fantasi i 70’er-klæder og med kvinder i førersædet.
’Death Proof’ blev hurtigt den glemte lillesøster til ’Kill Bill’ og ’Jackie Brown’, men det er måske derfor, den har fået lov til at være den frækkeste. Tarantino tog sin kærlighed til grindhouse-genren, stuntarbejde og exploitationfilm og vred den ned i noget, der mest af alt føles som en solbrændt hyldest til kvindekroppen, hævn og benzin på huden.
’Death Proof’ er rodet, og der er klart elementer, der er ældet dårligt, som et til tider nedsættende sprogbrug, mandefikserede samtaler, og at flere af karaktererne er irriterende ’pick me’-girls.
Alligevel oser Tarantinos undervurderede film af hot girl summer-vibes.
Kvindekroppe og kamerablikke
Filmen begynder i døsige Austin, Texas, hvor de tre veninder Jungle Julia (Sydney Tamiia Poitier), Arlene/Butterfly (Vanessa Ferlito) og Shanna (Jordan Ladd) er på vej ud i natten.
Vi møder dem gennem deres samtaler om hjertesorger og scorestrategier, men også gennem deres bevægelser: tånegle lakeret i rødt, ankler pyntet med kæder, ben strakt hen over en bils instrumentbræt, som var de en scene i sig selv.
Kameraet dvæler ikke bare, det lægger sig nærmest til rette på deres hud. Det er et blik, der afslører dele af kroppen, og som vil have dig til at svede.
I Julias lejlighed dufter luften af hash og hårspray. Det føles som en frihed, der er lige dele erotisk og uforudsigelig. Da de sidder på baren og småflirter, holder en sortklædt mand øje fra barens mørkere hjørne. Hans navn er Stuntman Mike (Kurt Russell). Hans ansigt minder mere om asfalt end hud. Han er én, man holder øje med, ikke én, man vil følges hjem med.
Det er her, filmen begynder at stramme grebet.
Arlene, som i nat kaldes Butterfly, er blevet udlovet som dusør af veninden Jungle Julia i sit radioprogram. Er du den første til at citere et Robert Frost-digt i Butterflys øre, skylder hun dig en lapdance. Det kan jo give anledning til, at Butterfly i så fald kan møde en »kinda cute, kinda hot, kinda sexy, hysterically funny, but not funny-looking guy who you could fuck«.
Stuntman Mike er ingen af delene, men hun giver alligevel efter.
Kameraet bliver hængende. På hofterne. På lår, der glinser som nypudsede fælge i det dunkle barlys. Vi kigger på fødderne, der let og målrettet bevæger sig hen imod jukeboxen. Og så starter ’Down in Mexico’ – en sang så hot som den stærkeste chilisauce. Selv møblerne virker liderlige.
Lapdancen, der følger, er koreograferet for publikums skyld. Og for Butterfly. Det er en dans, man mærker gennem kameraet. Den ægte kraft ligger i de små bevægelser. Ikke i hofternes sving, men i kontrollen. I måden Butterfly langsomt sænker sine fødder ned ved Mikes skridt med en kølighed, der ikke beder om tilladelse. Hun ved, hvad hun gør. Og han ved, at hun ved det.
Men i Tarantinos verden lurer volden altid i kulissen som en støvet pickup, der venter i vejkanten. Da den rammer, flår den kroppen fra fantasien og efterlader os i et vrag af blod, metal og et misogynt mareridt.
Biljagtsorgasme
Filmens anden halvdel tager os væk fra den dovne varme og ind i en ny venindegruppe: Abernathy (Rosario Dawson), Kim (Tracie Thoms) og stuntkvinden Zoë Bell som sig selv.
Her møder vi nye ben, nye latterbrøl og samtaler om stunts. Men noget har ændret sig. Kameraet filmer dem ikke længere som nogen, vi udelukkende skal begære, men som nogen, vi bør frygte at komme på kant med. Stuntman Mike har stadig sin dødsikre bil, men nu sidder han ikke længere med styringen. Hvor han før var jæger, bliver han nu til et såret og ynkeligt dyr.
Det hele kulminerer i en hæsblæsende biljagt, hvor støv, skrig, tæv og kvindelatter blander sig i én lang, dirrende forløsning. En biljagtsorgasme, hvor det ikke kun handler om hævn, men om at tage kontrollen tilbage over egen krop.
’Death Proof’ er en film, man mærker: i huden, i underlivet, i den del af maven, der får sit eget sprog, når solen går ned, og tequilaen løber varmt.
Det er ikke en pæn film, men den er heller ikke interesseret i at være det. Den er plettet af støv og begær, rodet som en færdigfestet nat – og lige så svær at forklare dagen efter.
’Death Proof’ kan ses på Blockbuster.