KOMMENTAR. Der var noget i luften tirsdag aften på årets Roskilde Festival.
First Days-programmet var ved at nå til vejs ende, og man kunne mærke en længsel blandt flere festivaldeltagerne efter mere. Mere musik, flere momenter og ikke mindst mere fest.
Flere steder på internettet havde man talt om dagens sidste koncert med den dansk- uruguayanske producer og dj G2G som værende netop det. Et potentiale til at blive årets vildeste koncert i opvarmningsdagen, var der blevet hypet i memes, podcasts og guider.
Det her skulle være noget særligt. Som da Paydar på sidste års festival lukkede tirsdagen af med en kæmpe fest. En perfekt overgang til hovedprogrammet.
Pladserne ved Eos var ved at blive fyldt godt ud ti minutter inden startskuddet.
Folk var klar til fest. Nærmest længselsfulde.
Men måske var der også en særlig årsag til det.
Hvor er festen?
Det er ikke ligefrem fordi, at årets First Days-program har flydt over med dem. Koncerterne med elektronisk dansemusik i centrum. Med et andet ord: Festerne.

Jojo, der har været fester på Eos og Gaia. Søndag aften leverede Tonser den i et vildt hyperpoppet kaos, der fik Gaia til at koge. Og mandag var det på samme scene Wedding, der stod for den elektroniske fest i et møde mellem klubmusik og postpunk.
Men festerne har tidligere år været mere fremtrædende. For eksempel sidste år, hvor produceren Deb Foam, Paydar og gakkede crazy-frog-inspirerede The Bird fik primetime-pladser i tidsplanen.
Også i sidste års hovedprogram var der masser af koncerter for de festsultne festivalgængere at tage til. Tænk bare Evian Christ, Nia Archives, Isabella Lovestory, Lyra Valenza, Brutalismus 3000, Skrillex, Shygirl, LSDXOXO, Bclip, Overmono og mange flere. Alt sammen spredt ud på flere af festivalens forskellige scener.
Apollo er klubben
Det er ikke en selvfølge, at en musikfestival som Roskilde skal levere natklubstemning. Men festivalen har selv udtalt, at netop det var tanken, da man i 2022 fornyede Apollo-scenen til det aflukkede containerunivers, som scenen i dag er.


En platform til de elektroniske fester, som festivalen har oplevet en stor efterspørgsel på og som er ekstremt vigtige for festivalen.
Netop Apollo-scenen er centrum for de fleste af årets elektroniske fester i hovedprogrammet. Den indtages af acts som produceren I.Jordan, Paydar (igen), Ikkimel, Zoumer & Debbie Clubs og A. G. Cook.
Og jo, der findes selvfølgelig også elektroniske fester på de andre scener såsom Jamie xx på Orange, Horsegiirl på Eos, og Nídia på Gloria, men Apollo er hovednatklubben. En aflukket natklub, som til stor frustration for mange gør publikumspladserne begrænsede.
Noget, der ikke er at finde i år på Apollo er ’flader’. Et koncept, hvor et musikkollektiv eller en kunstner kuraterer en hel aften på scenen. En måde hvorpå Roskilde tidligere er lykkedes med at bringe autentisk klubkultur ind på festivalpladserne.
Sidste år kuraterede colombianske DJ Rosa Pistola en aften på Apollo. Tidligere har den københavnske technoevent-gruppe Fast Forward og de populære festarrangører Group Therapy stået for fester over flere timer på én scene.
Det mangler programmet i år. Hvorfor ikke give Paydar chancen, når man bringer hende tilbage andet år i træk?
Det er som om, at festivalen er splittet i forhold til, hvor og hvordan der skal gøres plads til den elektroniske fest i den transformation, den tidligere rockfestival er under disse år.
Man kunne savne lidt mod.
Lykkedes det G2G?
Netop mod var der masser af tirsdag nat på Eos.
Med ordene ’omg it’s g2g’ på storskærmen bag hende, begyndte DJ G2G en koncert med en klar retning fra start. Det var en kompromisløs, hyldest til transmiljøet. En tiltrængt hyldest.

Ordene på skærmen lød undervejs trans is beautiful og protect trans kids, hvortil publikum kvitterede med klapsalver og jubel.
Selv om det måske ikke var deres verden, var publikum med fra start og blev taget i hånden af en DJ G2G med fart på.
Den vilde hårdtslående elektroniske musik bestående af alt fra latinamerikansk guaracha til smølfede Rihanna-remixes var udfordrende for publikum. Fremmed territorium for mange. Men G2G gik ikke på kompromis med sin stil for massernes skyld, hvilket kun gjorde festen vildere og mere overbevisende.
Særligt hittet ’paleta x faint’ fik Eos i ekstase. Et moment.

I store skyer af røg på scenen fik G2G selskab af de fire queerpersonligeder Alectra Rothschild, Proxy, Miss Amy og Thea Carla Schøtt, der dansede og hypede publikum endnu mere op. Det lykkedes de med, selv om man skulle tro, at det ikke var muligt.
Det var kaotisk, kompromisløst og queer. Men også en rørende og ikke mindst en vigtig koncert.
Meget af alt det, som det elektroniske musikprogram på årets festival mangler mere af.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.