15. Skrillex ‘Fuck U Skrillex You Think Ur Andy Warhol but Ur Not!!
Skrillex har vist stor spændvidde, siden han slog igennem med højoktan-brostep for halvandet årti siden.
Han havde faktisk så travlt med at vise spændvidde, at han aldrig fik udgivet en hel plade, der viser, hvor stort hans talent er i stilarten, der i sin tid sikrede ham gennembruddet.
Heldigvis skejer han helt ud med uhøjtidelige moshpit-bangers på det her album. Kjartan F. Stolberg
14. Addison Rae ‘Addison’
Addison Raes forvandling fra TikTok-stjerne til overlegen, 90’er-nostalgisk pop-aficionado er det største plottwist siden … Rebecca Black?
Uanset er ‘Addison’ en overbevisende debut, selvom albummets deepcuts måske ikke er helt lige så stærke som ‘Diet Pepsi’ og ‘Headphones On’. Men det er det altså også de færreste popsange, der er. Malthe Hjort
13. Bon Iver ‘Sable, Fable’
Et eller andet sted mellem blue-eyed soul og neosoul finder man denne Bon Iver-udgivelse, som vi frygtede ville blive for corny, men som viste sig at være så oprigtigt kærlig, at selv kynikerne måtte over give sig.
Who cares, når harmonierne er så lækre? Kjartan F. Stolberg
12. Lorde ‘Virgin’
Vi troede, vi skulle have ‘Melodrama 2’, men Lordes fjerde album viste sig at være en langt mere kaotisk størrelse.
Fra vocoder-eksperimentet ‘Clearblue’ til den rastløse drum’n’bass på ‘Shapeshifter’ – for slet ikke at tale om teksterne om kønsidentitet, ubeskyttet sex og spiseforstyrrelse – er det lyden af at give slip.
Det er ikke altid kønt, men det er voldsomt fascinerende. Malthe Hjort
11. Model/Actriz ‘Pirouette’
Pludselig steg Model/Actriz op fra indie-undergrunden med en lyd så unægtelig, at selv Miley Cyrus ville have en bid af kagen.
Det er klubmusik for goth-kids, der ikke forlader dansegulvet, før alle har set, hvor godt de kan bevæge sig i deres latexbukser. Det er lyden af en pisk, der rammer dansegulvet.
Og så det lyden af en dungeon i baglokalet til klubben, hvor kun de faste kunder ved, hvad der foregår. Kjartan F. Stolberg
10. FKA Twigs ‘Eusexua’
Hvis ‘Eusexua’ er blevet sammenlignet med én plade, må det være ‘Ray of Light’. Og det er jo absolut ingen synd at blive sammenlignet med et af de bedste popalbum nogensinde.
Akkurat som med Madonna-mesterværket formår FKA Twigs at forene alskens spændende forgreninger af elektronisk musik med et popunivers, der er fyldt med lige dele lidenskab og mystik. Kjartan F. Stolberg
9. Little Simz ‘Lotus’
Ikke et ondt ord om Little Simz’ mangeårige samarbejde med Inflo, men måske er det meget godt, at deres veje skilles her.
Dels fordi rapperen med ‘Lotus’ beviser, at hun sagtens kan stå på egne ben, dels fordi albummets stikpiller til produceren hører til blandt hendes hårdeste og bedste bars til dato. Malthe Hjort
8. Caroline ‘Caroline 2’
Aldrig har kaos været så behageligt og smukt som på Carolines andet album, hvis postrockede penselstrøg befinder sig halvvejs mellem nænsomme landskabportætter og abstrakt klatmaleri. Kjartan F. Stolberg
7. Playboi Carti ‘Music’
Ja, det er rodet. Ja, det er 5-10 sange for langt.
Men fra smadrede rage rap-bangers som ‘Cocaine Nose’ og ‘Pop Out’ til overraskende vellykkede popsange som ‘Rather Lie’ er der så meget guld på Playboi Cartis tredje album, at det er umuligt at klage. Malthe Hjort
6. Black Country, New Road ‘Forever Howlong’
Black Country, New Road ville aldrig blive det samme igen, nu hvor Isaac Wood ikke længere står bag mikrofonen. Det vidste bandet heldigvis også selv, så de søgte i stedet mod et helt nyt udtryk.
Det fik dem til at genopstå som Belle and Sebastians queer, proggede og teatralske niece – et stilskifte, de har formået at klare med samme stærke greb om håndværket. Kjartan F. Stolberg
5. Miley Cyrus ‘Something Beautiful’
For 10 år siden udgav Miley Cyrus sit største flop til dato, da hun allierede sig med indiemusikere på syretrippet ‘Miley Cyrus & Her Dead Petz’.
I år har hun hevet fat i medlemmer af Alvvays, Haim, Red Hot Chili Peppers, The War on Drugs og som sagt Model/Actriz – for ikke at nævne både Pino Palladino, Brittany Howard og selveste Naomi Campbell.
Den cocktail er selvfølgelig et overflødighedshorn af følelser og indtryk, men alle de steder, hvor ‘Dead Petz’ faldt til jorden, rammer ‘Something Beautiful’ plet. Kjartan F. Stolberg
4. John Glacier ‘Like a Ribbon’
Går du og tror, du ved, hvordan UK-hiphop lyder? Så giv John Glacier et lyt.
Hun rapper så køligt og nonchalant, at hun får Little Simz til at lyde som Skepta, og hendes produktioner er så out there, at amerikanske avantgardister som Billy Woods og Moor Mother er de mest oplagte at sammenligne med, uden at hun på nogen måde går dem i bedene.
Tænk engang, at det her er et debutalbum. Det burde være umuligt at skille sig så klart ud fra omverdenen så tidligt i karrieren. Kjartan F. Stolberg
3. Jane Remover ‘Revengeseekerz’
Det lå ikke i kortene, at Jane Remover – der ellers var blevet spået en status som sin generations store indierock-innovatør – pludselig skulle lave hiphop. Og ‘Revengeseekerz’ er da også et hiphop af den slags, som kun Jane Removers internet-inficerede, post-ironiske og støjglade sind kan koge op.
Rage-produktioner bliver udsat for forvrængede, kaotiske og hyperaktive produktionsteknikker, der får selv de mest excentriske Playboy Carti-produktioner til at fremstå konservative.
Men det er ikke rendyrket larm. Ligesom de åndelige forgængere Sonic Youth og Death Grips kender hun værdien af gode pophooks i al støjen – og ‘Revengeseekerz’ kammer over med catchy melodier. Kjartan F. Stolberg
2. Oklou ‘Choke Enough’
På debutalbummet fra den franske retrofuturist Oklou – opfølgeren til 2020-mixtapet ‘Galore’ – er popmusik en kilde til mystisk erkendelse.
Det er musik til en okkult midsommerfest, hvor de traditionelle klæder er jeans fra Calvin Klein. Musik, der forestiller sig natklubben som det perfekte rum for hedenske høstritualer. Og musik, hvor grænsen mellem hviskende r’n’b-inderlighed og uheldsvanger sirenesang konstant udviskes.
En sang som ’Thank You for Recording’ lyder som Bach med en synthesizer, mens ’Harvest Sky’ er en slags trommeløs eurotrance, der kalder på koreografi af Nijinsky. ’Take Me By the Hand’ med svenske Bladee er en Y2K-klingende r’n’b-duet sunget af det, der lyder som to små skovalfer.
Krydsfeltet mellem mytologi og MTV er bjergtagende. Rasmus Weirup
1. Bad Bunny ‘Debí Tirar Mas Fotos’
Bad Bunny er verdens største reggaeton-stjerne. Men selv den beskrivelse er at undersælge ham, understregede han i januar med karrierens hidtidige hovedværk, ‘Debí Tirar Mas Fotos’.
‘Debí Tirar Mas Fotos’ er en hyldest til hele Puerto Ricos (og stedvist resten af Latinamerikas) musikalske historie. Når traditionelle genrer som salsa, plena, bomba og jibaro bliver vævet sammen med reggaetonens kraftige dembow-beats, er det ikke blot en vellydende stiløvelse. Det er en måde at bygge bro mellem fortidens og nutidens Puerto Rico.
For på samme måde, som reggaeton i dag er soundtracket for en marginaliseret latinamerikansk ungdom, var eksempelvis bomba-musikken det for deres forældre – og Bad Bunny har specifikt valgt at fusionere sin egen genre med den latinamerikanske musik, han voksede op med.
‘Debí Tirar Mas Fotos’ er en fejring af Puerto Ricos kulturelle arv i en tid, hvor USA’s politikker absolut ikke gør livet let for øens indbyggere. Det er et protestalbum, der lyder som en fest. Kjartan F. Stolberg