Intet bliver helt det samme igen efter 21-årige Jane Removers ‘Revengeseekerz’
ALBUM. Af og til lander en udgivelse, der skriver sig ind i musikhistorien ved at flå alt fra hinanden i en sådan grad, at intet helt bliver det samme igen. Tænk ‘Trout Mask Replica’ af Captain Beefheart – eller i nyere tid ‘Pop 2’ af Charli XCX og ‘The Money Store’ af Death Grips.
Mesterværker, der bombarderer dig med indtryk på en måde, der lyder ulig, hvordan nogen andre lyder lige nu. Men hvor de forskellige indslag samtidig har hver sin unikke identitet, og hvor de charmerende idiosynkrasier står lige så meget i kø som de kunstneriske nybrud.
Sådan en udgivelse har 21-årige Jane Remover begået med ‘Revengeseekerz’. Trods sin unge alder har hun allerede udforsket et væld af genrer under adskillige kunstnernavne – især glitchy EDM og emo-klingende shoegaze. Nu har hun også smidt hiphop i sin musikalske blender.
Og her menes altså hiphop af den mest kompromisløse slags. På ‘Revengeseekerz’ møder rage-genrens højlydte vildskab med buldrende bas og skinger, ofte udechifrerbar autotune den excentriske og hyperaktive produktionsstil, man kender fra eksperimentalrappen.
Hun får endda besøg fra Danny Brown, der efterhånden er en af sidstnævnte genres mest genkendelige skikkelser, og alligevel tror jeg aldrig, verden har hørt ham over et beat så vanvittigt som Jane Removers speedy, baspumpede houserap-banger ‘Psychoboost’.
Til tider lyder det som om, at hun – i stedet for at lave produktioner ud fra trommer, bas og synth – laver beats som på ‘Star People’ ud af bilalarmer, smadrede ruder og fabriksapparater. Så kvasende og hensynsløs er lyden.
Men alligevel formår de voldsomme soundscapes at fungere som effektiv ramme for medrivende melodier og et sprællevende tekstunivers.
Den fængende hooklinje »You don’t even know what you do to me« i nummeret ‘Experimental Skin’ kunne let være druknet i al den støj, men hun formår at placere den, så kakofonien i stedet accentuerer den, og den indfrier alt sit potentiale. På tværs af versene i samme sang iscenesætter hun hele sit kunstneriske projekts konstant transformerende identitet. Hun laver essentielt pralerap om, hvor unik hendes særegne lyd er.
Det mest chokerende ved ‘Revengeseekerz’ er nemlig ikke, hvor støjende og lytterfjendtlig, musikken er, men hvor umiddelbar og imødekommende den er, når man blot går til den med et åbent sind.
Chiptune-riffet på ‘Professional Vengeance’ skinner klart igennem på trods af de mange lag af støj, og uanset hvor gakket en speedcore-outro det munder ud i – en outro, der i øvrigt formår at overraske, bedst som man tror, man har luret projektets soniske rammer.
‘Dark Night Castle’ er en øm ballade, hvor man kommer helt ind under huden på Jane Remover. De stedvise støjeksplosioner fungerer som angstskrig, der næppe kunne illustrere angstens ubekvemme natur bedre.
Der er mange støjende plader derude. Men der er få, der samtidig har så stærkt et greb om catchy, emotionel sangskrivning og gribende, opfindsom produktion, som Jane Remover udviser her. Det er eksperimentalmusik til moshpitten, men med et øre for pop og hiphop.
Det lyder ikke som noget andet, men ligesom med Charli XCX og Death Grips før hende, mistænker jeg, at Jane Remover vil spøge i baghovedet under talrige af mine fremtidige musikalske bekendtskaber.
Sådan er det jo ofte med kunstneriske nybrud.
Kort sagt:
‘Revengeseekerz’ er et eksperimenterende, hiphoppet elektronisk værk, der får de fleste rage-udgivelser til at fremstå rolige og afmålte. Det er kompromisløst støjende, men har stærke pophooks samt charmerende sangskrivning, og resultatet lyder ulig noget andet lige nu.