ANBEFALING. Det er sjældent særligt overraskende, hvilken sang der befinder sig allerøverst på en kunstners Spotify-topliste. Det er typisk en af de bredeste lytteoplevelser i kunstnerens diskografi.
Sådan er det ikke for et af de mest spændende rocknavne på indiescenen lige nu.
Jane Removers mest populære sang er den avantgardistiske ‘Flash in the Pan’, hvor den hjerteskærende vokal er sovset ind i effekter – og leveret med vokalteknikker, der klinger mere af emorap-trendsetteren Bladee end af nogen inspirationskilde fra rockhistorien.
Produktionen minder lidt om den sensuelle sexy drill-subgenre, rappere som Cash Cobain har gjort populær de seneste år, bare tilsat godt med shoegazet støj og metalliske lyde, der ville passe godt ind på en Sophie-produktion. Knap tre minutter inde kommer der så tung fuzz på nummeret, at mangt en stonermetal-guitarist ville finde det voldsomt.
Det er en vild kombination, men den fungerer. Og det vildeste er, at intet andet nummer i Jane Removers diskografi lyder sådan. Alligevel tog hendes fanskare tog imod den med kyshånd.
Den uforudsigelighed er en af årsagerne til, at Jane Remover lige nu ligner et af de navne, der bliver allermest spændende at følge i 2025.
Forvent det uventede
Det 21-årige stortalent har gennem årene udgivet en pæn sjat emo-klingende shoegaze-sange, der ikke bryder det store med genrens traditioner. Men det er aldrig dem, der udmærker sig som hendes store streaming-succeser.
Det er derimod, når hun laver radikale genrekombinationer, der larmer mere end de behager, hvor skinger autotune er umulig at abstrahere fra, og hvor kraftige elektroniske beats overdøver den feedback-inficerede guitar.
Jane Remover er en del af en større bølge, der den seneste årrække har genoplivet shoegaze-genren for TikTok-generationen. Men modsat andre unge navne i denne bølge, som eksempelvis Roskilde-aktuelle Wisp, ville man aldrig kunne forveksle Jane Removers mest populære sange med noget fra shoegazens oprindelige storhedstid i 90’erne.
Hvis shoegaze-titaner som My Bloody Valentine eller Ride – eller sågar nyere bands som Have a Nice Life, Nothing eller Sadness – havde udgivet et nummer som ‘Flash in the Pan’, ville deres fans nok have sablet det ned. Men Jane Remover er et konstant transformerende projekt, hvor fanskaren ved, at de skal forvente det uventede.
Inden hun som 17-årig lancerede Jane Remover-projektet for en årrække tilbage, har hun på tværs af sine teenageår både ageret hiphopproducer på SoundCloud og eksperimenterende EDM-visionær i den spraglende digicore-genre.
Under aliasset Leroy udgav hun i starten af 2020’erne en række mixtapes i den selvopfundne mikrogenre dariacore – en glitchet og kaotisk form for sample-baseret elektronisk musik, der er navngivet efter animationsserien ‘Daria’.
Det lyder som en mellemting mellem 100 Gecs på crack og The Avalanches på endnu mere crack. Og Leroy er kun ét blandt knap et dusin aliasser og sideprojekter, den eventyrlystne artist har kastet sig over.
Men selv inden for Jane Remover-projektet bliver hun ved med at rykke sig i uforudsete retninger. Hvilket giver mening, for hun har også gennemgået en stor personlig udvikling.
Konstant transformation
Da musikeren fik sin første smag af succes med minialbummet ‘Teen Week’ i 2021, var hun kun 17 år gammel, og hun havde endnu ikke erkendt, at hun var transkvinde – hun sprang offentligt ud i forbindelse med udgivelsen af en dobbeltsingle i 2022.
Siden har det virket, som om det musikalske output spejler de store omvæltninger, der er sket i Jane Removers personlige liv. Transformationen er konstant.
Hendes debutalbum ‘Frailty’ blander æteriske indierock-vokaler med lag af guitarstøj og 8-bit-klingende synthflader, ofte over pumpende dance-beats.
Det er med opfølgeren ‘Census Designated’ at hun skrev sig ind i shoegaze-traditionen, men hun gjorde det med så meget forståelse for genren, at hun øjeblikkeligt blev stemplet som en af sin generations vigtigste stemmer i stilarten. Samtidig var ‘Census Remover’ spækket med idiosynkrasier, der kun ville komme fra en så krøllet hjerne som Jane Removers.
Et nummer som ‘Lips’ kører stilfærdigt og nærmest ambient i sit lydbillede i tre minutter inden et monster af en lydmur kvaser alt det, nummeret så forsigtigt havde bygget op.
‘Fling’ indledes med en glitchende stribe lyde, der lyder som snydt ud af hendes ‘Dariacore’-mixtapes, før en grunget guitar tager føringen.
Når vokalerne lagres så intenst, som de gør på ‘Backseat Girl’, lyder det nærmest som hvis shoegaze blev udsat for den samme radikale omvæltning, som hyperpop for en håndfuld år siden udsatte electropoppen for.
Og Jane Remover er stadig ikke færdig med at transformere sig selv. Det har hun bevist med en serie af 2024-skæringer, der atter rykkede forventningerne til, hvilken kunstner det her er.
Hvad kan det ikke ende med?
Jane Remover har ikke udgivet meget i 2024, men det har alligevel været et vildt år for hende.
Blandt andet har hun været på turné i USA og Canada som opvarmning for Jpegmafia – en skikkelse, der skiller hiphop fra hinanden på samme måde som Jane Remover gør med rocken.
Dertil har hun for alvor etableret sig som en remixer, de store stjerner er interesseret i.
Frost Childrens Danny Brown-assisterede banger ‘Shake It Like A’ har fået et officielt remix fra Jane Remover, der kører den over i en spartansk lyd, der klinger en hel del af Jpegmafia-albummet ‘Veteran’.
Tinashes megahit ‘Nasty’ har tilsvarende fået et Jane Remover-remix, men her trækker hun i stedet på Miami bass, EDM-trap og electro.
Oven i dette har vi fået så kompromisløse sange som førnævnte ‘Flash in the Pan’, samt dens b-side ‘Dream Sequence’.
‘Dream Sequence’ er årets mest kompakte og tromlende stykke dreampop, der lyder som hvis en krydsning mellem Animal Collective og Beach House blev udsat for den livsbekræftende støj fra det afsluttende Low-album.
I 2024 fik vi også den tryllebindende ‘Magic I Want U’, der blander psykedelia, emo og r’n’b, som om det var det mest naturlige i verden – halvvejs mellem en 070 Shake, der har taget en lykkepille, og Tame Impala, der har anlagt sort eyeliner.
På dens b-side ‘How to Teleport’ leger hun for første gang med dance-genren digital cumbia (kendt fra navne som Meridian Brothers og Bomba Estéreo), som hun ubesværet får vævet sammen med emo-guitar.
Uanset hvad hun kaster sig over, så lykkes det. Der er et vovemod og en eventyrlyst hos Jane Remover, som virkelig ikke ses i meget rockmusik.
Hun giver indierocken den knytnæve, kunstnere som Jpegmafia, 100 Gecs og Sophie har givet andre genrer – og den knytnæve ender gang på gang i fremragende og uventet musik.
Jeg tør slet ikke forestille mig, hvad hun mon kaster sig over, når der skal udkomme et album på den anden side af hendes 2024-udgivelser.