Kultbandet Low får støj til at føles livsbekræftende
Low var i 90’erne måske det mest skelsættende navn i hele slowcore-genren. Deres sløve, drømmende og til tider dronende indierock fra dengang holder stadig godt i dag, og hvis de ikke havde flere ambitioner, kunne de som sådan sagtens have holdt fast i den lyd i årtier endnu – og i så fald ville de fleste fans nok stadig være tilfredse.
På 2015-albummet ‘Ones and Sixes’ begyndte de dog at rode lidt med nogle elektroniske toner, der blev inkorporeret i et univers, der dog overordnet stadig havde sine rødder i slowcorens verden. Og med 2018-efterfølgeren ‘Double Negative’ vandt det elektroniske så meget indpas, at gruppen med succes skiftede genre til glitchende, distortet ambient-pop med nogle industrielle stunder.
Det nye album ‘Hey What’ er i høj grad beslægtet med ‘Double Negative’. På mange måder er det endda mere kompromisløst. Der er sjældent plads til at ånde ud og slappe af i de teksturer, bandet har kreeret. Lydbilledet er simpelthen for fyldigt, for støjende og for fyldt med venstresving, til at man kan tage det roligt i Lows selskab.
En af årsagerne er vokalerne, der bare brager igennem. De er produceret så skarpt og så gennemtrængende, at de til tider er blandt albummets mere støjende elementer – mest radikalt på singlen ‘Days Like These’.
En anden årsag til, at pladen er så sonisk overvældende, er genintroduktionen af nogle rockelementer. Støjrocket guitar er en drivkraft på numre som ‘White Horses’, ‘All Night’ og mest mærkbart den kun to minutter lange ‘More’.
Og så kan jeg ikke komme uden om, at indflydelsen fra industrial-genren kun er blevet tydeligere. Mens de yndigste vokalharmonier kører på ‘White Horses’, bliver de omsluttet af en stilbevidst overkomprimeret, knasende og mekanisk kakofoni.
De borende rytmer på ‘I Can Wait’ og ‘There’s a Comma After Still’ og de skingre toner på ‘The Price You Pay’ er så veleksekverede, at det tåler sammenligninger med industrial-sværvægtere som Throbbing Gristle og Coil.
Men hvor industrial-genren generelt brillerer i at skabe ubekvemme stemninger, er der ikke særlig meget ubehag på ‘Hey What’. Ja, med mindre man fundamentalt finder så støjende musik utiltalende, har jeg svært ved at se nogen, der rent faktisk ville se ‘Hey What’ som en ubehagelig lytteoplevelse.
Bandet har nemlig skabt en spændende kontrast mellem lyksalige, vitaliserede vokaler og et støjende, forvrænget lydbillede – og vokalerne formår gang på gang at trænge igennem, selv i de mest musikalsk desperate stunder.
Low har selv omtalt albummet som en hyldest til det at være i live og som en skildring af de dualiteter, man møder i sin eksistens. Og at mærke de menneskelige vokaler overvinde selv de mest støjende, industrielle teksturer – det er altså på sin vis livsbekræftende.
‘Hey What’ er dermed et klasseeksempel på, at støj ikke blot er noget larm, men at det rent faktisk også kan fortælle os noget dybt relaterbart om tilværelsen. Noget man kan spejle sig i. Og noget, der kan vække store følelser.
Kort sagt:
Lows nye album fortsætter bandets kærlighed til det elektroniske og det støjende – og resultatet er en livsbekræftende lytteoplevelse, hvor det menneskelige og det empatiske ender med at overvinde selv den barskeste soniske forhindring.