Lows minimalisme: Snapshots af forvirring fra et mormon-ægtepars hverdag

Lows minimalisme: Snapshots af forvirring fra et mormon-ægtepars hverdag

I dokumentaren ’You May Need a Murderer’ fra 2008 hører man historien om, hvordan Alan Sparhawk tilbringer weekenden i en hytte med en ven fra kirken, da han beslutter, at han ikke længere vil åbne sine øjne, fordi han er overbevist om, at hans ven er selveste Antikrist. Fortælleren er hans kone og den anden bestandige halvdel af Low, Mimi Parker.

Nok er det Lows langsomme og minimale lyd ,og parrets smukke men angstfyldte harmonier, som har skabt Low, men den religiøse og mystiske side af duoen er en faktor, der bestemt har været med til at løfte deres historie – den om mormonfamilien med den til tider rablende, til tider depressive Sparhawk i spidsen, der samtidig også er et af slowcore-genrens mest ikoniske, nulevende bands.

På parrets 12. album flyder der to væsentlige strømme, som er mere eller mindre genkendelige i Low-land. Først er der den minimalistiske, elektroniske sitren og støj, der strømmer ud og binder albummets instrumenter ind i en hvid hinde af pulserende uro – en klinisk hvidhed, der, i de største momenter, vokser ud af sit eget ellers apatiske skær og mod en mere sonisk og himmelstræbende lyd. Her er den svulmende ‘Landslide og lukkeren ‘DJ’ de bedste eksempler – og to gode sange.

Den anden strøm flyder nærmere som konstante udladninger af klumpet blod igennem pladens egentlige hjerte – teksterne. Som Sparhawk for nylig sagde til Stereogum: »Nogle gange synes mine sange at være som et snapshot fra et øjebliks forvirring eller tab af kontrol«. Det er disse øjebliksbilleder, som strømmer ud.

På ’Spanish Translation’ har Sparhawk fundet en skelsættende oversættelse og synger: »Nothing has since been the same«. På ’Congregation’ er vi med forbi kunstnerparrets skeptiske menighed, som »can’t be satisfied«. Sange som ‘Lies’ og ‘No Comprende’ udpensler, med samme intime detalje, dagligdagens banale irritationer, altid med Sparhawks eksistentielle mørke lurende, fornemmer man – og det er uomtvisteligt interessant.

Det svage punkt er pladens mangel på mindeværdige melodier. Sange som ‘No End’ og ‘Kid in the Corner’ tager form som uinspireret og lidt banalt fyld og gør, at Low, 22 år efter debuten, ikke når tidligere højder. Men det er altså også højt at sigte.


Kort sagt:
Med minimale og sitrende ambient-produktioner tager ægteparret Sparhawk og Parker os med helt ind i ægteskabets maskinrum og leverer noget, der lyder som en en-til-enfortælling fra hverdagen. Teksterne og de eksperimentelle udskejelser forbliver spændende, mens melodierne for sjældent løfter sig nok til at blive mindeværdige.

Low. 'Ones and Sixes'. Album. Sub Pop/Target.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af