Caroline Polachek leverer årets vildeste feature på Carolines vidunderligt sære andet album

ALBUM. Det er et forsigtigt, næsten prøvende strøg over guitarstrengene, der åbner Carolines nye album. En lille gnist, der tænder en altopslugende ild, som bare brænder og brænder i løbet af de næste forrygende 40 minutter.

Guitaranslagene bliver gradvist hurtigere, mens endnu en guitar melder sin ankomst i et meget langsommere tempo. De gnider sig mod hinanden i udsøgte rytmiske forskydninger. Som to stykker flintesten, der får gnisterne til at flyve.

Et tungt trommebeat får flammerne til at blusse op. Vokalerne knitrer blidt i midten af det hele. Sarte strygere, luftige blæsere og fjerne korstemmer er brænde på bålet. Og så, halvvejs gennem nummeret, skyller et tordenvejr af elektronisk støj ind over nummeret og stjæler lydbilledet.

Til sidst kulminerer ’Total Euphoria’ i en smuk, støjende sammensmeltning af de to verdener, og det hele er ret symptomatisk for det, Caroline demonstrerer på ’Caroline 2’: En fuldstændig uforlignelig evne til at finde skønhed i kaos og mærkelige eksperimenter.

Værket er sært og storslået, organisk og elektronisk, eksperimenterende og lidenskabeligt. Svært at lytte til og samtidig en samling fuldgode popsange. Decideret smukt, spillevende og dejligt uforudsigeligt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

London-bandet Caroline er en oktet, hvis kerne udgøres af de tre ungdomsvenner Casper Hughes på guitar og vokal, Jasper Llewellyn på trommer, cello og vokal samt Mike O’Malley på guitar.

De fem medmusikere er Freddy Wordsworth på trompet, Hugh Aynsley på percussion, Oliver Hamilton og Magadalena McLean på violin samt Alex McKenzie på percussion, klarinet, fløjte og saxofon.

Hvor deres første album, ’Caroline’, ofte tog afsæt i lange, lange, lange repetitioner af de samme melodier krydret med instrumental improvisation rundt i den store besætning, er opfølgeren klart mere poppet. Der er hårdere skift mellem sangene, nogle gange midt i sangene, kontrasterne er større. Og så er der flere umiddelbare, ørehængende melodier.

Og hvis man vil have ørehængende melodier, hvem andre end selveste hyperpop-ikonet Caroline Polachek ringer man så til?

Caroline ved det ikke, for de har netop taget fat i navnesøsteren Polachek på nummeret ’Tell Me I Never Knew That’ – årets mest utippede og vellykkede samarbejde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

En hypnotisk akustisk guitar fungerer som nummerets anker. Resten af lydbilledet er friske bølger, der hele tiden er ved at få båden til at kæntre. Det er Polacheks moderne popvokal fusioneret med postrockede Sigur Rós-vibes omkring en porøs kerne af progressiv folk. Hyperpop og eksperimenterende indie i en forrygende forening til tiden.

Selv op mod Polachek er Casper Hughes og Jasper Llewellyn virkelig gode sangere. De to herrer kunne synge ordbogen, og jeg ville blive rørt af det. Især når de begynder at småflirte lidt med autotuneeffekter. Absolut flottest bliver det på ’U R Ur Only Aching’, der klimakser med en ståpels-inducerende vokalsolo.

’Beautiful Ending’ er den passende titel på albumlukkeren, der byder på længselsfulde violin- og cellobuestrøg, brummende shoegazeguitarer og nok engang de der vokaler, der får hjertet til at skælve og hårene på armene til at rejse sig igen.

Det er vitterligt en meget smuk slutning. Men som helhed lyder Carolines andet album snarere som en begyndelse. På noget virkelig stort.

---

Kort sagt:
På album nummer to demonstrerer London-oktetten Caroline en fuldstændig uforlignelig evne til at finde skønhed i kaos og mærkelige eksperimenter. Selveste Caroline Polachek leverer årets vildeste vokalfeature på dette sære værk, der giver os et vidunderligt miskmask af progressiv indiefolk, hyperpop og postrock til tiden.