‘Like a Ribbon’: Det er næsten ikke til at tro, at dette overlegne værk er John Glaciers debutalbum
John Glacier er egentlig ikke et helt dugfriskt navn på musikscenen. Den 29-årige London-rapper har udgivet musik i en årrække, og især hendes ep ’Shiloh’ fra 2021 vakte opsigt med sine kryptiske og rå tekster.
Alligevel har hun sidenhen primært begået sig i de undergrundsmiljøer for folk med adresse nordøst for Themsen, hvor også ligesindede som Little Simz og Nia Archives har slået deres folder.
Derfor er det imponerende, at hun på ’Like a Ribbon’ debuterer med et så gennemført album, der på én og samme tid føles legesygt og eksperimenterende, men som samtidig hviler nok i sig selv til at give plads til personlige og selvreflekterende fortællinger.
Faktisk er det ved første gennemlytning næsten ikke til at tro, at vi har med et debutalbum at gøre. For Glaciers flow og levering føles som slutproduktet fra en musiker, der har årtiers anciennitet i gamet. Hun bevæger sig over versene med en misundelsesværdig lethed, der minder om den stream of consciousness-rap, som særligt kollegaen Noname også excellerer i.
På det 11 numre lange album viser Glacier sårbarhed med bars som »Wonder where I’ve been, I′ve been hurt won’t lie / Put my trust in you, never heard about shy«, der gentages som et mantra på åbneren ’Satellites’. Men der er også plads til løssluppenhed og glimt i øjet som på ’Emotions’, hvor hun proklamerer, at hun er »the hottest in the game«.
Hun balancer ubesværet mellem kække og seriøse tekster, og hun har styr på sit håndværk – noget der yderligere understreges af, at Glacier leverer sine linjer så selvsikkert, som hun gør.
Produktionsmæssigt er hun også hjulpet godt på vej. Albummet er blevet til i samarbejde med produceren Kwes Darko, der formår at kombinere nogle af de elementer af musik fra Storbritannien, der er allermest spændende lige nu. ’Found’ flirter med UK-garage, og på ’Don’t Cover Me’ er der grime synths og dobbelttempo-rap. Andre steder er vi ovre i future bass som på den Flume-producerede ’Nevasure’.
Glacier fik i sensommeren et co-sign af Jamie xx i form af et feature på nummeret ’Dafodil’, og det er på mange måder symptomatisk for den elektroniske lyd, hun bevæger sig i periferien af på albummet.
Derudover skal man ikke underkende den beskedne, men slagkraftige duo af features i Sampha og Eartheater, der på henholdsvis ’Ocean Steppin’’ og ’Money Shows’ drysser noget magi over et i forvejen meget magisk album.
De to features’ underspillede vokalpræstationer hverken overvælder eller stjæler rampelyset, og deres tilstedeværelse på albummet vidner om, at John Glacier har en tiltrækningskraft og et potentiale, som mange etablerede kunstnere har bidt mærke i.
Glacier virker til at trives som en enigmatisk skikkelse, så længe hun kan lave den kompromisløse og selvsikre rap, som hun beviser, at hun har formatet til på ’Like a Ribbon’. »Know I like to live boldly / But it’s my life and they don’t know me«, rapper hun på den sindssygt catchy ‘Ocean Steppin’’.
Men hvis Glacier fortsætter sådan her, er det ikke længe, hun bliver i ukendtheden.
Kort sagt:
Overlegen levering, sårbare tekster og skarpe produktioner går op i en højere enhed på John Glaciers imponerende debutalbum, og man har lyst til at høre resultatet på repeat.