‘Fuck U Skrillex You Think Ur Andy Warhol but Ur Not!! <3': Skrillex er færdig med at tage sig selv så forbandet seriøst

‘Fuck U Skrillex You Think Ur Andy Warhol but Ur Not!!
Skrillex. (Foto: Atlantic)

ALBUM. Da Skrillex blev annonceret til sidste års Roskilde Festival, skrev jeg et portræt af den elektroniske musiker. Om hvordan hans pumpede brostep blev lagt for had, da han gjorde sin entré i starten af 2010’erne, men også hvordan han sidenhen udviste en spændvidde, der har vundet ham stor respekt og anerkendelse.

Duoen Jack Ü og produktionstjanser på hits som Justin Biebers ‘Sorry’ viste, at han er en habil producer af EDM-klingende electropop. Samarbejder med yngre talenter som Porter Robinson, Fred Again og Dylan Brady cementerede ham som en producer, der transcenderede generationer og æraer. Og en flirt med den elektroniske poprap, der kom ud af svenske Drain Gang, understregede, hvor vidtfavnende og ambitiøs Skrillex er.

Det er en god fortælling. Men lad os være ærlige. Det er ikke den fortælling, der sikrede et stort fremmøde til Orange Scene-koncerten. Den vigtigste faktor er nok stadig det, Skrillex oprindeligt blev kendt for: Pumpede, energiske brostep-bangers, der lyder, som hvis man bundede en dåse Monster Energy for derefter at kvase dåsen med armenes kraft.

Skrillex. (Foto: Atlantic)

Det aspekt er på mange måder grundstenen i det, der har gjort Skrillex til en institution i elektronisk musik. Og alligevel har han ikke omfavnet det i mange år. Han har ikke udgivet et egentligt brostep-album siden albumdebuten ‘Recess’ fra 2014. En udgivelse, hvor han uden held prøvede at integrere ømmere og mere luftige dimensioner i sine hårdkogte drops.

Netop derfor er albummet ‘Fuck U Skrillex You Think Ur Andy Warhol But Ur Not!! <3’ så kærkomment et værk. For nu hvor Skrillex endelig har fået respekt, er han færdig med at skulle bevise, at det er noget, han fortjener. Han er færdig med at tage sig selv så forbandet seriøst, som han har gjort på sine seneste mange udgivelser – og han omfavner igen brosteppens kitschede, næsten campy hyperaggression.

Et af hans greb til at opnå dette er at lade DJ Smokey gæste albummet som en humoristisk vært, der med sin sprøde stemme fører dig gennem tracklisten i et toneleje, der lyder som om, han vil fortælle dig, hvad du kan forvente i næste afsnit af ‘Dragon Ball Z’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»I heard that snare took him two years to make«, udbryder DJ Smokey under den spændingsfyldte ‘Booster’, hvor Skrillex får assistance af 100 Gecs-produceren Dylan Brady. Det er forfriskende at se Skrillex tage så meget pis på sig selv, men det bedste er, at vi samtidig får en lytteoplevelse, hvor det ene fremragende drop overtager det andet, og hvor der tydeligt er kælet for detaljerne i stunderne mellem de mest bragende øjeblikke.

Tracklisten består ikke så meget af individuelle sange, som den nærmere er ét langt mix, hvor nye idéer konstant tager over fra den foregående, og hvor ingen af idéerne overskrider deres besøgstid. Det gennemsnitlige nummer varer under halvandet minut, men når at præsentere dig for sjove og skæve påfund, der kilder lige så meget i maven som en voldsom rutsjebanetur. Et track som ‘Fricky VIP’ når kun lige akkurat at præsentere et groove, før et intenst drop smadrer groovets musikalske byggeklodser til pindebrænde, så det føles som at se en dyr bil eksplodere kort efter, den er blevet købt.

Hvis man kun overfladisk kendte til Skrillex, ville man måske antage, at hans diskografi er fyldt med album som dette, men i virkeligheden er det første gang, han har givet så meget slip og omfavnet det, der har givet ham legendestatus. Det har resulteret i hans bedste album til dato.


Kort sagt:
Skrillex går tilbage til sine rødder og omfavner brosteppens kitschede, næsten campy hyperaggression, uden at det sker på bekostning af hans håndværk. Det har resulteret i hans bedste album til dato.

Skrillex. 'Fuck U Skrillex You Think Ur Andy Warhol but Ur Not!! <3'. Album. OWSLA/Atlantic.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af