»Det lyder bare som larm«.
»Hans musik er noget rodet bæ, der er skabt med en enerverende, irriterende attitude. Alt ved ham er bare smertefuldt«.
»Det lyder af robotter, der voldtager hinanden«.
Sådan lyder blot en lille håndfuld af kommentarerne i en forumtråd om Skrillex fra oktober 2010, ugen efter udgivelsen af hans anden ep, ‘Scary Monsters and Nice Sprites’.
Og nej, det er ikke fra et forum for rockpuritanere, der mener, at det ikke er ægte musik, hvis det er lavet på en computer.
Det er derimod fra et forum for fans af dubstep – den genre, Skrillex skrev sig ind i, og som han lynhurtigt blev verdens største navn indenfor takket være hits som ‘Bangarang’, ‘First of the Year (Equinox)’ og ‘Scary Monsters and Nice Sprites’.
Til sommer skal Skrillex indtage Orange Scene på Roskilde Festival, og man kan vist roligt sige, han for længst har overvundet den enorme negativitet, han blev mødt af tilbage i start-2010’erne.
Skrillex er gået fra at være en af verdens mest udskældte musikere til at være ikke bare populær, men rent faktisk respekteret.
Det er dels sket, fordi han har udviklet sig helt afsindigt som musiker – og dels fordi hans tidlige dubstep bliver set i et nyt lys i dag.
En dubstep-outsider
Dubstep opstod i det sydlige London i 00’erne. Dengang var det ikke den kaotiske smadder-wubwubwub, vi kender fra Skrillex.
Det var i stedet en dyster, kølig og ofte relativt diskret form for EDM, der var skræddersyet til røgfyldte natklubber frem for åbne festivalscener. Strukturer og rytmer fra 2-step og drum-and-bass fusioneret med teksturer fra jamaicansk dub-musik.
Skrillex er amerikaner, og størstedelen af 00’erne var han i sine teenageår, så det er næppe en overraskelse, at han ikke færdedes i de samme engelske klubmiljøer som genrens skabere. Men han kom ikke engang fra den amerikanske klubscene.
Skrillex kom fra den tunge rock. Som ganske ung blev han forsanger i det relativt succesfulde posthardcore-band From First to Last. Og meget af den æstetik førte han videre, da han i 2010 gik solo og kastede sin kærlighed over Englands sprudlende dubstepscene.
Den amerikanske artists udgave af dubstep var voldsom og højlydt som de bedste rock-headbangers. Hans visuelle identitet osede af emo-æstetik, som man kendte det fra Hot Topic-butikker.
En spirende dubstep-undergenre ved navn tearout var ganske vist allerede begyndt at introducere noget hårdere og mere moshpit-venlig dubstep nogle år forinden – men Skrillex var villig til at gøre lyden mere kommerciel og hookbaseret.
Før verden vidste af det, var Skrillex blevet signet på Deadmau5′ pladeselskab og turnerede verden rundt med den muse-hjelmede verdensstjerne.
Skrillex’ rockerfaring var det, der muliggjorde, at han kunne udbrede dubstep til masserne. Men det var også det, der gjorde ham så udskældt.
Skulle den her andenrangs rock-wannabe fra USA gøre sig selv til den globale bannerfører for Englands mest spændende klubgenre?
Nej tak, sagde mange fra dubstep-miljøet.
Der blev – ikke uforståeligt – draget en del paralleller til hvordan nu-metal ti år forinden fusionerede metal med hiphop på den mest kødhoved-venlige måde tænkelig.
Denne testosterontunge moshpit-dubstep, som Skrillex var hovedeksponent for, fik derfor genrenavnet brostep. Og det var ikke pænt ment.
Meget mere end brostep
Skrillex fik et uheldigt omdømme som en person, der ikke rigtig gik op i dubsteppens rødder, men som bare ville skabe de mest kaotisk tænkelige drops. Det var måske sandt for dele af hans enorme fanskare, men det er synd at lade det stigmatisere selve kunstneren.
Skrillex har altid været eklektisk og nysgerrig. Det var netop derfor, han søgte mod en relativt tætlukket engelsk musikscene til at starte med.
Og han var altid interesseret i at bevæge sig hinsides den aggressive lyd, han startede med.
Allerede i 2010 udtalte han, at hvis han i morgen var interesseret i at lave noget andet end dubstep, ville han gøre det.
Det interesseskift kom i 2015, hvor han allierede sig med Diplo for at danne duoen Jack Ü. Sammen med et utal af gæstesangere lavede de hitlistevenlige electropopsange med letfordøjelige trap-drops.
Det helt store hit derfra var Justin Bieber-samarbejdet ‘Where Are Ü Now’, og et par måneder efter var Skrillex’ navn at finde på flere producer-credits fra Justin Biebers utvetydigt bedste album, ‘Purpose’ – blandt andet megahittet ‘Sorry’.
I årene herefter viste Skrillex sig at være en af verdens mest pålidelige popproducere, og både Fifth Harmony, The Weeknd, Mariah Carey, Ed Sheeran og Beyoncé har hevet fat i ham.
Han står endda bag nogle af de mest hjerteskærende produktioner på FKA Twigs’ artpop-mesterværk ‘Magdalene’.
Senest har han markeret sig som artist i eget navn. Tidligere i år udgav han albummene ‘Quest for Fire’ og ‘Don’t Get Too Close’.
Førstnævnte er en tætpakket elektronisk odysse, der springer fra genre til genre – herunder et par referencer til hans brostep-baggrund. Gæstelisten tæller blandt andre gamle kolleger fra dubstep-æraen, såsom Joker og Noisia, men også unge kunstnere, der løfter arven fra Skrillex, såsom Porter Robinson, Fred Again.. og Dylan Brady fra 100 Gecs.
På ‘Don’t Get Too Close’ agerer han derimod melodisk hiphopproducer, omgivet af rappere som Yung Lean, Bladee, Chief Keef, Swae Lee og Trippie Redd.
Skrillex har altså vist, at han er så meget mere end den brostep, han blev associeret med i begyndelsen af karrieren.
Måske er det også derfor, han har afskaffet sit ellers ikoniske look – for fysisk at signalere, at han har ændret sig?
Skrillex-renæssancen
I 2023 har selv de mere elitære afkroge af elektronisk musik over en bred kam omfavnet den ellers engang så udskældte dj.
Da Frank Ocean sidste år meldte afbud til Coachella, hyrede festivalen i stedet en trio bestående af Skrillex, Four Tet og Fred Again…
Til de uindviede så er Four Tet nærmest en adelsmand blandt elektroniske feinschmeckere, og Fred Again.. er vor tids mest hypede unge elektroniske navn. De er typerne, der samarbejder med Thom Yorke og Brian Eno.
Og her stod de altså side om side med ham, der 13 år forinden blev bebrejdet for at ødelægge elektronisk musik.
Skrillex-renæssancen skyldes til dels, at en ny generation af musikere gør oprør mod de kræfter, der i første omgang stemplede brostep som kikset.
Særligt hyperpopgenren har udvist stor respekt for brostep, og respekterede kunstnere som Gupi, Dorian Electra og 100 Gecs har inkorporeret drops, der ikke lyder ulig Skrillex’ tidlige ep’er.
Skrillex træder altså på scenen til sommer som lidt af en levende legende.
Som enhver musiker, der udfordrede normerne, fik han skældud i begyndelsen. Og som enhver musiker, der udfordrede normerne, kan han nu endelig mærke, hvor betydningsfuld, han har været.
Derfor er Skrillex intet mindre end genial booking til Roskilde Festivals Orange Scene.